Bo Godt har mødt Louisa Lorang til en snak om det at bo alment – og om, hvorfor hun har valgt at blive boende i den samme boligforening i snart 20 år.

"Det var lidt tilfældigt, at jeg endte med at bo her," fortæller hun. "Min mormor skrev mig op, da jeg næsten lige var blevet født. Jeg startede i en lille lejlighed og har siden boet i tre forskellige lejligheder i samme gård. Min kæreste, nu mand, flyttede ind, og vi blev hængende. Så faktisk har hele mit ungdoms- og voksenliv været centreret om den samme baggård."

Naboskabet som livsform

For Louisa er det ikke bare lejligheden, men fællesskabet, der har fået hende til at blive.

"Det er vigtigt, at mine børn kender deres naboer – og at jeg kender mine. Vi har fx en ’naboven’ i familien. Selvom vi ikke længere bor lige ved siden af hinanden, så kommer hun stadig forbi og henter 'takeaway', når vi har rester efter et fotoshoot. Hun tager sine gamle bøtter med og får småkagerester eller risotto med hjem. Det er hyggeligt og win-win. Jeg får brugt resterne, og hun bliver (forhåbentlig) glad."

"Når vi fotograferer til en bog eller et magasin ude i gården, spørger jeg ofte folk, om de ikke vil være med til at spise resterne. Jeg hader at smide mad ud – og jeg elsker, at vi kender hinanden godt nok til, at det kan lade sig gøre. Det er dét, vores gård og fællesskab kan. Det betyder meget for mig."

En blandet gård – med stærkt fællesskab

Louisa fremhæver det sociale som en afgørende grund til, at hun og familien er blevet boende. Gården, de bor i, rummer både andels-, ejer- og lejeboliger – men forskellene mærkes ikke i hverdagen.

"Vi er et mix af alle slags mennesker, og det elsker jeg. Der bliver holdt fællesarrangementer, og især efter jeg fik børn, er jeg blevet mere opmærksom på fællesskabet i gården. Vi holder fx fastelavn, Halloween og loppemarked – og jeg er med til at arrangere noget af det."

Fastelavn er en af årets store traditioner i gården, og Louisa støtter naturligvis op med det, hun gør bedst: fastelavnsboller. Hun har endda udviklet en særlig, hurtig opskrift til Bo Godts læsere.

"Det betyder meget for mig, at fællesskabet er der. Og det er ret praktisk, at vi bare kan holde fastelavn i gården i stedet for at finde et arrangement et andet sted. Det er både hyggeligt og let," siger hun med et smil.

Rester med naboerne

”Det er vigtigt, at mine børn kender deres naboer, og at jeg kender mine naboer. Vi har en ’naboven’ i familien. Selvom vi ikke længere er naboer, efter at vi flyttede til anden opgang, så aftaler jeg ofte med hende, at hun bare kommer forbi og henter ’takeaway’. Så kommer hun med sine gamle bøtter og henter småkagerester eller risotto-takeaway efter et photoshoot. Jeg synes, at det er hyggeligt og win-win. Jeg får spist resterne og min nabo er (forhåbentlig) glad. Jeg hader at smide mad ud. Så jeg elsker, at man kender hinanden godt nok til at kunne spørge og dele maden som ’nabo-takeaway’. Det rummer gården og menneskene, og på den måde er fællesskabet vigtigt for mig,” slutter Louisa Lorang.