”Jeg synes, det er meget hyggeligt, at man kender folk, der bor her i to opgange. Men det er megasvært, for når man møder folk på gangen, så er det jo fordi, man er på vej et sted hen.”

Sådan lyder det fra 26-årige Stine Christensen, der er en del af afdelingsbestyrelsen i fsb’s afdeling på Absalonsgade på Vesterbro i København. Med en beliggenhed et stenkast fra Københavns Hovedbanegård er det nogle eftertragtede ungdomsboliger.

Men da Stine flyttede ind for tre år siden, var det også nogle boliger, hvor fællesskabet lå lidt øde hen.

Afdelingen havde ellers tidligere haft en blomstrende socialt liv, men da den forrige bestyrelse fraflyttede, stod der ikke nogen klar til at tage over, og afdelingen var uden bestyrelse.

”Hvis man skulle låne fælleslokalet eller vores slagboremaskine, skulle man have fat i ejendomskontoret. De har en telefontid på en halv time om morgen, så det var totalt bøvlet,” siger Stine Christensen.

Svært engagement

Det var med rod i det hverdagsbøvleri, at Stine besluttede sig for at starte en ny bestyrelse op.

”Jeg tænkte, at det var megadumt, at vi ikke havde en bestyrelse, så vi lavede en. Selvfølgelig med en masse hjælp fra fsb,” fortæller Stine Christensen, der ikke før har haft erfaring med at sidde i en bestyrelse.

Og da Bo Godt spørger hende, om der har været udfordringer, kan hun ikke lade være med at lade et lille grin slippe ud.

”Det kan du nok gætte på min reaktion,” siger hun med et smil.

”Vi har tænkt, at det kunne være hyggeligt at lave nogle arrangementer, hvor folk kunne mødes og lære hinanden at kende. Men det er svært, og min fornemmelse er lidt, at der ikke er det store engagement for at mødes og lære hinanden bedre at kende,” fortsætter Stine Christensen.

Et sundt og engageret fællesskab tager nemlig lang tid at opbygge, hvilket ikke just bliver nemmere af, at boligerne på Absalonsgade er ungdomsboliger.

”Folk bor her lidt flygtigt. Man må jo kun bo her, mens man er studerende, og det gør det svære at bygge noget op, fordi der er konstants udskiftning i beboerne,” fortæller hun.

”Det er bare sjovere, hvis man kender folk”

Men selvom det kan være svært at engagere alle, er der nogle i afdelingen, som sætter stor pris på Stines indsats og engagement.

To af dem er Sidsel og Caroline på henholdsvis 26 og 23 år. De synes begge, at det er rart at kende nogle af dem, de bor sammen med.

”Jeg havde et ønske om at lære folk at kende, man ser jo folk på gangene, og nogle gange så møder man folk ude i byen, som man godt ved bor der, hvor man selv bor, og det er bare sjovere, hvis man kender dem,” siger Caroline.

Men det ønsker varierer også fra person til person, som Sidsel påpeger:

”For mig er det en opdragelsesting. Jeg kommer fra en familie, som synes, det er vigtigt, at man kender dem, der bor omkring en, og at man hilser på hinanden.”

”Og helt lavpraktisk hvis der skulle være brand i opgangen, synes jeg, det er virkelig rart at vide, at jeg kender nogen, som kan skrive til mig,” tilføjer hun.

En at tage under armen

Selvom både Caroline og Sidsel godt kan lide at kende deres naboer, var det ikke udelukkende det, der får dem til at dukke op, når Stine inviterer til arrangement.

”Vi var med til det første arrangement, som var et, hvor vi skulle pimpe vores ladcykel. Det var noget kreativt, som er lige mig, så er det ikke så farligt at komme,” siger Caroline.

Og netop det, at det ikke føltes farligt eller alt for grænseoverskridende, er noget, Stine, Caroline og Sidsel tror har stor betydning, hvis man gerne vil have flere til at deltage i deres boligområde.

”Jeg tror, det handler om, at det er udfordrende at møde op første gang. Måske kan man ikke strikke, eller man har ikke set ansigterne før,” siger Sidsel, og Caroline tilføjer:

”Man har ikke lyst til at dukke op alene.”