Hver anden onsdag summer det af liv og lune krydderier i beboerhuset på Blegdamsvej i København.
Her inviterer BoVitas trivselsteam til fællesspisning for alle beboerne som led i deres arbejde med at skabe fællesskab i afdelingerne.
Bag kogegryderne står den tidligere skolelærer, musiker og madunderviser Søren – en passioneret, madglad og fællesskabshungrende beboer.
Ved første øjekast er det ikke til at se, at han for bare to år siden var lam i hele kroppen og sad i kørestol. Det er først, når man ser nøje efter, at sporerne fra hjerneblødningen melder sig. Blandt andet er Søren ikke i stand til at føre en kniv med venstre hånd, og hans hukommelse og reaktionsevne har også set bedre dage.
Med et udgangspunkt der hed kørestol resten af livet, er Søren kommet umådeligt langt.
”Jeg har skullet lære alt på ny. Særligt som musiker har det været hårdt ikke at kunne bruge sine hænder og fingre. Det er et andet liv, jeg er vågnet op til, og jeg er stadig ved at lære, hvordan det skal leves,” fortæller Søren.
Lægerne gav da heller ikke Søren store forventninger til fremtiden, efter han en skæbnesvanger dag i 2022 blev ramt af en hjerneblødning:
”De kaldte det et mirakel, hvis jeg nogensinde kom til at gå igen,” fortæller Søren.
Nu går Søren ikke bare igen – han er en af fanebærerne på afdelingens fællesspisninger. Trods sine store fysiske udfordringer har han trænet sig op til at være frivillig i BoVitas trivselsteam.
Hjerneblødning satte ham ud – men stoppede ham ikke
Netop Søren er et eksempel på en beboer, der gerne vil det sociale, men som har haft brug for trivselsteamets hjælp til at igangsætte det.
”Jeg ville gerne lave noget fællesspisning, så det var fedt, at de gav mig mulighed for det,” siger Søren.
Siden da er han blevet en fast del af afdelingens frivillighedskorps og et eksempel på, hvad BoVitas sociale arbejde kan have af betydning for beboerne.