Bo Godt møder Niels Kristian ved parkeringspladsen i Postparken, hvor han stiger ud af sin gamle Volvo V70. Håret er sat i en knold i nakken. Hans brune øjne kigger nysgerrigt, og hans latter er varm og smittende.
Niels Kristian er opvokset i den lille jyske by, Brædstrup. Familien er en stor del af det lokale foreningsliv, og derfor er det helt naturligt for ham at arbejde som frivillig. Niels Kristian har været frivillig i et hav af idrætsforeninger, festivaler, NGO’er og forskellige foreninger. Det ligger
ikke fjernt for ham, at engagere sig, der hvor han bor.
I 2015 flyttede han ind på Øresundskollegiet i København. Røg straks ind i beboerrådet, og blev hurtigt valgt til formand. I dag kan Niels Kristian kalde sig Cand.Scient.Pol. Han er kandidat i Statskundskab fra Københavns Universitet med speciale i bæredygtig effektivisering og udvikling af den almene boligsektor.
Når man er færdig med sin uddannelse, skal kollegieboligen videre til en ny studerende. Derfor flyttede Niels Kristian i 2021 til Postparken, hvor han igen havde svært ved at sidde på hænderne, da der skulle vælges en formand for afdelingsbestyrelsen.
Hvorfor er du afdelingsformand i Postparken?
"Fordi jeg ikke kan lade være. Jeg kan godt lide at have fingeren på pulsen, tage initiativ og bevæge mig med udviklingen. Jeg har ambitioner om fællesskab og det gode liv, som beboerne har vist deres opbakning til."
Bliver man rig af at være afdelingsformand?
"Ja, det synes jeg, at man gør! Men det afhænger selvfølgelig af definitionen på rigdom. Jeg kan med det samme forkaste en eventuel hypotese om, at man skulle blive økonomisk rig eller velhavende af at være afdelingsformand. Det regnskab vil man faktisk hurtigt blive ked af at gøre op i kroner og øre. Samtidig har jeg en oplevelse af at blive rig på rigtig mange andre ting. At lære en masse mennesker at kende. At kunne gøre en forskel hvor jeg bor, samt for de mennesker, jeg bor sammen med. At blive mødt af op til flere hilsner og smil på min vej. Det er rigdom for mig. En rigdom som er mere værd end penge. Det er noget af det mest motiverende jeg kan forestille mig."
Hvordan gør du en forskel i Postparken?
"Ved at leve op til den tillid, som beboerne har vist mig. Og ved at gøre det så godt, som jeg kan. Postparken skal være et sted, hvor alle bliver hørt og respekteret, og hvor vi fører vores drømme ud i livet."
Hvad betyder fællesskab for dig som afdelingsformand?
"I dag er 70 procent af Postparkens beboere nye. Derfor er det vigtigt for mig, at vi har fokus på de sociale tiltag i afdelingen, som bidrager til et stærkt fællesskab beboerne imellem. Jeg tror på, at ved at skabe plads for de hyggelige snakke, da bliver det også nemmere at tale om de lidt sværere ting. Jeg plejer at sammenligne det med en familie. I familier mødes man ikke blot omkring et årligt eller halvårligt møde for at snakke drift, husleje og lignende forhold igennem. Man lever sammen hele året, spiser sammen, fester sammen, ser film om fredagen og tager på udflugt i weekenderne. Det er de stunder, vi skal have med ind i afdelingen mellem afdelingsmøderne. Det tror jeg skaber værdi. Renoveringen af Postparken er nu kommet til udendørs arealerne, så det optager rigtig meget af min tid lige nu. At sikre grønne fælles arealer, hvor alle føler sig velkommen. Det er rigtig spændende, og det glæder jeg mig til at komme i gang med."
Hvad er en god nabo for dig?
"For mig er en nabo ikke blot en nabo. For mig er alle 401 lejemål i Postparken mine naboer. Derfor er en god nabo for mig, én der tager del i fællesskabet og bidrager med det man nu kan. Det handler vel om, at en god nabo ikke blot bor i afdelingen, men at vedkommende lever i afdelingen."
Hvordan er du selv som nabo?
"For det korrekte svar, må du nok hellere spørge en af mine naboer. Gjorde du det, håber jeg, at de ville beskrive mig som synlig og tilgængelig. Samtidig er jeg lidt af en hyggeonkel, og kan godt lide at tale med mine naboer. Det er vigtigt for mig at kende dem, som jeg bor med."
Hvad er det særlige, den almene boligsektor kan?
"Jeg synes, at den almene boligsektor kan rigtig meget. Først og fremmest beror sektoren på et værdigt formål omkring at sikre betalbare boliger. Det kan vi, da der ikke sidder nogen og skummer fløden på lejen. Hertil har sektoren, med udgangspunkt i boligen, fokus på noget som for mange er én af de vigtigste overvejelser gennem livet – nemlig hvordan vi bor og lever. Boligen er en af grundstenene i det gode liv. Det handler ikke kun om murstenene, men også om fællesskaberne, medindflydelse og de blødere værdier. Vi skal kende hinanden og passe på hinanden."
"Det, at vi i Danmark kan bo alment til leje har en stor betydning for vores samfund. Ingen skal bo på gaden. Når vi bor mange sammen, kan vi løfte hinanden på godt og ondt. 20 procent af alle boliger i Danmark er almene lejeboliger. Det forpligter. Her føler jeg, at ambitionsniveauet i sektoren er stort fra bund til top. Det er dét, der gør sektoren så særlig. Viljen til at bidrage positivt på både det personlige og samfundsmæssige, samt udgangspunktet for at kunne det. Jeg har jo skrevet speciale om det her, så jeg kan jo fortælle om det i evigheder."
Hvordan ser du fremtiden for almene boliger?
"Jeg drømmer om en fremtid, hvor den almene boligsektor bliver et stadigt naturligere tilvalg frem for at leje og eje privat. Jeg håber derfor på, at flere vil tilvælge en tilværelse båret af fællesskab og demokrati. For mig er det i hvert fald en utroligt meningsgivende måde at bo og leve på. I bund og grund handler det jo om livskvalitet. Det tror jeg, at den almene boligsektor skal fokusere mere på i de kommende år. Jeg tror også på, at flere unge familier vil få øjnene op for de fællesskaber og muligheder, som den almene boligsektor kan tilbyde. Det er noget jeg oplever fylder meget i boligdebatten generelt. Altså at skabe levende bofællesskaber. Det ser jeg som fremtiden. Jeg ser også en fremtid, hvor driften, administrationen og beboerne får oprettet en ny balance for sammenholdet imellem. Og, vi har jo kunnet se, hvordan det har skabt resultater i forbindelse med den bæredygtige omstilling, i særdeleshed omkring biodiversitet, når det lykkes."
Du er også med i PAB’s organisationsbestyrelse, hvorfor er du det?
"Fordi min interesse ikke blot ligger i det lokale og nære i afdelingerne, men også på det strategiske niveau. Vi har et ansvar for at sikre boliger til fremtidens beboere – altså dem, som står på vores ventelister. Det er vigtigt ikke blot at fokusere på de beboere, som bor i afdelingerne på nuværende. Dem skal vi selvfølgelig også fokusere på, men det må ikke begrænse sig dertil. Jeg drømmer også om at inspirere flere unge til at tage del i de demokratiske muligheder, som beboerdemokratiet tilbyder dem. Jeg er blandt andet med i advisory boardet for Demokratisk Talent Lab, hvor vi fokuserer på netop det. Det er vigtigt at vores demokratiske organer, og dermed beslutninger, afspejler vores beboersammensætning."