Mette overlevede kun, fordi hun ikke var hjemme.

Ved et rent tilfælde var Mette Paus ikke i sin lejlighed på Blegdamsvej, da ilden brød løs. Normalt ville hun have taget sin faste middagslur, men den 5. maj 2024 var hun i stedet ude for at handle.

"Hvis jeg havde været hjemme, havde jeg været død i dag. Branden udviklede sig så hurtigt, at jeg ikke ville kunne nå ud af min lejlighed," fortæller Mette.

Efter en ulykke er Mette lam og sidder i kørestol. Hun er afhængig af hjælpemidler, der kræver strøm. Og da Mette gerne ville have et sikkert hjem, havde hun sørget for, at en autoriseret elektriker, mod betaling og faktura, kunne sikre, at installationerne var korrekte. Men et batteri, der lå til opladning, blev alligevel brandens begyndelse.

Naboer i nød og som redning

Fabiola og Mette har i årevis været gode naboer. De har handlet for hinanden, grinet på svalegangen og hjulpet, når det kneb. Da katastrofen ramte, blev naboskabet livsvigtigt.

"Mette kom ind til mig, da brandfolkene gav grønt lys. Hun var i chok. Vi prøvede bare at få styr på det hele," fortæller Fabiola.

Soden fra Mettes brand sneg sig ind i Fabiolas hjem, lagde sig på vægge og møbler. Men de to naboer vidste ikke, at det var kun begyndelsen.

Vand fra oven

Under ti måneder senere blev Fabiola ramt igen.

En håndværker i lejligheden oven over Fabiola skulle blot ordne et gulv. Men ét fejlskår i et skjult rør blev starten på endnu en katastrofe. Vandet fossede ned og ødelagde store dele af hendes hjem.

”Det væltede ned. Jeg stod midt i min stue og kunne bare se det ske. Det har været fuldstændig forfærdeligt. Jeg har haft affugtere kørende døgnet rundt og har nærmest ikke sovet i ugevis,” fortæller Fabiola med et træt og næsten opgivende suk.

Da Bo Godt besøger Fabiola, hænger der stadig en tung stemning i hjemmet. Væggene bærer stadig spor af fugt. Møblerne står hulter til bulter – ikke fordi her er rodet, men fordi intet er, som det burde være. Og det slider på Fabiola.

"Efter det her år..." siger hun og trækker vejret tungt. "Så længes jeg bare efter at kunne komme hjem til et sted, hvor møblerne står, hvor de skal. Hvor jeg kan sænke skuldrene og føle, at det her er mit hjem – mit trygge, faste holdepunkt, hvor jeg kan finde ro."

Genhuset i fire måneder

Midt i alt kaosset havde Mette heldigvis styr på forsikringen.

"Uden indboforsikring havde jeg stået alene med det hele. Det havde jeg ikke klaret," fortæller Mette.

Mette måtte genhuses i fire måneder, mens lejligheden blev sat i stand. Forsikringen dækkede det hele - men uden den, ville hun have været prisgivet.

"Mit råd til andre er, at man skal have en indboforsikring. Jeg ved godt, at det koster penge, men det kan have uoverskuelige konsekvenser, hvis uheldet er ude. Man tænker måske, at det ikke sker for én. Det gjorde jeg måske også. Men når man står midt i kaosset og ser sine ejendele gå tabt, så forstår man pludselig, hvor vigtigt det er at være dækket. Det handler ikke kun om ting, men om tryghed – og om at kunne komme videre, når livet vælter," lyder opfordringen fra Mette.

To naboer. To katastrofer. Ét uundværligt naboskab

"Vi er nok Danmarks mest uheldige naboer. Men vi har også været der for hinanden, hver gang det brændte på – bogstaveligt talt," fortæller Mette.

"Det betyder alt at kende sin nabo. Jeg kan altid ringe til Mette, hvis jeg har brug for hjælp," konstaterer Fabiola.

Og med et glimt i øjet tilføjer Mette:

"Du har stadig ikke sat den brandalarm op, jeg gav dig. Og du har både batterier og skruer – så ingen undskyldning mere!"