Jeg har lige afleveret min datter i vuggestue på det pulserende Nørrebro og suser hastigt videre på cyklen. Nær Utterslev Mose gør jeg holdt.
Her skræpper to gæs i en lille sø omkranset af smukke fredede rækkehuse.
I denne idyl, blot otte kilometer fra Rådhuspladsen i København, er jeg inviteret indenfor hos billedkunstneren Jacob Tue Larsen. Han har boet i et af fsb’s almene Atelierhuse siden 2011.
De fredede Atelierhuse, kendt som kunstnerbyen, er opført i 1943 under 2. verdenskrig af arkitekt Viggo Møller-Jensen. Den 35-årige modernistiske arkitekt Viggo Møller-Jensen havde lige taget afgang på arkitektskolen, da han tegner Atelierhusene. Det var hans første store gennembrud og cementerede hans navn i arkitekturkredse.
For at leje et af rækkehusene skal man være skabende kunstner, hvorfor der i hver af de 21 rækkehuse også er tilknyttet et privat atelier.
Et centralt atelier
Da vi træder ind ad døren hos Jacob, befinder vi os midt i atelierets store rum med omtrent fire meter til loftet.
”Jeg har altid haft noget med værksteder, og jeg bruger mit atelier som et værksted. Det er jo Atelierhusene, så her hedder det atelier. Her har vi vores hjem sammen med vores atelier. Det er virkelig en gave,” fortæller Jacob Tue Larsen og fortsætter:
”Det har aldrig været et 8-16-job at være kunstner, så at kunne gå til og fra arbejdet, bedst når man får ideerne, er så berigende. Det tror jeg, alle herude kan nikke genkendende til.”
Arkitekt Per Hauschild er også beboer og støder til os på rundvisningen. Han er gift med billedkunstner Bodil Brems og fik derfor muligheden for at flytte ind i Atelierhusene i 1993.
Som arkitekt kan Per Hauschild skrive under på, at grebet med at placere atelieret centralt i boligen, gør husene ikoniske.
”Hvis vi skal komme med et beskedent svar på, hvorfor de her huse er så ikoniske og en perle, så kan vi pege på forløbet i boligen. Alt centreres om atelieret. Du går direkte fra gården ind i atelieret. Det er jo fantastisk i sig selv,” fortæller Per Hauschild og fortsætter:
”Det nye i 1940’erne er måden at forskyde boligerne på. Forskydningerne i husene giver en fantastisk variation. Forskydninger i byggeriet er normalt dyrt, men kunne lade sig gøre dengang, fordi man havde billig arbejdskraft og materialer. Forskydningerne giver en uforstyrrethed i ateliererne og boligerne. Arkitektonisk er det rigtig godt tænkt. Der opstår et lukket gårdrum, hvor der er læ og arbejdsro, og alle rækkehuse er delt op med privat atelier imellem husene. Det giver god mening, når kunstnere ofte arbejder på sjove tidspunkter af døgnet,” afslutter han.
Arbejdsliv og eksistens smelter sammen
”Det er fantastisk at bo i sit arbejde. Som det første om morgenen går jeg ud på mit repos og kigger ned ud over mit atelier og arbejde. Det giver en anden dimension til måden at arbejde på. Det handler lige så meget om måden at leve på. Det er så tæt sammenvævet med, hvem man er, at arbejdsliv og eksistens fuldstændig smelter sammen,” fortæller Jacob Tue Larsen om atelierets betydning.
Jacob Tue Larsen er søn af en arkitekt, og da han var studerende, fortalte hans far ham om Atelierhusene. Umiddelbart efter optagelsen i Kunstnersamfundet skrev han sig på ventelisten, og 17 år senere fik han tilbudt en bolig.
At tingene er lidt anderledes i et hjem med kunsten som omdrejningspunkt, fik Jacobs datter en dag sat ord på:
”Far, hvorfor kan vi ikke have en rigtig stue ligesom alle andre familier? Til det måtte jeg svare: Emma, vi har jo en stue. Det er bare en tegnestue,” fortæller han med et smil.
Tunet ind på samme kanal
Privatheden i boligerne i kombination med det faglige fællesskab, udgør for Jacob Tue Larsen en perle.
”For mig har det meget at gøre med den tæthed og nærhed, som man har i fagfællesskabet. Sociale aspekter til sociale liv og samtidig med mulighed for at leve meget privat og uforstyrret. Der er ikke noget, der er trukket ned over hovedet på folk. Man kan selv vælge til og fra i fællesskabet,” fortæller han.
De ikoniske gule murstenshuse er ikke for alle, men det kunstneriske fællesskab fordrer et rigtigt godt naboskab, fortæller Jacob Tue Larsen:
”Bare på denne rundtur har vi allerede mødt fire beboere. Vi har et godt naboskab. I det tilfældige møde, og når man har et fagligt fællesskab, så stopper man op og snakker, blandt andet om udstillinger. Man er ligesom tunet ind på den samme kanal, idet man har et fælles udgangspunkt,” siger han og fortsætter:
”Her fungerer vi sammen, og mange folk kender til hinanden fra akademitiden eller de cirkler, man bevæger sig i. På den måde er der et overliggende større fællesskab og en underliggende forståelse for hinanden. Arbejdsroen, et ægte atelier og naturen har gjort en stor forskel for mig,” afslutter Jacob Tue Larsen.
Jeg takker Jacob Tue Larsen for gæstfriheden og på vej hjem på cyklen til Nørrebro er det som om, at den kreative ånd og det arkitekturhistoriske vingesus fra Atelierhusene har sat sig i mig.
Som arkitekten Jens Thomas Arnfred har skrevet i bogen ’Atelierhusene’:
”Der er bebyggelser, der aldrig forlader kroppen. Sådan har jeg det også med Atelierhusene i Utterslev. Enklaven af kunstnerboliger på Grønnemose Allé er en perle, og bebyggelsen omkring det lille vandhul fik enorm betydning for det, der kom efter.”