Bo Godt er taget til Griffenfeldsgade på Nørrebro i det indre København. I gamle dage blev kvarteret kaldt "Den sorte firkant". Sådan er det ikke mere. I dag er Nørrebro en af Københavns mest levende og mangfoldige bydele. Gaderne er fyldt med livlige caféer, hyggelige restauranter og små specialbutikker, hvor man kan finde alt fra håndlavede smykker til eksotiske krydderier.

Jan Melgaard og Karin Itona Westerberg er opgangs-naboer og bor begge i Griffenfeldsgade, som er en af Danmarks mindste boligafdelinger. Deres hjem ejes af boligselskabet fsb, der har mange almene boliger i området.

Billig københavnerlejlighed

Karin er 65 år og arbejder på en dyreklinik. Da hun for halvandet år siden flyttede ind i sin nuværende lejlighed, kom hun fra en anden af fsb’s boligafdelinger – lige rundt om hjørnet på Jægergade, hvor hun havde boet i 28 år. Det var en stor forening med 326 lejligheder. Nu bor hun i en af de mindste, der blot består af seks lejligheder.

"I min gamle forening havde jeg en lejlighed på 85 kvm., der kostede omkring 10.000 kr. om måneden. Den skulle renoveres, og så ville huslejen stige med 1.400 kr. Jeg bliver snart pensionist og har ikke nogen pension eller noget som helst, så jeg ville ikke have råd til at blive boende," fortæller hun.

Karin havde stået på fsb’s interne liste meget længe, da hun fik tilbudt lejligheden i den lille forening på Griffenfeldsgade. I dag bor hun i en lejlighed på 69 kvm. til en husleje på lidt under 5.000 kr.

Jan, der er 75 år og pensioneret arbejdsmand, har til gengæld boet i foreningen i 32 år. Lige siden huset, der rummer den lille forening, blev bysaneret og efterfølgende opkøbt af fsb.

Tordenskjolds soldater

Selvom de to naboer virker meget forskellige, viser det sig hurtigt, at de begge deler en stor interesse for musik. Når man ser på Jan, der er tidligere flyttemand og har øreringe i øret, og Karin, der har et mildt smil og en småblomstret kjole på, kan man måske blive overrasket over, at det er ham, der kan lide at høre klassisk musik, mens Karin elsker dødsmetal. Men sådan er det.

"Jeg hører høj musik, men jeg hører det i mine hovedtelefoner, for jeg kan ikke tillade mig at spille dødsmetal højt. Det synes jeg ikke, jeg kan være bekendt, at andre skal høre på," fortæller Karin om sin kærlighed til bands som Slipknot og Judas Priest.

Snakken om musik opstår, mens Bo Godt er på besøg. Selvom Karin har boet i opgangen i halvandet år, kender beboerne ikke hinanden i dybden, som man ellers kunne tro med så lille en forening.

"Man tænker, at når man kun bor seks, så kommer man hinanden en hel masse ved, men det gør vi ikke. Vi kender hinanden af navn. Når der er beboermøder, er det altid Tordenskjolds soldater, der kommer. Der er to, der aldrig kommer," fortæller Jan.

Beboermøderne er hurtigt overstået

De fleste, der har prøvet at bo i en boligforening med beboerdemokrati, kender til fænomenet: det er altid de samme personer, der dukker op til møderne, og de samme, der bliver væk. Det er bare meget tydeligt, hvem der hører til hvilken gruppe, når der kun er seks lejligheder i en forening. I tilfældet med foreningen på Griffenfeldsgade passer antallet på dem, der møder op, med bestyrelsesposterne.

"Der må kun være fire i bestyrelsen, fordi vi er sådan en lille forening. Tre bestyrelsesmedlemmer og en suppleant. Derfor er det altid de samme, der er i bestyrelsen," fortæller Jan.

"Jeg tror, fordelen er, at der ikke er så mange, der skal igennem med alle mulige holdninger og ditten-og-datten, så vores beboermøder er hurtigt overståede. De tager et par timer," fortæller Jan.

Unge og gamle

Foreningen råder over lejligheder i tre forskellige størrelser – de små på 54 kvm., de mellemstore på 69 kvm. og de største på 81 kvm. Fire af foreningens lejligheder er beboet af folk, der befinder sig i den modne ende af livet, som Karin og Jan på henholdsvis 65 og 75 år, og så to yngre kvinder i tyverne og starten af 30'erne. Den ene af dem har Karin endnu ikke mødt, selvom hun har boet i foreningen i halvandet år.

"Det er overraskende sjældent, at man møder nogen på trappen. Men jeg tager også lige så tit bagtrappen, når jeg skal ud," fortæller hun.

Foreningens bagtrapper leder ned til den meget store gård – Pratergården – som deres forening deler med en masse andre boligejendomme. Den er god at have, fordi foreningen ikke har nogle fællesfaciliteter på nær et fyrrum med en tørretumbler og en vaskemaskine. Når foreningen skal holde møder, foregår det som regel i formandens lejlighed.

Overraskende stille

Selvom foreningen ligger midt i hovedstadens mest tætbefolkede kvarterer, er der overraskende stille i lejlighederne.

"Jeg synes, folk er meget hensynsfulde. Der er ingen, der sjipper indenfor eller spiller høj musik. Jeg bor lige oven på vinbaren, men det synes jeg heller ikke er slemt," siger Karin, der tidligere har prøvet at bo skråt over for en af Nørrebros caféer, hvor der var larm på gaden det meste af natten.

Jan havde engang et problem med en underbo, der spillede høj musik, men efter han klagede til formanden, kom der et fornuftigt støjniveau.

"Det er nemmere at opnå konsensus, når man er så få. Fsb plejer altid at sige, at der er så dejligt roligt i vores afdeling. Vi er sgu enige her," siger Jan.

Da Bo Godts udsendte spørger, hvor længe Jan og Karin regner med at blive boende i den lille forening, svarer naboerne samtidig og i munden på hinanden: "Jeg skal bæres ud."