For nogle år siden fik Flemming Biirsdahl fra boligselskabet KAB og Tanja Christabel fra den private tech-virksomhed Nortec en god idé - de ville gøre noget godt for de hjemløse og udsatte borgere, som ikke nødvendigvis har adgang til ting, som vi andre tager for givet: Et bad og muligheden for rent, tørt tøj. 

De var netop blevet færdige med et fælles vaskeri i en af KAB's mange boligafdelinger, da de besluttede sig for at stable noget på benene for dem, der ikke har så meget.

Hjerterum og vaskerum

Vognen er sat i stand med nænsomhed og omtanke. Den rummer to vaskemaskiner, to tørretumblere, et badeværelse og en opholdsstue. Og vigtigst af alt: Mennesker, der står klar til at tage imod uden spørgsmål og fordømmelse.

For mennesker i hjemløshed er det ikke en selvfølge at kunne tage et bad eller at kunne vaske sit tøj. At kunne være et sted, hvor ingen beder én om at gå. Derfor er Kilden blevet et lille, men betydningsfuldt frirum. En mobil base, et sted at trække vejret og en pause fra hjemløsheden.

Bag vognen står de to initiativtagere, Flemming og Tanja, som i fem år har kæmpet for at få projektet op at stå. Det startede med store idéer og ambitiøse planer. De ville lave et socialt samlingspunkt med rådgivning, arbejdsprøvning og netværk på tværs af sektorer.

“Vi havde tårnhøje ambitioner. Men vi havde også meget lidt erfaring med, hvordan man driver et tilbud til hjemløse i praksis. Så vi måtte lære det hele hen ad vejen,” fortæller Tanja.

Vognen blev doneret af KAB, og troen på projektet var stærk. Men virkeligheden viste sig at være mere kompleks. Der var myndigheder, tilladelser, byggetekniske udfordringer og lange perioder, hvor intet rykkede sig.

“Det tog os fem år bare at få lov til at stille vognen op. Det lyder helt skørt, men det var virkelig svært at få en placering og få tingene godkendt. Vi blev nødt til at skære ind til benet og sige: Hvad er det vigtigste, vi kan tilbyde lige nu?” fortæller Tanja.

Svaret blev simpelt: Et bad og et sted at være.

En tilpasning til virkeligheden

Da vognen endelig åbnede, stod den klar klokken otte om morgenen. Kaffemaskinen var tændt, håndklæderne lagt frem og håbet var højt. Men ingen dukkede op.

"Vi var en anelse skuffede. Vi havde glædet os til at tage imod de første brugere, og så kom der ikke én eneste," husker Flemming.

Så gik de ned til de hjemløse, de kendte fra området, og spurgte: Hvorfor kommer I ikke? Svaret var enkelt – og ret logisk, når man først hører det: De sover. Mange af dem har et misbrug, og deres døgnrytme passer ikke til “almindelige” åbningstider.

"Det var sådan en vigtig læring for os. Man kan ikke bare gætte sig til, hvad folk har brug for. Man bliver nødt til at spørge dem," siger Tanja og smiler. 

Siden har de ændret åbningstiderne og organiseret det sådan, at vognen er bemandet 10 timer om ugen – for nu. På sigt håber de på at få flere timer, mere bemanding og samarbejde med bl.a. Københavns Kommunes sociolance - et akut kørende hold af sundheds- og socialuddannede medarbejdere, som yder hjælp til socialt udsatte mennesker.

"Der er jo mange hjemløse, der ikke er i akut krise, men som bare har brug for at få vasket sig og mærke sig selv. Det her er ikke en løsning på hjemløshed. Det er et pusterum," siger Flemming, som brænder for idéen om at give de udsatte et afbræk i hverdagen. 

Et bad, en tør sovepose - og en portion værdighed 

De første brugere var skeptiske. Der var ingen tilmelding, ingen systemer, og det var svært at tro, at noget kunne være gratis og uden bagtanke. Men da først de første havde prøvet det, spredte rygtet sig.

En af de første besøgende kom ikke for at bade. Han havde sovet i regnvejr, og både soveposen og tøjet var gennemblødt. Han spurgte, om han kunne få det tørret. Selvfølgelig kunne han det.

“Han satte sig bare og ventede, mens jeg tørrede alt for ham. Da han gik, sagde han bare: ‘Tak.’ Og det var ikke en høflig tak – det var en dybtfølt tak. Jeg glemmer det aldrig," fortæller Flemming og fortsætter:

"Det er jo ikke fordi, man redder nogen, men man giver dem mulighed for at stå lidt stærkere i sig selv og det er også værdifuldt." 

Et langsomt håb

Inden de startede, drømte de om at hjælpe mennesker “videre”. Målet var at få dem ud af hjemløshed, ind i systemet og måske endda i arbejde. I dag ved de, at det ikke sker fra én dag til den næste. Men det betyder ikke, at det ikke kan ske – det starter bare et andet sted.
“Hvis du ikke har haft mulighed for at sove godt, hvis du lugter, hvis du ikke har tørt tøj – hvordan skal du så kunne tage kontakt til kommunen eller møde op til en samtale? Det kræver, at man føler sig som et menneske igen først,” siger Flemming.
Vognen giver ikke løsninger. Den lover ikke forandring. Men den tilbyder noget, som mange af brugerne ikke får andre steder: Fred og ro, et bad og et venligt smil.

Et lille sted med stor betydning

Tanja og Flemming håber, at vognen bliver en del af noget større. At flere kommunale aktører, NGO’er og organisationer ser værdien i et mobilt, fleksibelt frirum. At flere hjemløse tør tage imod tilbuddet – og måske på sigt få øje på nye muligheder for sig selv.

"Vi kalder det en pause fra hjemløsheden. For det er, hvad det er. Et øjeblik, hvor man kan være bare menneske – ikke hjemløs, ikke afhængig, ikke et problem. Bare et menneske, der tager et bad og får lidt varme," fortæller Tanja afslutningsvist.