Da Keld Mørch Andersen var barn, rendte han ind og ud af Bakkehusene sammen med sine legekammerater fra vejen. Nu, hvor han er 71 år, møder han stadig nogle af barndomsvennerne i kvarteret, for mange af dem, der er født i Bakkehusene på Bellahøj i København, vender tilbage som voksne, hvis de er heldige nok til at kunne få et af husene i det, der engang var det store gennembrud for almene rækkehusbyggerier.

Boligerne kan gå i arv

Bakkehusene blev bygget i 1921-23, og var et af de første af KAB's store boligprojekter.

Selvom Bakkehusene startede som et alment byggeri, har det i dag en særstatus som ’Parlamentarisk Selskab’. Det vil sige, at boligerne rent juridisk hører under andelsboligloven, men bliver administreret af KAB.

Derudover er rækkehusene lidt af en uopnåelig boligdrøm for de fleste københavnere: Et rækkehus med for- og baghave på 100-133m2 til en husleje på blot 5-6.000 kr. om måneden.

Der er sat prisloft for boligerne, så der er en øvre grænse for, hvor meget boligerne må koste, uanset hvor mange forbedringer der er lavet.

Boligerne kan gå i arv i direkte linje, og derfor har de fleste Bakkehusbeboere flere familiemedlemmer i bebyggelsen. Det gælder også for Keld Mørch Andersen.

En ruin på Markvej

I 1923 flyttede Kelds farmor og farfar ind i Bakkehusene, og familien har været der lige siden.

”Jeg er født herude i 1953, og så har jeg boet her sammen med mine forældre, indtil jeg var 18. Senere fik jeg mit første hus i en alder af 30 år,” fortæller Keld Mørch Andersen.

I de mellemliggende år boede han rundt omkring i København, som regel i almene boliger, men han vidste altid, han gerne ville vende tilbage til Bakkehusene.

”I 1983 blev jeg tilbudt en ruin på Markvej. Der boede kvarterets særling, så jeg fik det gratis, fordi det var i så dårlig stand,” fortæller han. 

”Der var 12 frugttræer i baghaven og syv store træer i forhaven, inklusive roser, der var så høje, at de skyggede for kvistvinduerne. Man kunne ikke se huset ude fra vejen, selvom der kun er otte meter ind fra fortovet,” beretter han.

Kvarterets særling var en maler, der havde malet malerier på alle vinduer og tilmed havde en papegøje til at flyve frit rundt indenfor.

Keld Mørch Andersen totalistandsatte huset og byttede det tre år senere til et af de store rækkehuse på Rødkildevej på 133 m2, som han har boet i lige siden.

I dag bor både hans niece og en svoger tæt på i nogle af de andre huse, og alle hans egne tre børn er skrevet op på Bakkehusenes interne børneliste.

Se Bakkehusene fra oven:

En uskyldig barndom

Meget var anderledes, da Keld var barn i Bakkehusene i 50’erne og 60’erne. Først og fremmest var der ikke så mange biler, så børnene kunne lege på vejen.

”Dengang var der i alt kun syv forskellige nøgler til de 171 huse, så man havde i udpræget grad nøgler til hinandens huse. Jeg kunne lukke mig ind ovre hos min ven Leif, hvis jeg ville. Det var en anden type demokrati og en helt anden grundholdning til at bo her og til fællesskabet,” fortæller Keld.

I dag har beboerne ikke længere nøgler til hinandens huse, men der er stadig et fællesskab, som i høj grad er centreret om stoltheden ved at bo et unikt sted. 

”De fleste er stolte og glade for at bo i sådanne særlige huse. Her har vi så meget indflydelse, at det medfører et øget engagement også på fællesskabets vegne," fortæller den pensionerede skolelærer.

Når de totalfredede huse skal istandsættes, er der mange engagerede holdninger til materialer og husenes udseende.

Hænger sammen på kryds og tværs

Selvom en del af barndommens kammerater var flyttet væk, da Keld vendte tilbage til kvarteret som 30-årig, kender han stadig mange af familierne i Bakkehusene.

”Mange hænger sammen på kryds og tværs, når man har boet her i så mange år: hvem har været kærester med hvem?” siger Keld Mørch Andersen med et smil.

Han har også fået nye venner blandt de nuværende beboere, det er tit interesse-fællesskaber, der afgør, hvem man omgås med privat. Det er naboer, eller for eksempel dem, der også er hundeejere.

Privilegier forpligter

Keld Mørch Andersen har selv aldrig været i tvivl om, at han ville bo i Bakkehusene, men for andre er valget mindre simpelt.

”At bo her er privilegeret, men det binder også,” forklarer han.

Fordi Bakkehusene er så billige og fantastiske, kan det føles risikabelt ikke at slå til, hvis man har muligheden for at få et hus, selvom man måske bor et andet sted. Nogle gange bliver mulighederne udnyttet på den forkerte måde.

”Der har sneget sig en tendens ind ved nogle af de unge nyindflyttere, som udnytter den billige husleje til at spare op til at købe sig noget, de selv ejer et andet sted, og så er de ikke særligt interesseret i at vedligeholde,” fortæller Keld Mørch Andersen.

”Det er bagsiden af, at vi har holdt fast i, at det skulle være billigt,” konkluderer han.

Det hus, Keld Mørch Andersen bor i nu, tilhørte før den tidligere bestyrelsesformand i Bakkehusene. I dag er Keld 71 år, han er selv medlem af bestyrelsen, og han håber på, at han kan blive i Bakkehusene.

”Som regel er det fysikken, der sætter grænsen for, hvor længe man kan bo her. Trappen kan blive et problem, fordi toilet og bad er ovenpå. Men planen er, at jeg vil blive her til mit sidste åndedrag,” fortæller han.