DSB har igen i år sat 75.000 rejsepas til salg. Karin ser frem til endnu en sommer med rejsepasset.

Det behøver ikke at koste en formue at holde ferie.

Det ved Karin Mandsberg fra Aarhus alt om. Hun er folkepensionist og har de sidste år holdt ferie i Danmark med DSB’s Rejsepas.



I år er det populære rejsepas tilbage. Og det glæder Karin Mandsberg.

”Jeg er så glad for, at rejsepasset er tilbage igen i år. Jeg har tidligere både været i København, Næstved, Herning, ved Sletterhage fyr og i Randers. Jeg har oplevet kunst og kultur, musik og meget andet. Det kunne kun lade sig gøre på grund af rejsepasset,” siger Karin Mandsberg, der til dagligt bor i en lejlighed i Aarhus i Boligforeningen Århus Omegn.

Ravmuseum og Vesterhavet

Og Karin har da også allerede bestilt rejsepasset til sommerens tur, der blandt andet går til Thyborøn.

”Jeg elsker Vesterhavet. Jeg er selv fra Esbjerg. Men det er ikke så tit, jeg kommer derover, nu hvor jeg bor i Aarhus og ikke har bil,” siger Karin Mandsberg.

Som barn var Karin ofte i Thyborøn med sin familie, og nu glæder hun sig til at komme tilbage.

”Vi var altid forbi Sneglehuset i Thyborøn. Det har jeg ikke set i mange år. Det skal jeg helt klart se i år, når jeg skal afsted med rejsepasset.”

På solotur i Danmark

Karin Mandsberg var afsted med veninderne i de første par år med rejsepasset.

Sidste år tog hun afsted alene, og det har hun planer om at gøre igen til sommer.

”Man kan godt rejse alene, selv i min alder. Man skal ikke holde sig tilbage. Hvis man har lysten til det, kan man hurtigt komme i kontakt med nogen, når man er på tur. Dem, jeg har mødt på min vej, har været enormt søde og venlige,” siger Karin Mandsberg.

”Turene med rejsepasset har givet mig så meget glæde, gode oplevelser og ny energi. Det vil jeg gerne anbefale alle andre at gøre og samtidig slå et slag for, at man godt kan rejse alene,” siger Karin Mandsberg.