Fynsk naturidyl i gyldne efterårsfarver omkranser de otte huse, der tilsammen udgør generationsbofællesskabet Kirkebakken i landsbyen Krogsbølle.

Husene, der er opført i miljøcertificeret træ, har et usædvanlig lavt energiforbrug og et særdeles godt indeklima.

De var klar til indflytning i december 2022, og i et landdistrikt, hvor stråtækte huse og solide murstenshuse er idealet, blev der fra dag 1 lagt mærke til de nye træhuse.

”Nogle kalder husene moderne og fremsynede, mens andre mener, at de mest af alt ligner cigarkasser eller hønsehuse,” fortæller Kjeld Hansen med et smil.

Han var en af de lokale initiativtagere, der for år tilbage fik sat skub i byggeriet. Nu bor han i en af boligerne sammen med sin hustru Bente.

”Vi synes jo selv, at vores huse er flotte, og at vi viser vejen med vores bæredygtige boliger. Og det irriterer mig da, hvis folk taler varmt for vindmøller og CO2-reduktion, alt imens de mener, at vores byggeri ser rædderligt ud,” siger Kjeld.

Ifølge Videncenter Bolius giver en kubikmeter træ en gennemsnitlig CO2-besparelse på cirka 2 tons. Da 0,9 tons CO2 lagres i træet, mens der i produktionen spares 1,1 ton CO2 sammenlignet med produktionen af en kubikmeter konventionelle byggematerialer.

”Der er en markant forskel på CO2-belastningen, hvis man, som vi har gjort, vælger at bygge i miljøcertificeret træ,” slår han fast.

En livsstil med grønkål og hvedegræs

Den lokale kirke og skole er nærmeste naboer til bofællesskabet. Naturen er tæt på, og om morgenen kan beboerne nyde synet af rådyr, der vader over markerne.

Bofællesskabets otte boliger er på henholdsvis 67 og 86 kvadratmeter. Alle har en lille privat have og terrasse.

Husene er fordelt i to rækker af fire boliger, og husrækkerne er vendt, så de har facade og indgang mod hinanden. Ideen er, at det fælles bilfrie område i midten skal invitere til fællesskab.

”Vi nyder, at her er et virkelig lækkert indeklima og masser af lys,” siger Caroline Grøn og datteren Elly, der har boet i bofællesskabet i snart to år.

Caroline og Elly bor i et af de mindste huse. Netop husets størrelse er noget, der med fordel kan skrues ned for, når der skal bygges så klimavenligt som muligt.

”Selvfølgelig kunne jeg godt tænke mig lidt flere kvadratmeter, men jeg vil altså hellere arbejde på deltid og have tid til at være mor, end jeg vil arbejde fuldtid for at kunne bo i noget større. En lavere husleje giver nu engang store friheder,” siger Caroline.

I hendes stue er vindueskarmen fyldt med plastikbakker med hvedegræs, og på terrassen står grønkålen strunk, irgrøn og saftig.

”De bæredygtige principper i husbyggeriet spiller rigtig godt sammen med, hvordan jeg ønsker at leve mit liv. Og så kan jeg virkelig godt lide at have naboer, som jeg er tæt på. Vi kender hinanden rimelig godt efterhånden,” slår Caroline fast.

Datteren Ellys skole og venner befinder sig i gåafstand til boligen, og den nærmeste familie bor også tæt på.

”Vi boede i en lejlighed på Amager, og jeg tænkte, at her skulle jeg da ikke bo som alenemor. Så jeg besluttede at flytte her til området, hvor min mor og søster også bor,” fortæller Caroline.

Fællesspisning og kaffe hos naboen

Annette Tvestager og hunden Panda, der bor i hus nummer tre, byder også Bo Godt indenfor. 

De flyttede ind i august, og det er især det gode fællesskab, der gør Annette til en glad beboer.

Hun mistede sin mand i 2015. Tre år efter dødsfaldet solgte hun sit byhus på Bornholm. I første omgang flyttede hun til Rønne, men der skulle ske noget mere, så hun blev skrevet op til det fynske bofællesskab, hvor hun har børn og børnebørn i nærheden.

”Jeg trængte til en frisk start, og det har været godt for mig. Jeg holder af de mennesker, der bor her. Da jeg flyttede ind, sagde jeg til naboerne, at jeg trængte til noget fællesskab, men at de lige måtte give mig en chance, fordi jeg i en periode havde følt mig lidt isoleret,” fortæller hun.

Den anden tirsdag hver måned spiser beboerne sammen i fælleshuset, og beboerne mødes på stedets petanquebane, mens børn kan tumle på en legeplads.

”Næste gang, vi har fællesspisning, er jeg med til at lave maden. Men det bedste ved at bo her er nok, at man altid lige kan gå ind og drikke en kop kaffe hos hinanden,” lyder det fra Annette.

Plads til både stauder og bærbuske

Både Annette på 67 år og hendes nærmeste naboer, 79-årige Aase Andersen og 88-årige Jørgen Skov Andersen, er glade for, at der både er børnefamilier og seniorer i bofællesskabet. Jørgen er den ældste beboer, og Elly på 11 år er den yngste.

”Vi er gode til at hjælpe hinanden, og det skaber samtidig liv med de unge mennesker,” siger Aase og Jørgen, der flyttede ind i december 2022.

”Før boede vi i et stort hus. Det har vi endnu ikke fået solgt, så det bøvler vi lidt med. Men vi turde ikke vente med at slå til, da chancen for at flytte ind her bød sig. Vi har skullet vænne os til at bo på færre kvadratmeter, men det giver jo også god mening at bo på mindre plads, når vi taler klimahensyn,” siger Aase.

Noget af det første, hun flyttede med sig fra ægteparrets gamle villa, var en række store, flotte stauder.

”Jeg kan ikke bo et sted uden blomster, og der er også et jordstykke, hvor vi har fået lov til at plante både hindbær, solbær, stikkelsbær og rabarber.” 

Ægteparret har været meget tilfredse med at gå fra at være husejere til lejere i en almen boligforening.

”Det er udmærket, når man bliver ældre. Du slipper for bekymringer. Da vi flyttede ind, og vi fik nøglen, fik vi at vide, at vi skulle behandle det, som var det vores eget, og det gør vi. Og så nyder vi da også, at vi kan ringe til nogen, hvis noget er i stykker,” siger de.

Nu er sommerhuset sat til salg

Skal der peges på en person, der føler et ekstra stort ansvar for bofællesskabet, må pilen imidlertid lande på Kjeld Hansen.

”Da vi solgte vores tidligere hus, købte vi et sommerhus, men det er nu sat til salg. Vi har det alt for godt, hvor vi bor, og jeg føler nok et ansvar, fordi vi har startet det hele fra bunden af,” fortæller Kjeld.

Det var tilbage i 2004, at han sammen med en flok lokale ildsjæle købte marken nord for landsbyen Krogsbølle af Otterup Kommune, der siden er blev en del af Nordfyns Kommune.

Beboerne ønskede at skabe mere liv i deres fynske landsby, og med en kombination af knofedt og tålmodighed fik de realiseret det bæredygtige byggeri.

Kirkebakken blev et projekt, der voksede nedefra og op. Men der skulle gå hele 18 år, før det blev realiseret.

”Vi lavede selv lokalplanen for området, det vil sige, at vi beskrev og fastlagde, hvordan området skulle se ud, hvor store grundene måtte være, og hvilke veje der skulle bygges,” fortæller Kjeld.

I 2007 var lokalplanen færdig. Året efter kom finanskrisen, og så gik næsten alt byggeri i stå.

”Men vi knoklede videre, og så greb vi fat i en række boligselskaber,” mindes Kjeld og fortsætter:

”De første sagde nej, men hos Fyns Almennyttige Boligselskab (FAB) var der en åbning. 'Er du sikker på, at boligerne kan lejes ud?' spurgte den tekniske chef. Jeg svarede 'Det er jeg', og boligselskabets direktør sagde så 'det kunne da være sjovt at prøve.'"

En enig kommunalbestyrelse støttede herefter byggeriet af de almene boliger. Dette var afgørende, da en kommune altid skal betale en procentdel af anlægsudgifterne til et alment boligbyggeri.

FAB insisterede desuden på, at der skulle etableres et bofællesskab, og dette krævede, at der blev bygget et fælleshus.

”Vi måtte selv få finansieret fælleshuset, og det var med hjælp fra den EU-finansierede LAG-puljes projekt 'Alternative boformer'. Nu har vi så en forening, der lejer fælleshuset lokaler og værelser ud,” fortæller Kjeld.

En stejl læringskurve

Før byggeriet gik i gang, havde hverken Kjeld eller Bente haft så stort fokus på bæredygtighed.

”Men det har vi så sandelig fået, og undervejs er vi blevet meget klogere på, hvordan et byggeri bliver så klimavenligt som muligt,” fortæller Kjeld.

Men FAB-arkitekten Conny Krog som den professionelle tovholder blev der kigget på alt fra bæredygtige materialer til energiforbrug og indeklimaløsninger.

Boligerne er opført helt i træ og med træbeklædning på facaderne. Kirkebakken har blandt meget andet sin egen behandling af tag- og overfladevand. Der er anlagt en faskine, der er et hulrum under jorden, hvor vandet opsamles og langsomt siver ud i jorden. Og et effektivt genindvindings- og ventilationsanlæg er installeret i de otte boliger.

”Men det var også nødvendigt at justere på byggeomkostningerne,” fortæller Kjeld og forklarer:

”Da først boligerne var tegnet, måtte der skæres lidt ned på ambitionsniveauet. Der er nemlig grænser for, hvor dyrt et alment boligbyggeri må være. Blandt andet skulle vi have haft græs på alle tage, men det blev for bekosteligt. Så nu er der kun græs på skurets tag.”

Den daglige administration af bebyggelsen har heller ikke altid spillet sammen med de grønne tanker.

”Vi havde for eksempel vilde planter overalt, men de spillede ikke sammen med behovet for effektivitet. Vi skulle have en robotplæneklipper, og så vi måtte vi droppe de vilde blomster mellem husene,” fortæller Kjeld.