Oles hjem er mere end bare en bolig; det er fundamentet for et langt liv fyldt med minder, både glædelige og svære.
“Kan I fornemme glæden ved at kunne være i sin egen lejlighed som 85-årig?" spørger Ole med et smil, mens han ser sig omkring i sin store stue.
Det er den samme lejlighed, som han og hans kone, Hanne, flyttede ind i, da de overtog den efter Oles forældre. Nu er han så heldig at både hans børn, børnebørn og et enkelt oldebarn også bor i bygningen.
Ole taler med varme om stedet, og det er klart, at Heimdal ikke bare er en boligblok for ham.
“Tænk at jeg har boet i Heimdal siden 1939, da jeg blev født. Jeg har aldrig haft lyst til at bo andre steder,” fortæller han. Han er en sand amagerkaner, og både de nære relationer i boligorganisationen og de uforglemmelige minder fra hans opvækst har formet ham.
Han har set sine børn og børnebørn vokse op i den blok, han selv voksede op i, og for ham er det en gave, at kunne leve livet dør om dør med sin familie.
Et af de smukkeste øjeblikke var, da hans barnebarn, efter mange år med fertilitetsproblemer, endelig blev gravid.
“En dag kom hun løbende ind i min lejlighed, satte sig på knæ med mit oldebarn i favnen og sagde: ‘Morfar, kan du forstå, at to mennesker kan lave noget, der er så skønt og dejligt?’”. Han ler, og hans øjne lyser op, alt imens han fortæller om det.
Tro, håb og kærlighed
Ole ser på et ungdomsbillede af sin kone, Hanne, og et varm smil breder sig langsomt over hans ansigt.
”Jeg savner hende på den måde, at jeg længes efter hende,” siger han stille. ”Men jeg ved, at vi mødes igen. Hun er bare gået i forvejen.” Hans stemme bærer en melankolsk varme, som om han stadig taler til Hanne, selvom hun ikke er her længere.
Da Hanne døde for godt ni år siden, var det et stort tab for Ole og familien. Dog er de alle taknemmelige for, at hendes sidste dage blev tilbragt hjemme i Heimdal, hvor de havde deres liv sammen.
”Det var vigtigt for os begge, at hun døde her i Heimdal,” fortæller Ole. Hans øjne fyldes af sorg, men også af en dyb taknemmelighed for de år, de har haft sammen. Hanne var omgivet af børn og børnebørn, da hun tog herfra, og selvom hendes fravær er mærkbart for ham, er der også en stille fred i ham, når han tænker på, at de skal ses igen en dag.
Ole er en troende mand, og hans tro giver ham både styrke og håb i hverdagen. Han besøger ofte Højvangskirken, hvor han fordyber sig og mindes Hanne.
Kunst og kant
Den store, lyse lejlighed er et sted, hvor hjem og kunst smelter sammen. Som keramiker har Ole skabt et atelier, hvor hans kunst får lov at fylde. Skulpturer, malerier og diverse kreationer pryder vægge og borde, og man mærker tydeligt hans passion for det abstrakte.
Hanne var dog ikke helt lige så begejstret for at lade kunsten fylde hele lejligheden. Hun synes, det rodede, og derfor måtte Ole dengang nøjes med ét rum som atelier – men efter Hannes død har kunsten sneget sig ind i hvert et rum i den store lejlighed.
”Jeg tager skideballen, når vi ses deroppe,” siger han og ler, mens han ser hen mod det nu udvidede kunstunivers.
Barn af krigen
Ole har set meget gennem årene. Som barn under Anden Verdenskrig husker han, hvordan samfundet omkring ham ændrede sig. En særlig oplevelse fra barndommen står stærkt i hans hukommelse.
“Min gode ven, Hr. Petersen, forsvandt pludselig. Han boede inde ved siden af, og så hjalp han mig altid med mit legetøj. Jeg var knust, da han forsvandt, og først senere fandt jeg ud af, at han var blevet taget af frihedskæmperne," fortæller Ole. “Jeg forstod ikke dengang, hvad der skete. Det viste sig, at Hr. Petersen og hans familie var nazister.” Ole pudser sin næse, kigger ud ad vinduet og fortsætter: “Jeg var ked af det, for jeg elskede at lege med ham. Jeg var blot en dreng, og jeg forstod jo ikke, hvad der foregik. Samfundet var delt op dengang,” fortæller Ole og ryster på hovedet. “Jeg forstår stadigvæk ikke den dag i dag, hvordan man overhovedet kunne lave koncentrationslejre og på den måde henrette mennesker. Det er så vanvittigt,” fortæller han.
Én gang Heimdal - altid Heimdal
Hver dag går Ole ned på hjørnet til JK Smørrebrød og henter to stykker til frokost. Medarbejderne i JK Smørrebrød holder øje med, om Ole henter sine madder, hvilket er en tryghed for hans datter, Pernille. Nogle gange slår Ole vejen forbi Netto på Amagerbrogade for at handle sine dagligvarer, men selvom supermarkedet ligger tæt på, tager det længere tid, end man skulle tro, fortæller han.
”Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet gammel. Selvom jeg bor på anden sal, er der langt op ad trapperne efterhånden,” fortæller han og ryster på hovedet. Dog er de andre beboere i Oles opgang rigtig søde til at hjælpe ham op ad trapperne med indkøbsposerne. Selvom Ole selv må kæmpe sig op ad trapperne, har han ingen plan om at forlade Heimdal.
“I min tid har jeg oplevet både sorg og glæde, men én ting er sikkert: Jeg vil gerne forblive her i Heimdal og tage herfra på samme måde som Hanne - hjemme i min egen lejlighed,” fortæller han stille. “Jeg har min familie, og jeg har min tro. Det betyder alt for mig.” For Ole er Heimdal ikke bare et sted på landkortet. Det er hjertet af hans liv, hans historie og et sted, hvor hans familie har rødder - i hele fem generationer.