Brugte møbler, tøj, sko og ting til boligen skifter hænder som aldrig før, og det mærker man også i Køge. Camilla, der selv har fyldt sit hjem i det almene boligområde Ellemarken med genbrug, har inviteret Bo Godt med på et besøg hos Gensalg for at vise, hvor nemt og billigt man kan krejle sig til et godt fund.
Klokken er 08:55 en kølig efterårsmorgen, og Camilla er taget til Gensalg, en genbrugsbutik tilknyttet genbrugspladserne i Køge. Køen uden for butikken er allerede lang. Dørene åbner, og der opstår pres på indgangen. Hvis du har set Loppe Deluxe på TV2, kender du kapløbet om at få de bedste ting først – sådan er det også denne dag.
"Jeg har lige købt en smart vinterjakke til 125 kroner fra Neo Noir," fortæller 51-årige Camilla, mens hun går ind i butikken for at gøre endnu et godt fund.
Billige bamsestøvler
I dag tager Camilla sin faste runde mellem tøjstativerne, hvor tøjet hænger sirligt ordnet efter farver og størrelser til både børn, mænd og kvinder.
"Vinteren nærmer sig, så jeg har købt nogle varme bamsestøvler til 65 kroner," fortæller Camilla, der løbende opfrisker garderoben med tøj, hun finder på loppemarkeder.
Børnefamilier kan spare penge
Uden for butikken står der et stort overdækket skur fyldt med forskellige træmøbler.
"Prøv lige at se den Trip Trap-højstol, derovre. Gad vide, hvad den koster?" spørger Camilla nysgerrigt, mens hun henvender sig til personalet for at få prisen. Den koster 35 kroner. Stolen er slidt, men kan med lidt knofedt og maling blive som ny igen.
"Børnefamilier kan spare mange penge på at gå på loppemarkeder. Der er masser af legetøj og ting til børn i alle aldre," fortæller Camilla.
Flere køber genbrug
Camilla er langt fra alene om at elske genbrug. En ny undersøgelse fra Dansk Røde Kors viser, at næsten tre ud af fire danskere køber og sælger genbrug. Det ses da også tydeligt inde i Gensalg, hvor butikken er fyldt med kunder, der gerne vil gøre et godt køb.
Det handler ikke kun om at gøre et godt køb; venskaber opstår også mellem reolerne med porcelæn og keramik. I dag møder Camilla sin faste loppeveninde, som går rundt med en kurv fuld af fund.
"Ej, en flot lampe, du har fundet," siger Camilla begejstret, mens hun kigger på bordlampen i venindens kurv.
Camilla tager en lille Kähler-vase op for at tjekke, om den har nogen skader, og ser så på prisen. Vasen koster 25 kroner, og nyprisen er cirka 70 kroner.
Den røde stol
Camilla har fyldt sin stue med genbrug fra loppemarkeder, og der er nogle ting, hun holder særligt af.
"Mit bedste køb er en rød antik stol, som jeg var heldig at få lov til at købe, da jeg arbejdede som frivillig i en Røde Kors-butik," fortæller Camilla. Hun elsker at sidde i stolen og har til dagens anledning iført sig en mohairuldstrøje, hun købte for 35 kroner, selvom nyprisen er 2500 kroner.
Camilla er klar over, at hun køber mange ting. Hun har et skur hos sin mor fyldt til randen med loppefund.
"Jeg køber for meget en gang imellem, og så holder jeg købestop i en periode," griner Camilla, der ofte pakker bilen og tager på loppemarkeder, når der skal sælges ud af de mange ting.
Camillas stue er hyggelig og personligt indrettet med keramik, bøger og planter – alt sammen ting, hun har købt med hjertet.
"Jeg elsker, når ting får et nyt liv. Vi skal ikke bare smide ud og købe nyt," lyder opfordringen fra Camilla.