For fire år siden flyttede Hans og Karin Kæmpe ind i karréhusene i Horsens, i en nybygget almen lejlighed med altan og havneudsigt. Parret har inviteret Bo Godt indenfor i deres hjem, som er sirligt og personligt indrettet med en blanding af arvestykker, håndplukkede loppefund og rejsesouvenirs.

"Når jeg vågner om morgenen, kan jeg næsten ikke forstå, at vi har været så heldige at få fat i denne her lejlighed. Bare det at mærke duften af hav – det er næsten som at være på ferie," lyder det fra Hans.

Hans smiler og kigger på sin kone Karin. Det er formiddag, og der er friskbrygget kaffe og blødt brød på bordet hjemme hos ægteparret Hans og Karin Kæmpe, der har inviteret Bo Godt på besøg i deres lejlighed. Tunge regnskyer hænger på himlen, og vi skynder os ud på lejlighedens altan for at tage nogle billeder i tørvejr.

"Der sker hele tiden noget på havnen," siger Karin begejstret, da vi står på altanen og nyder udsigten.

"Vi kan følge med, når de store fragtskibe sejler forbi med deres last – og lige dernede ligger lystbådehavnen, hvor vi kan gå hen at købe is. Som prikken over i’et kommer koret fra Klosterkirken hver torsdag og sætter sig på den store trappe lige under vores lejlighed – og så er der fællessang. Alle kan komme og synge med, og der er også en kaffevogn. Så der er masser af liv lige hér, hvor vi bor."

To diskusprolapser på en uge

Karin og Hans Kæmpe er 65 og 72 år gamle, og indtil for fire år siden boede parret i en almen bolig i centrum af Horsens. Men så fik Karin en diskusprolaps.

"Ja, og ugen efter fik jeg også én. Vi boede på anden sal, og vi kunne næsten ikke komme op og ned ad trapperne," siger Hans og kigger på Karin.

Rygproblemerne fik parret til at tænke på, at det var ved at være tid til at rykke videre.

"Jeg har været medlem af den almene boligforening Albo i 40 år, og da jeg fandt ud af, at Albo havde et nybyggeri i gang her på havnen, skyndte jeg mig at skrive os op," smiler Karin. Hun tilføjer:

"Vi gik rundt hernede på havnen og lurede, mens byggeriet var i gang. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Bare vi ikke når at dø, inden bygningen står klar’ – men det hele gik jo fint, og en dag stod vores navneskilt på døren. Lejligheden her passer perfekt til den livsfase, vi er på vej ind i. Vi har elevator, vi har indkøbsmuligheder tæt på – og vi kan også gå hen til hospitalet, hvis vi en dag får brug for det. Så vi bliver boende til den dag, vi skal flytte i en etværelses med låg," siger Karin med et stort grin.

Lyserød væg og loppefund  

Hans og Karins lejlighed kunne snildt være med i en reportage til Bo Bedre. Karin står for indretningen, der er farvekoordineret ned til mindste detalje. Den rosamalede væg lige her ved spisebordet er et kunstværk i sig selv: Akvarelmalerier hænger side om side med rejsesouvenirs og nøje udvalgte loppefund. Selv tæpperne i en lille kurv ved siden af spisebordet matcher den lyserøde væg.

"Jeg elsker at gå på jagt på loppemarkeder og i interiørbutikker," fortæller Karin. Og tilføjer:

"Jeg finder inspiration til indretningen på Pinterest, men jeg tror også bare, at jeg har et blik for at kombinere ting på en lidt anderledes måde. Den lyserøde væg har jeg langsomt bygget op - maleriet dér er malet af min datter, og det var det første, der kom op at hænge," siger Karin.

"Ja, nu får jeg altså lidt stress, for det hænger jo skævt, siger hun – og rejser sig fra spisebordet for at gå hen og rette lidt på datterens indrammede maleri."

Hvad giver det jer at bo alment?

"Jeg synes, det giver os en frihed," siger Hans.

"Gennem årene har vi haft mulighed for at tage ud at rejse – netop fordi vi har boet alment. Maskerne dér er fra en rejse til Thailand," siger Hans og peger op på den lyserøde væg.

"Ja, og selvom vi ikke ejer lejligheden, så føler vi, at den er vores. Vi passer godt på den, og vi har vist også fået sat vores personlige præg på den," siger Karin med et lille smil.

For et år siden mistede hun sin mor, og udvalgte arvestykker er nu blevet en del af indretningen.

"Jeg kan godt lide, at jeg lige kan tage en af min mors smukke ting ned fra en hylde og kigge på den. Det giver mig en følelse af, at det her er mit hjem."

"Man kan aldrig få for mange glas, og jeg elsker at dække et pænt bord," lyder det fra Karin, der finder glas til sin unikke samling på loppemarkeder og i interiørbutikker. 

Sommerfest og snak i elevatoren

Mens vi drikker kaffe, fortæller Hans og Karin, at det betyder meget for dem at have et socialt netværk dér, hvor de bor. Da de flyttede ind i Karréhusene for fire år siden, kendte de ingen af naboerne. 

"Men så meldte du dig ind i bestyrelsen, siger Hans og sender sin kone et stort smil."

"Ja, bestyrelsesarbejde er en kanon måde at lære folk at kende på. Hvis man blander sig og tager nogle initiativer, får man lynhurtigt et netværk. Vi er efterhånden fem par på vores alder, der holder sammen her i bebyggelsen, og jeg står for vores årlige nytårskur," siger Karin. Hans tilføjer:

"Vi har også et aktivitetsudvalg, der arrangerer grillaftener på vores store fælles terrasse. Det er rart at kende de andre, der bor her – for så kan man også få en lille snak, når man møder hinanden i elevatoren."

Hans og Karin Kæmpe bor i Albo’s nybyggede lejligheder Karréhusene ved havnen i Horsens.