Kirsten Schwalbe er Danmarks ældste menneske, og hun befinder sig endnu godt i sin almene ældrebolig i Struer. Så godt, at hun trods sine 111 år ikke har planer om at flytte derfra lige foreløbigt. Bo Godt tog en snak med Kirsten om livets gang, og hvad man tager med sig, når man har levet i over hundrede år.

Da Kirsten Schwalbe blev født, var der endnu ikke noget, der hed verdenskrige. Heller ikke penicillin, fjernsyn eller atomkraft var opfundet. Eller stemmeret til kvinder. Ja, selv månelandingen lå endnu 55 år ude i fremtiden.

Meget er sket siden Kirsten kom til verden den 10. marts 1914. Ikke mindst er der gået 111 år – og så oplever man uundgåeligt lidt af hvert. Bo Godt møder Kirsten i hendes ældrebolig i Struer til en snak om netop dette. Som Danmarks ældste er Kirsten efterhånden medievant. Som interviewer er man mest af alt imponeret over, hvor frisk, sjov og skarp Kirsten stadig er. Og særligt ét spørgsmål trænger sig på, når man sidder over for hende. For hvad andet kan man spørge landets ældste om, end …

… hvad er det vigtigste i livet?
”Det vigtigste i livet er, at man finder nogen at dele det med. Når man gifter sig eller møder den, man skal dele det hele med. Den person kommer til at definere resten af ens liv. Så får man nogen at holde af og lave et liv med. Det handler om at have nogen at dele livet med. Det er møgvigtigt. Hvis man får en masse børn, så ender man heller ikke med at blive ensom, når man bliver lige så gammel som jeg. Mit livs omdrejningspunkt og højdepunkter har altid været min familie. Uden dem ville jeg sidde på et plejehjem nu og være alene. Jeg har ondt af dem, der ikke har nogen.”

… hvad husker man særligt tilbage på, når man har levet 111 år?
”Børnenes fødsel, ægteskabet og ens hjem glemmer man ikke. Og alle bekendtskaberne. Dem husker man. Det er derfor, man bliver ked af det, når de ikke er her mere.”

… Du lader til at have holdt humøret højt hele livet. Hvad er hemmeligheden bag dit livsmod?
"Jeg har altid været glad for mit liv. Det betyder meget, at man er glad i sit liv. Jeg blev enke i 1981 og har stort set boet alene siden da – men jeg har aldrig følt mig ensom. Jeg er mor til tre døtre, jeg har fire børnebørn og otte oldebørn. Heldigvis bor mange af dem stadig i byen og besøger mig jævnligt. Jeg gik ud af skolen som 14-årig, fik job på en gård, hvor jeg passede børnene, og mødte min mand som 18-årig. Vi giftede os i 1936 og fik mange gode år sammen, hvor vi rejste meget. Jeg mødte også en anden mand, da jeg blev enke, men vi nåede kun at få halvandet år sammen, før han også døde. Men det er livets gang."

… hvad drømte du om som ung?
”Jeg drømte ikke om noget, livet kom bare helt af sig selv. Og det var egentlig godt nok. Du må huske på, at vi dengang ikke havde så mange valg og chancer, som de unge har i dag. De unge i dag kan slet ikke forstå, hvor begrænset vi var. Det kan jeg da heller ikke selv forstå. Men det gjorde ikke noget, for vi var glade alligevel.”

… hvad vil du sige til ungdommen?
”Hvis jeg skal give dem et godt råd, er det, at de skal huske at leve. De skal ikke bare sidde og hænge med hovedet ned i telefonen. De skal leve rigtigt ude i verden. De skal være sammen med rigtige mennesker. De unges liv er fuldkommen anderledes end det liv, jeg voksede op med. I dag bliver de alt for hurtigt voksne. Børn leger ikke på samme måde mere. Men tror du overhovedet, de unge hører efter, hvad jeg har at sige?”

Det håber jeg.
”Så vil jeg sige, at de skal komme hinanden mere ved.

… hvad tænker du om verdens gang?
”Haha, ja det er et godt spørgsmål. Alt er jo kommet og sket, mens jeg har levet, og det er slet ikke til at forstå. Det er umuligt at forklare udviklingen, for forskellen fra da jeg var barn og til nu er ubegribelig. I dag kan man jo ikke leve uden strøm, men da jeg blev født, var strømmen slet ikke opfundet. Ikke herude på landet i hvert fald. Jeg var syv år, da vi fik strøm. Jeg husker, at min nabo blev ved med at puste på stikkontakten, når vi skulle slukke det elektriske lys, for hun var kun vant til petroleumslampen og levende lys. Vi skulle også cykle til alting for bilen var heller ikke opfundet endnu. Måske er det derfor, jeg er blevet så gammel – fordi jeg altid skulle cykle så langt for at besøge nogen.
Jeg er nogle gange bekymret over verdens gang, men så husker jeg på det, min mor og far altid sagde: 'Det går jo nok.' Vi har jo altid sagt, at verden er ved at gå under, men vi har klaret den alligevel. I min tid er krige kommet og gået, og vi har altid klaret den i sidste ende.”

… hvordan er det at blive ældre?
”Jeg troede aldrig, jeg ville opleve årtusindskiftet. Men det er 25 år siden nu, haha. Når man runder 111 år, kan det ikke undgås, at ens børn også når en høj alder, eller at ens venner går bort. Mine døtre er 78, 83 og 85 år, og den ældste bor på plejehjem. Jeg kan ikke forstå, at mine børn er blevet så gamle. De er stadig mine små piger. Det værste ved at blive ældre er, at alle mine gamle venner og naboer er væk. De forsvandt stille og roligt. Men jeg er glad for mit helbred. Jeg skal skønne på mit gode helbred – og så skidt med, at jeg ikke kan høre og se så godt mere.”

… hvordan holder man sig frisk helt til 111 år?
”Jeg ved ikke, hvad min hemmelighed er. Men jeg har altid fået meget luft og holdt mig fysisk i gang med gymnastik og svømning. Jeg stoppede først med at komme i den lokale svømmehal som 90-årig, og først som 100-årig begyndte jeg at gå med rollator, fordi mine børn overtalte mig til det. Så gik det ikke længere uden, haha. Så mine gener har også været gode. Vi var en søskendeflok på 10, og på et tidspunkt var fire af os over 100 år. Min bror bliver 104 lige om lidt. Så generne må have haft et eller andet at sige.”

… hvad er et godt hjem?
”Jeg har som voksen kun boet to steder. I hus med min mand og børn og så her i boligforeningen siden 1992 (hvor jeg i 2007 flyttede fra anden sal ned i en stuelejlighed uden trapper). Når man som 111-årig ikke er flyttet mere i løbet af livet, så må det være, fordi man har været glad for sine hjem, ikke sandt? Min svigersøn var også vicevært og inspektør her i afdelingen, så det var dejligt altid at have nogen tæt på.”

… hvad har din bolig betydet?
”Jeg har boet her i afdelingen i over 30 år. Engang, da jeg blev syg, overvejede jeg at flytte på plejehjem. Men så fik jeg det godt igen, og så ville jeg gerne blive her. Når man bor et sted, man er glad for, er det ikke så let at flytte. Jeg har altid været glad for at bo her. Det handler om godt naboskab, gode lejligheder og et boligselskab, man kan få hjælp fra, når man har brug for det. Det betyder meget, at der er styr på tingene – især når man kommer op i alderen, bliver alene og måske ikke altid kan klare alting selv. Jeg ville gerne blive i kvarteret, så jeg var glad for, at jeg kunne flytte ned i stuen og blive boende i boligselskabet."