"Det var en mørk februar-nat. En ung mand kom hjem fra en festlig bytur. Han tændte en frituregryde på altanen, gik ind i lejligheden, glemte alt om gryden og faldt i søvn. Kort efter stod flammerne ud over kanten. Branden spredte sig lynhurtigt til tre lejligheder. Det var så frygteligt," mindes Stefan Ørsted Petersen, der er en del af et beboerteam i Taastrupgaard, der samarbejder med driftspersonalet om brandsikkerhed i boligområdet.
En barnevogn med en dyne, flere par sko i en lille reol, grønne planter og vasketøjet, der hænger til tørre på en repos. Det generer jo ingen.
Men hvis der opstår brand, ændrer det hele sig på et splitsekund. For når tekstiler – eller bare et par sko – rykker ud i opgangen, følger brandfaren med. Ikke nok med at flammerne får noget at gribe fat i, så kan genstandene også blokere flugtvejen og forhindre brandfolkene i at komme frem i tide.
Brand på sekunder
Stefan har set det ske igen og igen. Han er tidligere brandmand på den lokale brandstation i Taastrup og ved præcis, hvor let en brand kan opstå – og endnu vigtigere: hvor hurtigt den spreder sig.
"Man siger, at en brand udvikler sig opad på sekunder, til siderne på minutter og nedad på timer. Vi har haft nogle rigtig grimme eksempler herude," fortæller han alvorligt.
Stefan opfordrer alle til at købe røgalarmer.
”Røgalarmer er din billigste livsforsikring. Jeg har selv røgalarmer, som sidder i loftet i min lejlighed. De er placeret centralt i min bolig. Jeg har for eksempel en i loftet i fordelingsgangen, så den kan høres fra opholds- og soverum,” fortæller Stefan.
Du kan blive klogere på røgalarmer her.
En alvorlig faldulykke betyder, at Stefan i dag ikke længere kan arbejde som brandmand. Et job som han ellers holdt meget af, og som holdleder af den lokale brandstation i Taastrup, har han været med til at slukke brande i Taastrupgaard.
I dag slukker Stefan ingen ildebrande, men han er med i et team af beboere og driftsmedarbejdere, hvor han bruger sin erfaring og hjælper med at informere om brandsikkerhed. Tal fra Beredskabsstyrlsen viser, at i Danmark omkommer der årligt i gennemsnit 62 personer som følge af brand.
En alvorlig faldulykke betyder, at Stefan i dag ikke længere kan arbejde som brandmand. Et job som han ellers holdt meget af, og som holdleder af den lokale brandstation i Taastrup, har han været med til at slukke brande i Taastrupgaard.
I dag slukker Stefan ingen ildebrande, men han er med i et team af beboere og driftsmedarbejdere, hvor han bruger sin erfaring og hjælper med at informere om brandsikkerhed. Tal fra Beredskabsstyrlsen viser, at i Danmark omkommer der årligt i gennemsnit 62 personer som følge af brand.
Styr på brandsikkerheden
Brandsikkerheden skal være i orden derfor har beboerne ændret i husordenen, så det er muligt at gribe ind overfor beboere, der ikke overholder reglerne.
I Taastrupgaards husorden er der indskrevet;
”Brandvæsnet henstiller til os som ejendom, at vi holder brandveje/trappeopgange fri for oplagring, så det er muligt for brand-, rednings- og ambulancemandskab, at hjælpe beboer i nød uden at der er stillet forhindringer op på trappeopgangene. Derfor er det ikke tilladt ifølge brandmyndighederne at man har oplagring af sko, skoreoler, skabe, cykler, tørrestativer, mad, madaffald med mere på trappeopgangene og repos. Henstilling af effekter vil blive fjernet uden yderligere varsel.”
”Det handler også om vores kultur. Der er ingen, som bryder sig om at få beskidte sko ind i lejligheden, men det skal vi arbejde på. For i bund og grund handler det om, at vi skal passe på hinanden og os selv," lyder det fra Stefan, der har stor tillid til, at dialog er vejen frem til at forstå, at brandsikkerhed ikke er noget, man går på kompromis med.
En vildfaren nytårsraket
”I dag har vi TV-overvågning og nyt nøglesystem, hvor beboere kun har adgang til fællesrum og de blokke, hvor de bor. Det betyder meget for sikkerheden og har da også betydet, at der stort set ikke længere er påsatte brande i Taastrupgaard. Men ulykker, det kan man ikke skærme sig imod,” fortæller Stefan, der selv bor i Taastrupgaard med sin kone og børn.
For nogle år siden landende en vildfaren nytårsraket på en lejligheds altan. I løbet af kort tid antændte altanen fuldstændig.
”Det er den slags ulykker, man ikke kan gardere sig i mod, men også en påmindelse om, at der skal være frie flugtveje,” fortæller Stefan, der glæder sig over, at der ikke var nogen personskade i ulykken.
Har du råd til at miste alt?
Stefan har også en anden vigtig pointe – en, der ikke handler om forebyggelse, men som alligevel kan have alvorlige konsekvenser, hvis uheldet er ude:
"Der er mange, der ikke har en indboforsikring. Mange tror fejlagtigt, at boligselskabet har dem dækket, men sådan fungerer det ikke, og hvis det handler om økonomi, så prøv at find et andet sted at spare. Hvis en brand opstår, kan du miste alt, hvad du ejer – og du skal selv betale for genhusning, mens din bolig sættes i stand. Også selvom du ikke selv har været skyld i branden."