Hvis du er en af dem, der slæber støvsugeren med ud på badeværelset, så læs med her – du får måske en overraskelse!

Når du suser rundt i huset med støvsugeren og får gulvene til at skinne, så har du måske tænkt, at badeværelset også lige skal have en tur. Men ifølge rengøringsekspert Michael René fra Videncentret Bolius, er det faktisk en rigtig dårlig idé.

Bakteriebombe

Badeværelsesgulvet er nemlig lidt af en bakteriebombe. Her kan forskellige former for bakterier og vira – de såkaldte fækalie-mikroorganismer – stortrives. Disse stammer fra toiletbesøg og kan hurtigt sprede sig rundt.

”Forskning viser, at når man skyller ud i toilettet, spredes fækalie-mikroorganismer fra toiletkummen ud på gulvet. Hvis du så kommer med støvsugeren bagefter, kan bakterier og vira sætte sig fast i de små børster på støvsugerhovedet. Og så bliver de ellers fragtet videre rundt i huset, når du støvsuger i køkkenet, stuen og soveværelserne,” forklarer Michael René og uddyber:

”Selvom det ikke er sandsynligt, at man bliver syg af de bakterier og vira, støvsugeren kan sprede, kræver det blot, at I taber madvarer på gulvet og spiser dem direkte bagefter. Derfor er det primært et spørgsmål om god hygiejne – at sikre, at støvsugeren ikke bliver en bakteriespreder, der fordeler dem på gulv, sofahynder og andre overflader."

Frem med kost og spand

I stedet for at lade støvsugeren komme i nærheden af badeværelset, anbefaler Michael René at bruge kost og spand.

”Fyld en spand med vand og lidt sæbe, og vask støv og snavs fra badeværelsesgulvet op. Når du er færdig, skal du sørge for at vaske gulvkluden grundigt, så du fjerner alle mikroorganismer. Vask kluden ved minimum 60 grader – og hvis der er sygdom i familien, skal den vaskes ved 80 grader,” lyder rengøringsekspertens råd.

På Videncentret Bolius kan du finde mange flere tips til, hvordan du holder dit badeværelse rent og hygiejnisk.