Stinne Piotrowskym må siges at have grønne fingre. Faktisk har hun intet mindre end 278 planter i sin almene lejlighed i Odense. Og de trives i stor stil.
”Jeg var helt nede i et sort hul”
For Stinne har planterne været meget mere end bare noget smukt at kigge på.
For seks år siden købte hun sin første plante. Og på det tidspunkt var hun i en svær periode i sit liv.
”På det tidspunkt var jeg sygemeldt med angst, stress og depression,” siger Stinne og fortsætter.
”Jeg følte ikke, at jeg havde noget at leve for på det tidspunkt. Og så købte jeg min første plante og forventede, at den ville dø. Men det gjorde den ikke. Den blomstrede. Og det gav mig mod på livet igen,” siger Stinne og fortæller, hvordan den første plante endte med at blive hendes redning og startskuddet til hendes helt store passion for planter.
”Planter betyder alt. Det er ikke længere bare en hobby. Det første, jeg gør hver dag, er at tjekke mine planter,” siger Stinne, imens hun smiler og kigger rundt på de mange planter i sin dagligstue.
Og de 278 planter har fået Stinne til at blive noget af en planteguru på Instagram, hvor hun går under navnet Crazyplantgirldk.
Heldigvis vil Stinne også dele sine gode råd med vores læsere her på Bo Godt. Derfor har vi samlet Stinnes 3 bedste råd i denne artikel og lavet en video med Stinne, hvor du kan se de 277 planter i hendes bolig.