Der er ikke meget skæg ved at få besøg af et skægkræ. Det lille dyr er besværligt at slippe af med, og det kan meget hurtigt blive en plage i din bolig og sprede sig til flere etager i ejendommen.
Ifølge en undersøgelse fra Videncentret Bolius svarer 14 procent, at de har haft besøg af skægkræ i deres bolig. Det er flere end i tidligere undersøgelser.
Skægkræ elsker pap
Ubevidst kan du komme til at invitere skægkræ ind i din bolig. Skægkræ elsker pap og papir, så når du modtager ting udefra, så tjek altid, om der følger skægkræ med.
Tjek disse ting for skægkræ:
• Emballerede papkasser med ting, som du køber på nettet
• Flyttekasser
• Møbler
• Supermarkedsvarer
• Paller
Hvis du får varer leveret i kasser, for eksempel madvarer, tøj og sko, så undgå at tage dem med ind, men åbn pakkerne udenfor og put derefter papkasserne i en papcontainer.
Bekæmpelse af skægkræ - sådan gør du:
• Hold dit hjem rent og støvsug det grundigt og ofte – husk også at støvsuge i revner, sprækker og kanter. Tør ofte paneler og reoler af. Begræns brugen af vand ved rengøring, da skægkræ trives godt i fugtige omgivelser. Hvis du får støvsuget skægkræ op, så tøm støvsugeren/støvsugerposen udenfor.
• Undgå at lade madrester stå fremme - pak dem grundigt ind i for eksempel lufttætte beholdere.
Virker ingen af disse tiltag, kan du prøve at sprøjte mod skægkræ med almindelig insektspray.