Kan du beholde det tøj, du er glad for, i længere tid?
Sandsynligvis.
Mange af os er nemlig alt for hurtige til bare at smide det tøj, vi har haft på, i vaskemaskinen, og det ødelægger tøjet, fortæller iværksætter og tøjaktivist Tina Werborg.
”Det, der slider vores tøj, er ikke brug, det er vask. Så når vi må smide tøj ud, er det ikke, fordi det er brugt op, men simpelthen, fordi vi har vasket det i stykker.”
Og i disse tider, hvor energi er blevet en voldsomt dyr affære, ja, så er det måske værd at gøre dyngerne af vasketøj mindre og færre.
Er det ikke ulækkert?
Men tøjet kan jo lugte, være plettet eller ‘brugt og nusset.’ Ja det kan det. Men det er det ikke nødvendigvis, påpeger Tina Werborg.
”Når du tager dit tøj af om aftenen, så tjek efter: ‘Er det beskidt? Lugter det?’ Hvis ja, skal det selvfølgelig vaskes. Men hvis ikke så hæng det tilbage i skabet.”
Selv hvis der er en plet eller lidt lugt, kan det ofte være nok at fjerne pletten med en smule opvaskemiddel og en gammel tandbørste. Og tøjet kan friskes op ved at komme ud at hænge eller en tur op i vindueskarmen med åbent vindue.
Vask koldere og kortere
Når du så endelig skal vaske, kan du ofte få tøjet rent ved lave grader (30) og korte programmer. Så holder tøjet længere, og du sparer vand og energi til opvarmning.
”Hvis du bruger sæbemidler med enzymer, kan du vaske både koldere og på kortere programmer, fordi enzymerne effektivt fjerner snavs. Det, der er RIGTIG beskidt med bakterier på – for eksempel karklude – det kan du give 60 grader,” opfordrer Tina Werborg.
Et stort plus er, at du sparer en del penge, eftersom det er rigtig dyrt at opvarme vand for tiden.
Vask koldere og kortere
Når du så endelig skal vaske, kan du ofte få tøjet rent ved lave grader (30) og korte programmer. Så holder tøjet længere, og du sparer vand og energi til opvarmning.
”Hvis du bruger sæbemidler med enzymer, kan du vaske både koldere og på kortere programmer, fordi enzymerne effektivt fjerner snavs. Det, der er RIGTIG beskidt med bakterier på – for eksempel karklude – det kan du give 60 grader,” opfordrer Tina Werborg.
Et stort plus er, at du sparer en del penge, eftersom det er rigtig dyrt at opvarme vand for tiden.
Vasketøjs-monster æder tid
Vores vaske-trang er faktisk kammet over, mener Tina Werborg. Måske blev man grebet af stemningen dengang i 60’erne, da vaskemaskinen for alvor rykkede ind i private hjem, og man pludselig bare skulle trykke på en knap?
Vores opfattelse af, hvor ofte ting skal vaskes, passer i hvert fald ikke med det, der er nødvendigt. Dermed giver vi os selv ekstra husarbejde. Dumt.
”Moderne mennesker bruger lige så meget tid på at vaske tøj som vores bedste- og oldemødre gjorde for 100 år siden. Det er, fordi vi har fået en vane med at vaske alt for ofte. Men vil vi ikke hellere bruge vores tid på noget andet end vasketøj,” spørger Tina Werborg.
Lær det basale
At passe godt på sit tøj er også at kunne reparere det. Her taler vi ikke om at stoppe strømper, som man gjorde i gamle dage. Det får man nok ikke mange til at bruge tid på, erkender Tina Werborg.
Men mange har noget tøj, som de meget gerne vil beholde længe, påpeger hun.
”Og det er da ærgerligt, hvis du skal skille dig af med en yndlings-cardigan eller et par bukser, når du let kunne have fikset dem og forlænget levetiden,” som hun siger.
Derfor er det en god idé at lære det helt basale inden for reparation af tøj.
Kommer langt med lidt
Det, du som minimum har brug for, er: Saks, nål og tråd i fire klassiske farver (og er alt dit tøj pink eller rødt, skal du selvfølgelig vælge de farver).
”Du kommer langt med at kunne sy en knap på eller sy bukser, hvor syningen er gået op i benene. Du behøver ikke være verdensmester. Men som med madlavning er det godt at kunne lidt. Det er en dannelsesting, vi også skal lære vores børn,” mener Tina Werborg.
I Tina Werborgs bog ‘Garderobemanifestet: 10 gode grunde til at overveje dit næste tøjkøb.’ finder du blandt andet pædagogiske guides til, hvordan du reparerer tøj.