Klonk! Døren smækker i, og du kommer i tanke om, at nøglen til din hoveddør ligger på spisebordet, hvor du efterlod den.
De fleste af os har oplevet at blive låst ude eller miste nøglen til vores bolig. Og det kan blive en dyr fornøjelse at få besøg af låsesmeden.
Men hvem skal egentlig betale regningen? Og må dit boligselskab opbevare en kopi af din nøgle i tilfælde af, at du mister den eller smækker dig ude?
Her på Bo Godt har vi talt med jurist hos BL – Danmarks Almene Boliger Susan Fiil Præstegaard for at få svar på netop de spørgsmål.
Skal mit boligselskab betale for låsesmeden?
”Hvis man mister sine nøgler eller smækker sig ude, skal man selv betale for låsesmeden,” siger Susan Fiil Præstegaard.
Generelt er vedligeholdelse af låse og nøgler lejers ansvar. Lejer og boligorganisationen kan dog aftale, at udlejer overtager forpligtelsen med vedligeholdelse.
”Men vedligeholdelse omfatter ikke situationen, hvor man har låst sig ude eller tabt nøglerne. Lejeren vil derfor stadig skulle betale regningen til låsesmeden,” siger Susan Fiil Præstegaard.
Må mit boligselskab opbevare en kopi af min nøgle?
Kun hvis du har givet et skriftligt samtykke, må dit boligselskab, viceværten eller ejendomskontoret opbevare en kopi af din nøgle, fortæller Susan Fiil Præstegaard.
”Nogle gange kan man som lejer lave aftaler med sin boligorganisation om, at de opbevarer en ekstranøgle. Men en god idé er, at du i stedet har en ekstranøgle liggende hos familie eller venner, der bor i nærheden,” siger Susan Fiil Præstegaard.
AAB Aarhus har særlig ordning
Boligselskaber kan også tilmelde sig Falcks nøgleservice. Det har de gjort i AAB Aarhus, fortæller Allan Overgaard, der har været driftschef i boligorganisationen i lidt over fire år.
”Hver gang der har været brug for enten nøgleservicen eller patienttransporten, som også er tilknyttet ordningen, får vi regningen, som i slutningen af året bliver delt ud på lejemålsenheder. På den måde er alle med til at betale en lille smule,” siger Allan Overgaard.
Hvis man som beboer i AAB Aarhus får behov for enten nøgleservice eller patientkørsel, kan man derfor kontakte Falck og oplyse om, at man er tilmeldt deres service igennem boligafdelingen.
”Det koster hvert lejemål omkring 75 kroner årligt for den samlede pakke. Vi fik omkostningerne for beboerne ned ved, at vi kun skal betale for den faktiske udgift, frem for et fast månedligt beløb for Falcks service,” siger Allan Overgaard.
I dag har omkring 9000 boliger under AAB Aarhus del i pakken fra Falck med nøgleservice og patientkørsel. Ud af boligorganisationens 60 afdelinger er 55 med.
”For os er ordningen en rigtig god måde at sikre en høj service for vores beboere. Det er til at betale, og vi løfter i fællesskab en opgave, der har stor værdi for beboerne. Vi er simpelthen så glade for den – både medarbejdere, organisation og beboere,” siger Allan Overgaard.
Pas på med kreative gemmesteder til nøglen
Det kan være fristende at gemme ekstranøglen under dørmåtten, i potteplanten ved postkassen eller i det udvendige skab med elmåleren. Men pas på med de kreative gemmesteder, advarer fagekspert i forsikring hos Bolius Tine R. Sode.
”Det bedste ville være, at du slet ikke gemmer en ekstranøgle. Men hvis du ikke kan komme udenom det, så gem den et stykke væk fra din hoveddør,” siger Tine R. Sode og fortsætter.
”Du kan også købe en kunstig sten, som gemmer nøglen væk og går i ét med de resterende. Du kan også grave nøglen ned, eller hænge den op i et træ”.
Ligesom Susan Fiil Præstegaard anbefaler Tine R. Sode dog, at du sørger for at have en ekstranøgle liggende hos din familie og venner.
Bor de langt væk, kan du overveje at købe en nøgleboks eller lægge ekstranøglen hos naboen.
”Køb ikke den billigste nøgleboks på nettet. Gå ned til din lokale låsesmed og find en god en, der ikke bare går op, når man kigger på den,” siger Tine R. Sode.
Hvor må jeg sætte min nøgleboks op henne?
Nøglebokse kan være et fint alternativ til en nøgle under dørmåtten, fortæller Susan Fiil Præstegaard.
Men det kræver, at du har tilladelse til at sætte den op af din boligorganisation.
”Og det vil formentlig også være at anbefale, at man ikke sætter bokse op på rad og række et eller andet umiddelbart tilgængeligt sted. Det kunne være, at nogen bryder koderne,” siger Susan Fiil Præstegaard.
Hvis man skal have en forsikring til at dække ved indbrud, så skal der være tegn på indbrud. Det er der ikke, hvis tyven f.eks. har fundet ekstranøglen under dørmåtten, urtepotten eller har brudt koden til din nøgleboks.