Du har ret til at få de fleste oplevelsesgavekort udbetalt, og du behøver ikke en kvittering.

Det er blevet populært at give gavekortæsker, hvor du kan vælge mellem forskellige oplevelser. Men måske er en kroferie eller et cafebesøg ikke lige dig. Så er der godt nyt. Du har nemlig næsten altid ret til at få værdien udbetalt. Det gælder langt de fleste typer gavekort, og nu viser en sag fra Forbrugerombudsmanden, at det også gælder gavekortæsker med oplevelser.

Det handler helt konkret om de såkaldte oplevelsesgavekort, der giver adgang til et udvalg af oplevelser. De findes både i fysisk og digital form. I forretninger sælges de tit i plastikæsker med farverige billeder, men de sælges også via internettet eller apps.

I sagen fra Forbrugerombudsmanden havde 32 personer klaget over en virksomhed, der ikke ville udbetale værdien af gavekortæsker. Men det skulle virksomheden, lød det fra Forbrugerombudsmanden. Forbrugerne fik pengene udbetalt. Og det kan du også få.

3 betingelser for at få din gavekortboks udbetalt

Hvis du vil have værdien af din gavekortboks udbetalt, så skal den opfylde 3 betingelser:

1. Gavekortboksen skal være elektronisk

En gavekortboks er elektronisk, hvis den kan aflæses elektronisk. Den kan for eksempel have en chip, magnetstribe eller stregkode. Det kan også være et digitalt oplevelsesgavekort, der indløses i en webshop eller lignende.

2. Der skal være betalt for gavekortboksen

Hvis der ikke er betalt for gavekortboksen, kan du ikke kræve at få den udbetalt. Det kan for eksempel hænge sammen med, at den er givet gratis til en konkurrence, eller du har fået den med i købet af en vare uden ekstra betaling.

3. Gavekortet må ikke kun gælde en helt bestemt oplevelse

Du kan ikke kræve at få gavekortet udbetalt, hvis det kun er en billet eller kvittering for betaling af en helt bestemt oplevelse, for eksempel en bestemt fodboldkamp eller hårpleje hos en bestemt frisør på et bestemt tidspunkt.

Sådan får du pengene udbetalt

Du skal have fat i den virksomhed, der står bag og har udstedt din gavekortboks. Ring eller skriv en mail og anmod om at få værdien udbetalt. Det må ikke være for besværligt at få pengene, lyder det fra Forbrugerombudsmanden. Virksomheden må heller ikke kræve, at du fremviser en kvittering for købet.

Brug Forbrugerombudsmandens kvikguide i dialogen

Som regel får du pengene uden problemer. Men der kan være virksomheder, der ikke vil udbetale dem. Måske kender medarbejderne i kundeservice ikke dine rettigheder.

Så er der hjælp at hente hos Forbrugerombudsmanden, der har lavet en kvikguide om udbetaling af gavekort. Her kan både du og virksomheden blive klogere på reglerne.

Du har også ret til at få pengene udbetalt, selvom virksomheden har skrevet på plastikkortet eller i betingelserne, at det ikke kan byttes til kontanter.

Få pengene op til et år efter gavekortboksen er udløbet

Der er også et tip til dig, der har en oplevelsesboks liggende, som du har glemt at bruge. Du kan måske stadig nå det, for du har ret til at få pengene udbetalt op til et år efter udløbsdatoen.

Virksomheder har lov til at tage et mindre gebyr for udbetalingen, så længe udløbsdatoen ikke er overskredet. Gebyret må højst svare til de faktiske omkostninger ved udbetalingen.

Derfor kan du få pengene udbetalt

Reglerne for oplevelsesgavekort er de samme som for andre elektroniske gavekort. Dem har du næsten også altid ret til at få udbetalt. Det kan du læse mere om her.