Vibeke bor i en femværelses lejlighed i Elstedhøj i Lystrup sammen med sin 15 måneder gamle søn, Niels Peter, og sine forældre Maibritt og Leif. Ifølge hende selv er hun dog ikke flyttet hjem til sine forældre – de er flyttet sammen i kollektiv.
Hun tager imod os i lejligheden, og vi sætter os ved spisebordet i stuen. På gulvet leger Niels Peter med en af hendes gamle bluser. Den fik han som trøst, da han engang nægtede at sove, og han faldt til ro med den i favnen. Blusen er blevet vasket mange gange, og duften af Vibeke er for længst væk, men den hører stadig til blandt hans yndlingsting.
Maibritt skænker kaffe.
"Den er for tynd," siger hun bestemt og går ud for at lave en ny kande.
Imens begynder Vibeke og Leif at fortælle.
Familiekollektivet var faktisk Vibekes idé. Hun og hendes forældre boede begge i almene lejligheder – og begge steder med en husleje, de syntes var urimeligt høj.
"Vi sad hver især med en latterligt dyr husleje – mig på en pædagogløn, mine forældre som pensionister," siger Vibeke.
"Vi kunne spare penge, og vi tænkte, det kunne blive hyggeligt," tilføjer Maibritt, da hun kommer tilbage med kaffen.
Familien Havtorn er en familie, hvor der ikke er langt fra tanke til handling. I april 2023 flyttede de sammen – fem måneder senere kom Niels Peter til verden, og så var tre generationer samlet under ét tag.
Vibeke arbejder som pædagog i en nærliggende børnehave. Da hun fortalte sine kolleger om bofællesskabet, var den typiske reaktion: "Det lyder fantastisk – men det kunne jeg aldrig selv gøre!"
At flytte sammen med sine forældre – som man måske lige har vænnet sig til at leve uden – står ikke højt på mange danskeres ønskeliste. Det forbindes ofte med gamle dage. Eller med andre kulturer langt herfra.
"Vi ligner nok hinanden lidt for meget"
Selvfølgelig har der været gnidninger – det er uundgåeligt, når flere generationer skal bo under samme tag.
"Vi har haft vores sammenstød," fortæller Vibeke. "Min far og jeg ligner nok hinanden lidt for meget. Vi får ikke altid sagt tingene på den rigtige måde."
Leif nikker og supplerer:
"Jeg blev irriteret over, at der ikke var nok struktur. Jeg kan godt lide overblik og faste aftaler. Jeg skulle lære, at ting tager den tid, de tager."
"Og ting tager tid, når det er mig," smiler Vibeke. "Jeg er et rodehoved. Det er min mor ikke!"
Køleskabet er opdelt, så hver har sine egne hylder. Maibritt indrømmer, at hun nogle gange har haft svært ved at se på rodet på Vibekes hylder. En enkelt gang har hun smidt noget gammelt brød ud.
"På sigt kommer der to køleskabe," griner hun.
Når det kommer til børneopdragelse, sidder der tre voksne omkring bordet med forskellige holdninger – og en samlet erfaring, der ikke er til at kimse ad.
"Børn må godt svine over hele stuen, når de lærer at spise selv. Sådan var det ikke, da Vibeke og hendes bror var små," siger Leif.
Skal Niels Peter spise rugbrødet, når han har spist pålægget?
"Nej," svarer Vibeke uden tøven.
Leif virker mest lettet over, at det ikke længere er hans ansvar. Maibritt forholder sig mere stille. Men alle er enige om, at Niels Peter nok skal lære, at voksne har forskellige regler.
"Vi kunne ikke ønske os en større gave end at bo sammen med vores barnebarn," siger Leif. Maibritt nikker stille.
Fællesspisning med naboerne
Vibeke er vokset op i Elstedhøj og har boet her det meste af sin barndom sammen med sine forældre og sin lillebror. FDF har altid været en vigtig del af familiens liv. Leif har været FDF-leder, Maibritt madmor på lejrene, og Vibeke var selv aktiv og blev sidenhen leder. Familien kender derfor mange mennesker i Lystrup.
Da både Vibeke og hendes lillebror flyttede hjemmefra, rykkede forældrene også videre. Men Maibritt beholdt sin opskrivning hos boligorganisationen, og da beslutningen om at flytte sammen blev taget, fik de hurtigt tilbudt en femværelses lejlighed i samme blok, som de engang var flyttet fra.
I dag føler de sig hjemme i Elstedhøj igen – omgivet af kendte ansigter og gamle naboer. Hver 14. dag deltager de i fællesspisning i det boligsociale tilbud Nøglen, og Vibeke kommer ofte forbi med Niels Peter. Det er vigtigt for hende, at han lærer området og børnene at kende – også dem med en anden etnisk baggrund.
Hverdagslogistik og fællesøkonomi
Familien har oprettet en fælles bofællesskabskonto til faste udgifter. De skiftes til at købe ind og afregner løbende via MobilePay. Oftest spiser de sammen, og det er som regel Leif, der står for maden. Praktiske spørgsmål bliver taget op og løst omkring spisebordet.