Gani Dudus er en klog mand. Ikke kun fordi han er specialarbejder i optisk fiber, men også fordi han ved, hvornår han skal give sin kone ret. Så da hans kone, Ajnur Dudus, læste et opslag i opgangen om, at man kunne benytte sig af kollektiv råderet til at få et nyt køkken, svarede han prompte:
"Kvinden bestemmer. ‘Hvis du har lyst til det, så gør vi det.’”
Ægteparret griner begge to, når Gani fortæller historien om den dag i sommeren 2024, hvor to opslag blev hængt op på opslagstavlen i deres opgang i fsb-afdelingen Blaagaarden, hvor de har boet i 30 år. Deres lejlighed havde stadig det oprindelige køkken fra dengang, bygningen blev opført i 1982 - dog havde de for 13 år siden fået skiftet køkkenlåger og bordplade. Tiden var løbet fra køkkenet, og nu var tiden kommet til at få et helt nyt køkken – og det lod sig gøre, fordi afdelingen havde oprettet en pulje med kollektiv råderet.
Køkken for 80.000 kroner
Kollektiv råderet betyder, at en afdeling går sammen om at optage et fælles lån, som beboerne kan benytte til at få nyt køkken eller bad. Det er op til de enkelte beboere, om de ønsker at gøre brug af tilbuddet. Hos boligafdelingen Blaagaarden var det også planen at oprette en altanpulje, men da der ikke var nok tilmeldinger, blev den skrinlagt igen.
I afdelingen har man besluttet, at et nyt køkken maksimalt må koste 80.000 kroner – inklusiv opsætning, moms og et administrationsgebyr på 7.300 kroner, der dækker låneomkostninger.
"Jeg tror, at vores køkken endte med at koste omkring 78.000 kroner," fortæller Ajnur Dudus.
Hun og hendes mand besøgte selv køkkenfirmaet HTH for at vælge det køkken, de ønskede. Valget faldt på hvide elementer med en sort- og hvidmarmoreret bordplade. Det viste sig, at de to andre lejligheder i opgangen, der også benyttede sig af tilbuddet, valgte præcis den samme kombination af farver og elementer.
Når man bruger den kollektive råderet, så er det afdelingen, der fastsætter rammerne for, hvad man kan vælge.
"Vi kunne også vælge grå skabe eller en anden bordplade – og vi måtte også selv beslutte, om det skulle være med eller uden håndtag," fortæller Ajnur med et smil.
Sådan forløb processen for parret: