Hej Brevkasse
Jeg er snart færdig med min uddannelse. Kan jeg blive boende i min ungdomsbolig?
Mange hilsner den snart færdiguddannede
Kære den snart færdiguddannede
For det første mange gange tillykke med, at du snart er færdig med din uddannelse!
Almene ungdomsboliger udlejes til unge under uddannelse, men også til unge med et særligt behov.
Hvis du ikke studerer og ønsker at bo i en ungdomsbolig, vil en konkret vurdering afgøre, om du har særlige behov og derfor kan bo i en ungdomsbolig.
Boligselskabet skal en gang om året kontrollere, at ungdomsboligerne bliver beboet af den rette personkreds. Det betyder, at boligselskabet skal kontrollere, at du fortsat er studerende (studiekontrol) eller fortsat har et særligt behov.
Det er boligselskabet, der beslutter, hvordan kontrollen foregår. Hos nogle boligselskaber skal du udfylde en studiekontrolsblanket og få den godkendt og underskrevet på dit uddannelsessted. Hos andre boligselskaber foregår studiekontrollen digitalt.
Mange hilsner Anni