Kære brevkasse 

Jeg føler mig ikke længere tryg ved at gå i kælderen. Der roder med stole og slikpapir foran mit rum, og min underbo har flere gange hørt larm og stemmer dernede om aftenen. Hun tror, det er unge. Jeg har boet her i mange år og har altid følt mig tryg, men nu undgår jeg kælderen – især, når det er mørkt.

Hilsen 
Den utrygge beboer 


Kære utrygge beboer

Det er helt forståeligt, at du føler dig utryg i kælderen, når der er fremmede dernede. Tal gerne med dine naboer og hør, om de oplever det samme, og om nogen ved, hvem det er. Måske kan I holde et lille møde og finde en fælles løsning – fx holde øje sammen, sætte en lås på døren eller tage en rolig snak med dem, der opholder sig der. Hvis det ikke hjælper, så kontakt ejendomsfunktionæren. Du skal kunne føle dig tryg i dit hjem.

De bedste hilsner 
Miguel


Har du spørgsmål om almen boligjura eller konfliktmægling? Vores brevkasse hjælper dig med juridiske spørgsmål omkring almene boliger og konfliktmægling mellem beboere eller med boligorganisationen.