Video: Mia rykker ud, når nabokrigen raser

03. mar 2022

Video: Mia rykker ud, når nabokrigen raser

Som en anden fredsmægler tilkaldes Mia Priskorn, når nabokonflikterne er gået i hårdknude. Hør i videoen hendes vildeste oplevelser.

Foto: Andreas Holm Hansen

Foto: Andreas Holm Hansen

Når to naboer erklærer krig mod hinanden, er det op til Mia Priskorn at rede trådene ud.

Hun er konfliktmægler for fsb og ekspert i nabostridigheder. Det er hendes job at drage ud til boligområder, når naboerne er røget i totterne på hinanden for at mane dem til ro og enighed igen.

”Nogle nabostridigheder kan godt have stået på i flere år, før jeg kommer ind i billedet”, siger Mia Priskorn.

”Så har naboerne ofte et ønske om at skade hinanden med hærværk, drillerier eller chikane. Det kan godt være lidt af en mundfuld at komme ud til”. 

Hør i videoen mere om de vilde nabokonflikter, Mia Priskorn har været ude for at håndtere.

Støj er det største klagepunkt

75 procent af alle naboklager handler om larm og støj. Det kan være alt lige fra larmende børnefamilier og festglade unge til par, der har højlydt sex.

"Mange lejlighedsboliger er bygget i en tid, hvor man ikke lydisolerede ordenligt, sådan at man nemt kan følge med i naboens liv på en privat og invaderende måde. Det kan være til stor gene, så det er typisk her, dilemmaerne opstår", siger Mia Priskorn.

Hun forklarer, at stridighederne ofte opstår, når forskellige hushold bor ved siden af hinanden. 

"For en enlig person kan en børnefamilie for eksempel være en massiv invasiv lydgene. Inden du bekriger din nabo, så husk derfor på, at vi alle er forskellige, og vores tolerancer sjældent er ens".    

Tal sammen før konflikterne udvikler sig

Mia Priskorn stræder typisk ind på scenen, når den ene part i en nabokonflikt har indgivet en juridisk klage til fsb.

”Det handler for mig om at få en dialog op og køre mellem parterne, sådan at tingene ikke eksploderer og bliver grimme", siger hun.

"Ofte kan man undgå de helt store konflikter, hvis man bare tager problemerne i opløbet og taler sammen om det. Derfor hjælper det at tænke ’vi’ og ikke ’mig’, når man vil have et naboskab til at fungere. ”

På sin røde cykel drager Mia Priskorn rundt til Københavns mange boligområder for at indbyde til dialogkaffe mellem genstridige naboerne. 

Her skulle man tro, at hun engang imellem ville få nok af alle skænderierne og konflikterne, men sådan forholder det sig ikke.

"Jeg synes, det er så fedt et job, når det lykkedes for mig at skabe bro og forståelse mellem to parter, der ellers er hinandens ærkefjender. Det giver mig maximal arbejdsglæde", siger Mia Priskorn.

 

Få hjælp til at løse nabokonflikter

Står du selv i en situation, hvor der er opstået en umiddelbar uløselig konflikt med naboen, er der flere ting, du kan gøre. 

Tjek om der er en husorden i dit boligselskab, der anviser, hvordan man er sammen i opgangen.

Anerkend at der er noget, der generer. Vær åben og lyttende overfor din nabo.

Lav en aftale med den anden part om at tale sammen om problemet.

Få en tredjepart med til at bistå, hvis det er nødvendigt. Det kan dit boligselskab muligvis hjælpe dig med.. 

Bor du i en boligafdeling administreret af fsb, kan du også kontakte Mia Priskorn for hjælp. Læs mere om det her.