Trine betalte 91.000 kr. af på sin gæld sidste år

22. mar 2022

Trine betalte 91.000 kr. af på sin gæld sidste år

Trine Schou Munk forsørger sin familie på 3 med sin elevløn og nogle vikarvagter. Alligevel lykkedes det hende at betale 91.000 kr. af på sin gæld sidste år.

Foto: Trine Schou Munk

Foto: Trine Schou Munk

Trine Schou Munk har opbygget en stor gæld. Men nu skal det være slut.

Hun har startet et nyt liv sammen med sin kone og barn, og selvom hun kun har en elevløn suppleret med vikarvagter, betaler de  stædigt af på deres gæld.

Læs her, hvordan hun gør.

Trine Schou Munk gik fra et liv med forbrugslån til at få styr på økonomien og høvle af på gælden.

Hvem: Trine Schou Munk, 35 år. Bor sammen med sin hjemmegående hustru Kristin og sønnen Louis på fire år.

Hvad: Læser til social- og sundhedsassistent om dagen og kører vikarvagter som SoSu om aftenen.  

Hvor: Find Trines videoer på YouTube-kanalen ’Trine Tjekker Ud’ eller følg hendes sparerejse på instagramprofilen @trinetjekkerud.

Hvad består din gæld af?

”Inden jeg mødte min kone, levede jeg fra dag til dag og gjorde lige, hvad jeg havde lyst til. Det havde jeg egentligt ikke råd til, så jeg fik det finansieret ved lån. Derudover har jeg SU-lån for en fireårig bachelor, og min kone har også SU-gæld fra en femårig kandidatuddannelse. Det er sammenlagt ni års SU-gæld, vi har tilsammen. Vi har også gæld fra en bil, vi har købt på afbetaling.”

Hvornår besluttede du dig for at gøre noget ved dit forbrug og din gæld?

”I 2020 boede vi i København. Min kone var ved at være færdiguddannet, og jeg havde været færdiguddannet i fire år, men havde ikke fundet arbejde, hvor jeg kunne bruge min uddannelse. Derfor havde jeg haft ufaglærte jobs, jeg ikke tjente særlig meget på.

Vi skulle beslutte os for, hvad vi gerne ville i fremtiden, og vi var enige om, at vi ikke længere ville have ondt i maven over vores økonomi.

Så i 2020 dannede vi os et overblik over, hvad vi skyldte, og hvordan vi gerne ville leve.”

Hvad var det første, I gjorde?

”Vi udskrev vores forbrug for hele 2020 fra vores Dankort for at se, hvad vi havde brugt.

Vi byggede det op, som de gør i Luksusfælden, men bare endnu mere detaljeret.

Vi havde kategorier, der hed ’bager’, og en post der hed ’kiosk’. Vi kunne se, at vi faktisk havde penge nok, vi brugte dem bare helt forkert, og derfor havde vi underskud hver måned.

Vi kunne fx se, at vi brugte mange penge på takeaway. Vi begyndte at spare alt, vi overhovedet kunne og tog nogle ret drastiske valg for at få forbruget ned.

I januar 2021 havde vi spareplanen og budgettet klar. Vi lavede planen selv efter at have søgt inspiration på YouTube og Instagram.”

Nemme og billige madpakker til aftenvagterne som tilkaldevikar.

Hvad er dine 10 bedste råd til at ryddet op i økonomien og afbetalt på gælden?

1. Find en fornuftig husleje

Vi flyttede fra København til en almen bolig i Kalundborg for at få lavere udgifter. Alene i husleje sparer vi 8.000 kr. om måneden bare ved at være flyttet.”

2. Kend dine styrker og svagheder

”Fordi vi har gennemgået vores budget på den måde, så kender vi også vores svage sider og ved, hvor vi falder i henne.

Det er cafebesøg og takeaway. Så har vi fundet ud af at lave vores egen lækre kaffe derhjemme.

De dage, hvor vi kommer sent hjem og er trætte, hvor vi normalt ville spise noget takeaway, der har vi lært at have en frysepizza eller færdig dej med topping klar.”


Familien har mange forskellige opsparingskontoer - alle med sjove navne


3. Find et system, der virker for dig

”Vi lavede et system med konvolutter. Vi hæver kontakter og lægger dem i konvolutterne. Vi får konvolutpenge hver søndag, hvor vi handler stort ind til hele ugen.

Der er ikke nogen ting, vi ikke må gøre, men vi må bare ikke bruge flere penge, end der er i den konvolut.

Vi har en opsparing, der hedder ’familiesjov’, som vi kan bruge, når vi har bruge for at fyre den af, for vi kan ikke leve sådan her altid. Vi har opsparinger til alt muligt, f.eks. hvis vi vil på ferie.”

4. Husk altid at forhandle

”Man kan forhandle om mange ting, vi har f.eks. forhandlet om lånet til vores bil.

Man kan faktisk forhandle om mange flere ting, end man måske tror. Se om du kan lave en aftale om rentestop e.l. med kreditorerne, de vil hellere have lidt end slet ikke noget.

De er faktisk meget søde, hvis man selv har styr på sine ting og har lavet sit forarbejde.”


Trine er i gang med at opbygge et lager og køber stort ind, når der er gode tilbud.


5. Vær forberedt på alle situationer ved at have et lager

”Vi er ved at bygge et lager op, som skal rumme et års forbrug af fx deodoranter etc.

Vi køber også legetøj, når det er på tilbud, som vi kan bruge som gave. Vi har mange ting oppe på loftet. Julegaver, nissegaver, fødselsdagsgaver, værtindegaver.”

6. Hav altid en buffer til akutte problemer

”Vi har altid en opsparing på 7.000 kr. stående. Det er mange penge for os, det er mere end halvdelen af min elevløn. Det er rigtigt dyrt ikke have nogle penge og skulle ud og tage kviklån, hvis man f.eks. flækker en tand eller noget andet, der bare skal klares nu og her.”

7. Undgå de dyre tank- og kioskbesøg

”Vi har fx altid tre rammer cola liggende i bilen og nogle køresnacks frosset ned, så man lige kan tage nogle pizzasnegle op, så man ikke kører på tanken. Så sparer man vildt mange penge på den måde.”

8. Skaf penge på flere måder

”Vi gør også noget for at få penge andre steder fra, som ikke er reelle kontanter, men som kan give os oplevelser.

Vi svarer blandt andet på nogle spørgeskemaer, hvor vi snart har sparet op til at komme gratis i LaLandia.”

9. Lav en plan for din afbetaling

”Vi har få, men meget store kreditorer. Vi betaler minimumsbeløbet til dem alle sammen, men vi har også lavet en prioriteret liste, så vi betaler de mindste ud først.

Det hedder sneboldseffekten, når man afbetaler på den måde. Hver gang, et lån er blevet betalt ud, ryger pengene, som man betalte til det lån, over på det næste.

Rent psykologisk er det en fed følelse, hver gang vi betaler en kreditor ud. I november sidste år udbetalte vi to kreditorer. Til september udbetaler vi en til.

Vi regner med at være gældfri om otte år. Det kan godt komme til at gå hurtigere, når jeg er færdiguddannet og kommer til at tjene flere penge. Vi har ikke særlig mange udgifter, men vi prioriterer at betale af. Hvis vi får ekstra penge ind, bliver de brugt på at betale ekstra af.”

Alle gode tilbud med datomærkning ryger direkte i fryseren til senere brug.

10. Bryd tabuet

”Folk har ikke noget i mod at tale om, at de optager gæld, men de kan ikke lide at tale om, at de skylder penge og måske har det svært økonomisk.

Det er en underlig tendens. Det er ikke længere normalt, at man sparer op, før man køber, folk køber på lån.

Før gik jeg meget op i, hvad andre tænkte om mig, men nu er jeg ligeglad. Jeg er SoSu og har aldrig været gladere.. Jeg køber alt på tilbud og går i tøj fra H&M.”