Video: Henri synes, det er fedt at være håndværker

05. maj 2022

Video: Henri synes, det er fedt at være håndværker

Henri Estrup er glad for at være i lære som bygningssnedker. Men byggeriet mangler flere som ham. For alt for mange unge vælger gymnasiet i stedet for en erhvervsuddannelse.  

 

”Det er fedt at være fysisk hver dag og bruge sine hænder til at skabe noget, som andre kan bruge i mange år.”

Henri Estrup er 21 år. Han læser til bygningssnedker på NEXT København og er halvvejs igennem sit lærlingeforløb i et snedkerfirma.

For fem år siden havde han ikke selv troet, at han ville gå den vej. For som så mange andre unge i dag, valgte han at gå på gymnasiet, da han var færdig med folkeskolen – og afsluttede med en studentereksamen.   

Men Henri kunne godt mærke, at han ikke brændte for at gå videre på universitetet som flere af sine klassekammerater. Han ville hellere bruge sine hænder til at skabe noget, som han selv kunne sætte sit præg på.

”Jeg har blandt andet lige været med til at bygge kanonramper på Kronborg. Dem vil mine kommende børnebørn stadig kunne kigge på om 100 år. Det er da lidt sejt,” siger han stolt til de unge piger og drenge fra ungdomsklubben i Brønshøj, som denne dag har sneget sig ind til hans peptalk om erhvervsskoler.

Hør Henri Estrup fortælle, hvorfor han valgte at uddanne sig til bygningssnedker, og hvad sådan en laver, i videoen her:

Henri taler håndværkerfaget op

Henri er taget ud i ungdomsklubben sammen med Bygherreforeningen for at se, om de kan lokke flere unge til at søge ind på erhvervsskolerne. For alt for få unge søger ind på erhvervsskolerne. Og alt for mange dropper ud igen.

Og det gør, at der ifølge prognoser i 2025 vil mangle omkring 17.000 faglærte i byggeriet som murere, tømrere og VVS’ere. Et skræmmende tal, som også vil blive en kæmpe udfordring på landets byggepladser.

”At uddanne sig til håndværker er desværre blevet talt helt ned de sidste mange år. De unge går efter gymnasiet og en videregående uddannelse, for det har de fået at vide er det rigtige at gøre. Men jeg håber, at flere unge vælger håndværkervejen, for efter min mening er det det fedeste,” fortæller Henri.

Ifølge ham giver en håndværker-uddannelse kendskab til hele byggebranchen, og det er en god billet til at komme videre indenfor det fag, man vælger.  

”Der bliver masser af arbejde til jer, for om få år bliver der stor mangel på håndværkere. Så det er bare om at komme i gang nu, så I er klar,” fortæller Henri de unge klubfolk.

”Men er der penge i det?” spørger en af drengene fra klubben. ”For ellers gider jeg ikke,” tilføjer han grinende.

”Der er ingen håndværkere, som går sultne i seng – så meget kan jeg i hvert fald love,” svarer Henri. ”Det er kun dig selv, der sætter grænsen.”

Henri var ude i ungdomsklubben sammen med et lille hold, som skal turnere rundt for at oplyse andre unge, at man kan få mange fede uddannelser på landets erhvervsskoler.

Teamet den aften i Brønshøj var Fatma Sara Kücükakin fra Bygherreforeningen, Henri Estrup, i lære som bygningssnedker, Yunus Cetiner fra Københavns Socialforvaltning og Muhammed Temel, der er udlært VVS'er.

Hvis du vil søge en erhvervs-uddannelse

Overvejer du at blive håndværker, frisør eller kok, så skal du tage en erhvervsuddannelse.

Du kan søge ind på erhvervsskolerne direkte fra 9. eller 10. klasse. 

Er du over 25 år og ønsker at blive faglært, kan du søge erhvervsuddannelse for voksne.

Adgangskravet er, at du skal have mindst 02 i dansk og matematik og bestået folkeskolens afgangseksamen. 

En erhvervsuddannelse tager mellem 2 og 5 år. Det afhænger af din alder, om du kommer direkte fra folkeskolen, og hvilket speciale du vælger.

Læs på UddannelsesGuiden, hvilke erhvervsuddannelser du kan vælge.