Persille: "Sådan bliver to halve porrer til 121"

16. maj 2022

Persille: "Sådan bliver to halve porrer til 121"

I sin lejlighed på første sal i storbyen gendyrker Persille Ingerslev resterne fra de grøntsager, hun har købt i supermarkedet. En af hendes rekorder er at forvandle to halve porrer til 121 nye porrer plus 5000 porrefrø. Gendyrkning er billigt og nemt og kræver ikke meget plads.

Foto: Kira Dinesen

Foto: Kira Dinesen

Hvem: Persille Ingerslev, forfatter og foredragsholder, 43 år

Hvor: Bor i en toværelses lejlighed på 1. sal på Frederiksberg

Hvad: Forfatter til bogen ’Gendyrk – flere porrer til folket’. Få hendes gode tips på Instagramprofilen @persilleshjemmedyrk eller Facebooksiden Persilles Hjemmedyrk

 

Hvornår begyndte du at gendyrke grøntsager?

”Det er omkring 10 år siden efter en svær periode, hvor jeg skulle finde min vej i livet. Jeg var på kontanthjælp og havde været i aktivering med al muligt, men der kom ikke rigtig noget ud af det. Jeg prøvede i årevis at have et almindeligt arbejde, men det lykkedes ikke. Jeg har aldrig haft et almindeligt arbejde mere end seks måneder ad gangen, så er det endt med, at jeg har ligget i fosterstilling og haft angst og depression. Det var et lykketræf, at jeg fandt ud af det med planter. Jeg har ikke specielt meget plads og havde ingen særlig viden og havde ingen penge. Det viste sig at være det bedste udgangspunkt.”


Forårsløg er en af de grøntsager, der er lettest og hurtigst at gendyrke.
Foto: Kira Dinesen

Hvad var det første, du gendyrkede?

”Min mand havde set på nettet, at man kunne sætte stubbene fra forårsløg i vand, og så ville de vokse i det uendelige. Så prøvede jeg det, men det passede overhovedet ikke, de rådnede på ingen tid, og det lugtede forfærdeligt. Så prøvede jeg at stikke dem ned i noget jord, og dét var nøglen. I øjeblikket er min rekord med forårsløg at få 11 af det samme forårsløg og at få frø til såning.”


Hvilke grøntsager kan man gendyrke?

”Jeg har skrevet bogen ’Gendyrk’, og der fandt jeg frem til 47 almindelige afgrøder, som vi som regel alligevel har i vores køkkener. Det kan fx være spidskål, hvidløg, tomater, majs, linser, bønner, ærter, broccoli, ingefær, gurkemeje, mango og avocado.”


Hvad gendyrker du selv lige nu?

Lige nu er jeg i gang med tomater, cubansk oregano, porrer, forårsløg, hvidløg, karse, majs, radiser, mispel, kål, ingefær og citron i mit køkken. Jeg dyrker ananas inde i stuen. Jeg bor vel at mærke i en toværelses, og jeg har ingen have.”


Hvad er forskellen på at så et frø og så gendyrke toppen af fx en porre eller et forårsløg?

”Hvis du dyrker noget fra frø, så skal du følge årstiderne. Men hvis du gendyrker, så kan du gøre det året rundt. Det er overhovedet ikke svært at gendyrke, og det går meget hurtigere, end hvis man dyrker noget fra frø.”

Når ananastoppen har fået rødder, kan den plantes over i en potte jord.
Foto: Kira Dinesen


Hvor stor en del af planten skal man bruge til gendyrkning?

”Meget lidt, bare en centimeter. Det er rødderne, som man alligevel ikke spiser.”


Hvad kræver det af remedier?

”Du kan få en pose pottemuld for 12 kr. Potterne finder jeg i plastcontaineren i min ejendom. Så koster det ellers ikke noget andet end det mad, jeg har i mit køkken i løbet af et år.”


Avocadotræ dyrket fra en avocadosten i en potte med jord. Du behøver hverken
tandstikker eller vandbade for at plante avocado. Foto: Kira Dinesen



Hvilke grøntsager er du selvforsynende i?

”Der er nogle ting, jeg er blevet selvforsynende med, fx ingefær, som er en flerårig vækst. Den vokser op om foråret og visner ned om efteråret, men rødderne ligger bare og vokser nede i jorden. Jeg kan høste ingefær året rundt.”


Kan grøntsager blive for gamle til gendyrkning?

”Alle levende væsner kan jo dø, men selv den mest runkne, kedelige rødbede kan altså godt blive plantet og så live op på ny.”


Hvilken grøntsag har overrasket dig mest, da du gendyrkede den?

”Det er uden tvivl porrer, der har overrasket mig mest. Når man gendyrker en porre, vokser den ofte helt almindeligt frem igen, men andre gange visner den ned, og så kravler væksten ned i jorden og danner porreløg. Dem kan man enten spise, eller også kan man lade dem stå i jorden, og året efter bliver de til fuldt udvoksede porrer. Min rekord er at trylle to halve porrer om til 121 hele porrer plus 5000 frø.”


Ved du, hvor meget man kan spare på madbudgettet ved at gendyrke frugt og grønt?

”Lad os sige, at et bundt forårsløg koster seks kroner. Hvis du kan spise dem fem eller ti gange ved hjælp af gendyrkning, så er det jo allerede penge i banken. Jeg ved ikke længere, hvad en bakke ingefær koster, for jeg har dem bare. Det er meget nemt og meget simpelt at gendyrke grøntsager. Det er hyggeligt, det er gratis mad, mindskning af affald og haveterapi i egen vindueskarm. Det er win-win hele vejen rundt.”

Sådan gendyrker du ananas, forårsløg, avocado og spidskål

Ananas:
Skær toppen af ananassen og fjern al frugtkødet. Pil de nederste fire lag bladpar af og sæt den i vand med den afskårne ende nedad. Så slår den rødder. Plant den derefter over i en potte med helt almindelig pottemuld. Det bliver en stor, smuk stueplante, og på andet-året får man frisk ananasfrugt. 



Forårsløg:
Du skærer den nederste del med rødderne af og sætter dem med rødderne under jorden og den lille snip over jorden. Allerede dagen efter vil du kunne se, at den er i gang med at vokse. I sommerhalvåret vil et forårsløg være fuldt udvokset i løbet af syv til ti dage.

Avocado:
I årenes løb har jeg fundet ud af, at der findes en helt idiotisk mængde tutorials på internettet, som er aldeles unødvendige. Folk skriver, at man skal bruge tandstikker, eller at stenen skal ligge seks uger i køleskab, men det skal den altså ikke. Jeg tager en avocadosten, og så stikker jeg den ned i noget jord, og det er det.

Spidskål:
Når du har spist bladene på dit spidskål, er der en lille stub tilbage. Den kan du skrue ned i en urtepotte med jord på samme måde, som du skruer en elpære i. Så vokser det frem igen som bladgrønt, man kan plukke af løbende til salater, pizzatopping osv. Sådan et spidskål kan du have i op til to år. Nogle af stubbene laver også et nyt spidskål.