Mindre bolig gav mere nærvær til børnefamilie

24. jun 2022

Mindre bolig gav mere nærvær til børnefamilie

Rengøring, vinduespudsning, græsslåning og mere rengøring. Da Camilla Riise og hendes familie boede i et stort hus på 146m2 med en tilhørende have på 1000m2, gik al fritiden med at holde hjemmet ude og inde. Efter familien flyttede ind i et rækkehus på blot 63m2, har de fået mere tid til hinanden.

Foto: Camilla Riise, Privat

Foto: Camilla Riise, Privat



Hvem: Camilla Riise, 34 år, arbejder på et bosted i socialpsykiatrien
Hvad: Bor sammen med manden, David, og deres to piger Sofia og Malou på 9 og 10 år samt hunden Mira
Hvor: Bor i et rækkehus på 63m2 i Skibby
IG: Følg Camillas dagligdag i et pladsoptimeret hus på instagramprofilen @Lillebolig_storedroemme

Hvordan bor I?
”Vi bor i et rækkehus, som er 74m2 på papiret, men de reelle boligkvadratmetre er 63m2. Der har vi boet i 3,5 år. Huset indeholder to børneværelser, et bad, et køkkenalrum og i forlængelse af det, er der en halv lamelvæg med vores seng bag ved. Børneværelserne er på 9 og 11m2.”

I er en familie på fire mennesker. Hvorfor har I valgt at bo så småt?
”Vi kom fra en lejebolig på 146m2 med en 1000m2 stor have til. Alt familielivet gik bare med at rydde op og gøre rent og slå græs og pudse vinduer. Vi nåede aldrig at blive færdige, så skulle vi starte forfra. Så vi kom frem til, at det gad vi ikke mere. Vi blev trætte af at bo så kæmpestort og ikke have tid til børnene. Det er også smadderdyrt med varmeudgifter, når det er et stort hus, der skal holdes.”

Hvordan forberedte I flytningen fra stort til småt?
”Vi havde simpelthen så mange ting på loftet, og man tænker, hvor kommer alle de her ting fra? Så vi solgte ud og kørte på lossepladsen.”

Hvad kan du godt lide ved at bo på begrænset plads?
”Det har overrasket mig hvor meget tid og overskud, vi har fået. Roen omkring mig. Det sætter jeg virkeligt pris på, og vores børn kan mærke, de har fået mere nærværende forældre. Det er også rart, at når vi havde gjort rent i en halv time, så er det hele rent, og det er hovedrengøring.”

Hvad skal man vinke farvel til, når man bor på begrænset plads?
”Vi har sagt farvel til al overflod. I stedet for 20 skabe i køkkenet, har vi otte skabe.

I køkkenet er der tænkt over, hvad der er puttet ind i det. Hvor mange margretheskåle, skal man have? Skal vi have fem stykker, som vi havde før, eller kan vi godt nøjes med to? Det er den tanke, vi har med os hele vejen i vores hverdag, for man kan hurtigt blive fristet til at købe nyt eller købe mere, men har man egentligt brug for det? Det er den sværeste kunst. De ting, vi har, er virkeligt nogle, vi har valgt til, og som vi sætter pris på. De er nøje udvalgt alle sammen.”

Fjernsynet Hænger På Den Hvide Lamelvæg, Som Skærmer For Det, Parret Kalder Deres Soveværelse. Det Er En Seng Og Et Skab, Der Står Bag Den Halve Lamelvæg
Fjernsynet hænger på den hvide lamelvæg, som skærmer for det, parret kalder deres soveværlse. Det er en seng og et skab, der står bag den halve lampelvæg.
Camillas 'Bageskab', Hvor Hun Har De Store Køkkenmaskiner Stående. Let At Gå Til, Og Let At Pakke Væk, Så De Ikke Fylder På Køkkenbordet
Camillas 'bageskab'. hvor hun har de store køkkenmaskiner stående. Let at gå til og let at pakke væk, så de ike fylder på køkkenbordet.
Der Er Tænkt Omhyggeligt Over Skabenes Indretning, Så Alle Ting Har En Plads. Når Man Ikke Har Så Meget Plads Er Alle Ting Nøje Udvalgt
Der er tænkt omhyggeligt over skabenes indretning, så alle ting har en plads. Når man ikke har så meget plads er alle ting på nøje udvalgte pladser.
Køkken Alrummet Er Også Familiens Stue
Køkken-alrummet er også familiens stue. Derudover rummer rækkehuset to små børneværelser på hhv. ni og elleve kvadratmeter, et badværelse og det afskærmede soveværelse, hvor Camilla og hendes mand sover.
Familiens To Piger Har Hvert Deres Værelse
Familiens to piger har hvert deres værelse. Det ene er ni kvadratmenter og det andet er elleve kvadratmeter.
1

Hvad er dine fem bedste råd til at leve på få kvadratmetre?

1. Alle ting skal have sin egen plads

”En af mine største anbefalinger er, at alt skal have en plads. Det er alt fra mobilopladere, der har faste pladser og er pakket væk inde i skabe. Så de er nemme at gå til, men ligger ikke og flyder. Når det er sådan et lille hus, bliver der let rodet. Hvis ungerne kommer og smider en trøje, så syner det hurtigt rodet, fordi det ikke er så stort. Men jeg ved, hvor alting er henne. Jeg har fuldstændigt styr på, hvad jeg ejer og ikke ejer. Det forsvinder ikke i alt det andet lort.”

2. Lav en liste over de nødvendigste ting

”Sæt dig ned og find ud af hvilke ting, du har brug for. Skriv fx en liste over hvilke ting, du har brug for i dit køkken. Når man først er flyttet ind, får man hurtigt proppet ind masse ting ind. Så kan man lige tage fat på sin liste og se, hvad man egentligt havde brug for. Så holder man fokus på, at man skal begrænse sig. Det gælder alt fra krydderibøtter til sko. Hvor mange sko har du egentligt brug for? Får du gået med alle dine sko eller er der nogen, der bare står der? Spørg dig selv: har den her ting en funktion i mit liv?”

3. Brug alle rester, inden du køber nyt

”Da vi flyttede ind, havde vi fx vildt mange shampoo-rester, så de skulle bruges først. Nu køber vi først, når det andet er brugt op. Det samme gælder rengøringsmidler. Det har virkeligt sparet os for meget opbevaringsplads, fordi vi ikke har 47 forskellige bøtter rengøringsmidler stående. Vi har også ryddet ud i parfumer og cremer. Vi har fx aftalt, at vi må have to parfumer hver.”

4. Optimer dine opbevaringssteder

”Vores seng er fx en Ikea-seng, som vi har tilpasset. Der er fyldt med opbevaring nede under den, så der er plads til vores ting. Al pladsen under sengen er udnyttet. I et af vores skabe i gangen har vi vores jakker for oven og vasketøjskurvene i bunden, som man kan trække ud. Det sparer plads på gulvet, at man ikke skal have en vasketøjskurv stående. Vi har også et ’bage-skab’, altså et Ikea- skab, hvor vi har sat ekstra hylder i, så vi kan have alt vores køkkengrej. Der står min røremaskine, for den fylder meget på et køkkenbord, når man ikke har meget køkkenbordsplads. Den blev hurtigt tegnet ind på min plan over hvilke ting, der skulle have en plads i huset.”

5. Begræns garderoben

”Inden vi flyttede hertil, var børnenes tøjskabe tit fyldt med tøj, de ikke længere kunne passe. Efter vi er flyttet hertil, er vi blevet gode til jævnligt at rydde ud i værelserne blandt de ting, der ikke længere er aktuelle. Jeg tror, min store pige har syv par bukser og samme antal hættetrøjer. Hun går med det hele. Hun har kun det, hun allerbedst kan lide, og det gælder også os andre.”