Marias hjem består kun af genbrug

09. jun 2022

Marias hjem består kun af genbrug

Maria Olterbech fra Fruehøjgaard i Tjørring har Danmarks vildeste genbrugshjem. Næsten alt, hvad hun ejer, er fra 1950’erne og 60’erne.

Foto: Andreas Holm Hansen

Foto: Andreas Holm Hansen

I Fruehøjgaard i Tjørring har Maria Olterbech indrettet sig med en overflod af loppelund fra 50’- og 60’erne.

Elvisplader, Morten Korch-kjoler og gamle Mickey Mouse-figurer pryder hver en væg i hendes lille treværelses hjem.

”Jeg elsker genbrug. Det er min hobby, interesse og livsstil at have genbrug med i bagagen”, siger Maria Olterbech.

Faktisk går hun så meget ind for genanvendelse, at hun har tatoveret genbrugstegnet på sin krop.

”Jeg går nok i genbrugsbutikker to til tre gange om ugen”, siger Maria Olterbech.

”En ting er, at jeg sparer en masse penge ved at leve på denne måde, og at det er godt for miljøet. Noget andet er, at det sjovt at tænke på, hvilken historie der gemmer sig bag tingene”.  

Se de mange sjove loppefund herunder og hør historierne bag i videoen:

"Jeg samler på gamle Mickey Mouse- figurer, for dem man ikke andet end blive glad over at se på. Mine ædleste er fra 1930'erne". 

"Denne kjole startede det hele. Jeg forelskede mig straks i den og siden hen i hele tiden omkring 1950'erne, hvor kjolen er fra".

"Min mor var stor Elvis-fan, så det blev jeg også. Hun havde en stor samling LP'er og dukker med Elvis, som jeg har overtaget". 

"Jeg har fire brudekjoler fra 1960'erne, som, jeg synes, er så flotte. Det kunne jo være, man en skønne dag var heldig at finde en, der faldt på knæ". 

"Spejle er fantastiske, særligt når de er udsmykket på anderledes måder. Især de gamle Murano-spejle er jeg helt vild med og leder altid efter".

"Jeg spurgte min tatovør, om ikke han kunne tatovere mine ynglings vintage-genstande. Jeg har også genbrugsmærket tatoveret på min anden arm".

Genbrug hjælper dig selv og andre

Danmark er den største tøjforbruger i Norden og kun 3 procent af vores totale tøj- og tekstilforbrug bliver genbrugt. En måde at sænke landets CO2-aftryk på er at genbruge mere tøj.

Røde Kors har ca. 1900 blå tøjcontainere fordelt i hele landet, hvor du kan aflevere dit brugte tøj, som vil blive fordelt til deres 250 genbrugsbutikker samt til udsatte herhjemme og ude i verden.

Salget af genbrugstøj indbringer millioner af kroner til Røde Kors’ hjælpearbejde i Danmark og internationalt. I 2020 lå overskuddet på 54 mio. kr.