Sæt kulør på dit hjem

27. jan 2022

Sæt kulør på dit hjem

Sofie Rasmussens hjem er fyldt med lækre farver, og der er ingen grænser for, hvad man kan sætte sammen, så det ser flot ud.

Blåt gulv, orange bord og lilla vægge. I Sofie Rasmussens hjem er der smæk på farverne, og der er ingen grænser for, hvad man kan sætte sammen, så det ser flot ud. Bo Godt har bedt farveentusiasten fortælle om, hvordan man indretter sig med fuld knald på farvepaletten.


Hvem Sofie Rasmussen, 27 år, journalist

Hvad Bor på skift i lejlighed på 85m2 og sommerhus på 37m2 sammen med sin kæreste

Hvor Følg Sofie på Instagramprofilen @fund_og_farver, hvor hun deler ud af sin farverige indretning


Hvordan vil du karakterisere din indretningsstil?

”Farverig og legende og meget budgetvenlig.”


Er der forskel på, hvordan du har indrettet dig i din lejlighed og dit sommerhus?

”Jeg troede, at jeg ville differentiere indretningen, men når jeg har gæster, siger de: ’gud, hvor man se, at det er jeres sommerhus.’ Min stil går meget igen begge steder, der er det samme farveunivers. I sommerhuset er der lidt mere feriestemning, fordi det er indrettet med bambusmøbler.”
 
Hvornår begyndte du at indrette dig med så mange farver?

”Farver og genbrug har været en del af min stil i både tøj og boligindretning lang tid før, det blev moderne. Jeg er opvokset med en mormor, der tog mig med på loppemarkeder.”


Hvordan bruger du farver i indretningen?

”Jeg skal virkelig være omgivet af farver, for lige så snart der er for beige eller sort og hvidt, så trives jeg ikke i det. Jo flere farver, jo bedre. Det behøver ikke at matche, jeg kan sagtens sætte alle mulige farver sammen. Jeg har ofte plakater og billeder på væggen, som har sindssygt mange farver. Så tager jeg de farver, der er i billederne, og så inkorporerer jeg dem i rummet, så der er noget, der samler farverne. Så bliver det i mine øjne aldrig rodet. I min sommerhusstue har jeg fx blåt gulv, orange spisebord, mintgrønt vitrineskab og nogle af væggene er lilla. I mine øjne hænger det sammen.”


Har du slet ingen neutrale farver i dit hjem?

”Det mest neutrale er nogle af væggene, som er er cafe latte-farvede. Der er ikke noget hvidt – udover køleskabet. Fordi vores sommerhus var sådan et lillebitte, billigt hus, har der været plads til at eksperimentere, så der røg bare flere og flere farver ind.”

 


Hvilken farve bruger du altid i indretningen?

”Det er helt klart blå. Jeg bliver ikke træt af blå. Jeg har tidligere haft en lyserød periode, fordi jeg synes, at lyserød og blåt går godt sammen. Lige i øjeblikket synes jeg bare, at alt med orange gør mig glad, fordi det ligner en sol.”

Er der nogle farver, der ikke passer sammen?

”Jeg kan egentligt godt lide grøn, men jeg synes ikke, at blå og grøn går særligt godt sammen. Det bliver for underligt. Faktisk tror jeg, mit mintgrønne vitrineskab skal males om, for det er den eneste farvekombination, der irriterer mit øje. Jeg prøver mig frem, og en gang imellem må jeg male om.”

Du maler selv dine møbler. Hvilke materialer har du malet på?

”Faktisk alle. Både Ikeamøbler, der har meget glatte overflader, hvor det gælder om at købe en ordentlig grunder, og så slibe det grundigt med sandpapir, inden du maler. Det meste kan males med en god grunder. Jeg har også spraymalet metal flere gange. Man kan også sagtens male kurvemøbler, dem maler jeg også med spray. Spraymaling er i det hele taget noget, jeg er glad for. Når man først lærer det, så er det næsten det nemmeste. Ved kurvemøbler kommer spraymaling godt ind imellem rillerne.”

Maling koster mange penge. Er det ikke dyrt at male så mange ting i forskellige farver?

”For det første har jeg byttet mig til malerrester med andre gennem Instagram. Det er klart, at til spisebordsmalingen køber jeg noget i god kvalitet, men det kostede kun 300 kr., fordi jeg ikke skulle bruge så meget. Er det til mindre møbler, fungerer det helt fint med farveprøver. Spraymalingdåserne kan du få for 40 kr. i supermarkedet eller hos Røverkøb, der kan du komme rimeligt langt, hvis det er småting, du skal male. Farven til mit blå gulv i sommerhuset er rester fra min lejlighed, for jeg bruger al den maling, jeg nu engang har. Hvis jeg har rester, så er det den farve, jeg bruger, i stedet for at lede efter en anden. Jeg blander også rester til nye farver.”

Hvor køber du maling henne?

”Jeg køber aldrig maling online, jeg går altid ned i butikken og ser farveprøverne på kortet og prøver at se det i lidt forskelligt lys. Man kan ikke vurdere farven ordentligt på computeren.”


Hvad er dit bedste råd til folk, der vil have flere farver ind i hjemmet?

”Man kan sætte alt sammen. Hvor kliche det end lyder, så er det kun fantasien, der sætter grænser. Jo flere forskellige ting, farver, mønstre og materialer, man kan sætte sammen, des bedre. Det eneste, jeg passer på med, er at have alt for mange forskellige træsorter, men det er rart både at have en blanding af malede ting og træmøbler, der giver noget naturlighed og noget varme i indretningen. Jeg indretter altid med genbrug, fordi det giver mere personlighed, og du kan altid finde det helt vildt billigt. På den måde kan man også lettere eksperimentere og male det i en vild farve, og hvis det ikke går, så maler man det bare over.”