Et boligområde med snoede stier og ensformige huse kan let blive en uoverskuelig labyrint, hvis man lider af en demenssygdom.
I Himmerland Boligforening vil de forebygge, at deres demente beboere føler sig utrygge, så de uddanner naboerne til at blive demensvenner og bedre til at passe på hinanden.
En af disse beboere er Hanne Hesthaven fra Sundparken i Aalborg.
Hun har uddannet sig til demensven, fordi hun ønsker at gøre op med den berøringsangst, der knytter sig til demente borgere.
"Vi skal ikke være bange for at tage hånd om vores naboer, også selvom de lider af en demenssygdom," siger Hanne Hesthaven.
”I dagens Danmark handler det kun om mig, mig, mig og mig. Jeg vil hellere passe på andre.”
Sørger for, at demente kan blive boende
Når Hanne Hesthaven opdager en nabo udvise tegn på demens, kontakter hun sin beboerkonsulent Rikke Engelbrecht.
Hun er ansat af Himmerland Boligforening, der længe har været kendt for at gøre en aktiv indsats på demensområdet.
”Det er vigtigt, at vi har beboere som Hanne, der udbreder viden om sygdommen og sørger for et godt fællesskab. Således kan demente beboere blive boende i længe tid og have en tryg hverdag på trods af deres sygdom”, siger Rikke Engelbrecht.
Himmerland Boligforening sørger ikke kun for, at deres beboere uddanner sig til demensvenner, men også at driftspersonalet og andre ansatte i boligområderne har viden på området.
”Jeg får ofte en opringning fra en bekymret nabo eller ansat. Det viser bare, at vi sammen er gode til at passe på hinanden. Omsorgen blandt beboerne er stor", siger Rikke Engelbrecht.
Du kan møde Hanne Hesthaven og Rikke Engelbrecht i videoen.