Dyr varmeregning? Få hjælp her

17. feb 2022

Dyr varmeregning? Få hjælp her

Omkring 40.000 almene boliger får glæde af den nye varmecheck. Men der er flere andre muligheder for at få hjælp, hvis du er ramt af de stigende varmepriser.

Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

Lige nu kæmper mange af os med dyre varmeregninger, fordi priserne på el og gas skyder i vejret.

Heldigvis kan de husstande, der tjener mindst, se frem til en skattefri varmecheck på 3.750 kroner. Beløbet går automatisk ind på kontoen, hvis du bor i en af de omkring 40.000 husstande, der har gasfyr eller bor i en bolig, der får varme fra et anlæg, der leverer mere end 65 procent gas.

Har du ikke ret til den skattefri varmecheck, kan du heldigvis søge om hjælp på andre måder.

Varmetillæg – Søg, selvom du fik afslag sidst

Hvis du er pensionist eller førtidspensionist (efter gamle regler, før 2003), kan du søge om et skattefrit tilskud til at dække din høje varmeregning. Og det er der gode grunde til at gøre – også selvom du har søgt tidligere og fået afslag på ansøgningen. Udbetaling Danmark kigger nemlig på, hvor dyr din regning er, når de beslutter, om du kan få det skattefri varmetillæg.

Som enlig kræver det, at din varmeregning er højere end 5.500 kroner om året. Og har du en partner, skal jeres varmeregning lyde på mere end 8.250 kroner for at leve op til kravene for at få varmetillæg. Sørg for at have dine regninger fra de sidste tre år klar, når du går i gang med ansøgningen. Og selvfølgelig dit NemId eller den nye version, som har fået navnet MitID.

 

Får du afslag på varmetillæg, kan du som folkepensionist eller førtidspensionist, søge om det, der bliver kaldt for et personligt tillæg.

Bliver du godkendt til varmetillæg, kan du se frem til at få det skattefri tilskud udbetalt hver måned. Se, hvor meget du kan få, lige her. Bagefter kan du gå i gang med din ansøgning her.

Er du pensionist og har du en personlig tillægsprocent på 0, kan du lige så godt spare dine kræfter. Uanset hvor høj din varmeregning er, kan du se frem til et afslag på din ansøgning.

Større chance for ”personligt tillæg”

Får du afslag på varmetillæg, kan du som folkepensionist eller førtidspensionist (efter de gamle regler, før 2003), søge om det, der bliver kaldt for et personligt tillæg.

Der er ingen faste regler for, hvad et personligt tillæg skal gå til – og du kan derfor også bruge det til at betale de stigende varmeudgifter.

Du søger hos din kommune, og lige nu er chancen for at få godkendt din ansøgning særligt god. Regeringen har nemlig afsat en pulje på 100 mio. kroner, som kommunerne kan søge, hvis de på grund af de stigende varmepriser modtager flere ansøgninger end normalt. Puljen er en del af det, som regeringen kalder for varmepakken.

Når du laver ansøgningen, skal du kunne dokumentere, at din varmeregning er steget. Find dine varmeregninger frem og hav styr på dine indtægter og udgifter, før du går i gang. Din kommune kigger på både din varmeregning og øvrige økonomi, når de beslutter sig for, om du får godkendt ansøgningen.

Får du afslag, er det en god ide at spørge efter en skriftlig afgørelse hos kommunen. På den måde får du mulighed for at klage.

Enkeltydelse – Til dig, der ikke er pensionist

Lever du ikke op til kravene for at søge om varmetillæg eller personligt tillæg, kan du i stedet søge om det, der hedder en enkeltydelse. Det gør du lige her, og det er en god ide at have overblik over din husleje og andre udgifter, før du går i gang med ansøgningen.

Du kan søge, hvis du har en lav indkomst og har større udgifter, end du har råd til at betale. Udbetaling Danmark kigger som altid på hele husstandens indkomst, når de skal finde ud af, om du må få enkeltydelse.

Til dig, der allerede får varmetillæg

Får du allerede varmetillæg, kan du søge om at få det beregnet på ny, hvis din varmeregning pludselig flyver til vejrs. Men du får kun godkendt din ansøgning, hvis regningen stiger med mere end 10 procent – og du skal kunne dokumentere stigningen.

Du skal også huske at give Udbetaling Danmark besked, hvis din – eller din partners – indkomst pludselig ændrer sig. Eller hvis du flytter eller bliver alene. Det kan få betydning for dit varmetillæg.

Kilde: Udbetaling Danmark

Hvad er varmecheck?

Varmechecken bliver udbetalt en enkelt gang, og det sker automatisk. Du får 3.750 kroner skattefrit, hvis hele husstandens indtægt ligger under 550.000 kroner. Du skal have gasfyr, el-radiator eller varmepumpe som din primære varmekilde – eller bo i et fjernvarmeområde, der er ramt af de stigende varmepriser.

Få BL’s holdning til varmechecken lige her.

Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet