Så meget er huslejen steget i landets 5 største byer

21. sep 2021

Så meget er huslejen steget i landets 5 største byer

Manglen på billige boliger trækker spor i huslejen i Danmarks største byer. Især i København er det blevet dyrere at betale husleje.

Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

Det er blevet dyrere at betale husleje, hvis du bor til leje i en af landets 5 største byer.

Især i København skal du i dag have flere penge op af lommen, når huslejen skal betales: For hver kvadratmeter bolig er huslejen steget med 26,4 procent i perioden 2015 til 2021.

Også i Aarhus er huslejen steget markant, så det i dag i gennemsnit koster over 20 procent mere end for 6 år siden.

Du kan se, hvor meget huslejen er steget i hver enkelt by her:

 

Så meget er huslejen steget i landets 5 største byer

Tallene stammer fra Bolig- og Planstyrelsens statistikbank, Boligstat.dk. De omfatter alle former for lejeboliger – altså både private lejeboliger og almene familieboliger.

Almene boliger er non-profit og må ikke give overskud. Huslejen er således kun steget 8,3 procent i almene familieboliger i København i løbet af perioden.

Steget mere end løn og forbrugerpriser

Til sammenligning er lønninger og priserne på varer i supermarkedet steget knap så meget.

Lønnen er generelt i samfundet steget med 9,4 procent i løbet af perioden 2016 til 2020, mens de generelle prisstigninger på varer og tjenester er steget med 3 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistiks forbrugerpris- og lønindeks.