SLIK - sådan finder du det billigt uden at gå på kompromis

05. okt 2021

SLIK - sådan finder du det billigt uden at gå på kompromis

Udgifterne til fredagsslik hurtigt ryger op på et par hundrede kroner, når der skal købes fredagsslik til en hel familie. 

Foto: Privat og Canva

Foto: Privat og Canva

Kinderæg med surpriselegetøj og bland-selv-slik til fredagshyggen.

Alle, der har børn eller børnebørn - eller en sød tand, ved, at udgifterne til fredagsslik hurtigt ryger op på et par hundrede kroner, hvis alle i familien skal have det, de kan lide.

Heldigvis findes der måder at spare på slikbudgettet uden hverken at spise mindre eller gå på kompromis med kvaliteten. Bo Godt har bedt to spareeksperter fortælle om deres slikvaner.

Spare-ekspert 1:

Diana Futtrup, kendt som spare.mor på Instagram.

Diana elsker vingummi, labre larver og chokolademedaljoner.

Hvordan sparer I på slikbudgettet hjemme hos jer?

"Jeg går meget op i, at man ikke behøver undvære for at spare. Når jeg f.eks. er i Tyskland eller andre steder, hvor man kan købe slik, så køber jeg de store plasticbøtter med 1 kg af en bestemt type slik.

Så køber man ikke blandede poser, hvor der er noget, man ikke kan lide. Jeg køber måske fem-seks forskellige slags, som jeg ved, jeg kan lide, og så blander jeg det hele sammen i en stor skål.

Bagefter fordeler jeg det ud i poser med genluk fra Ikea. Når der er genluk på posen, slipper man også for at smide halvdelen ud, fordi man nu har åbnet posen, og det er blevet tørt. Så man har mindre spild, og tilmed har du en blandet slikpose, der indeholder alt det, du kan lide, til en fornuftig pris."

Blandeskålen, før den bliver fyldt på genluksposer

Risikerer man ikke, at det bliver tørt, når man først har fået det ud af plasticbøtterne?

"Ikke hvis du putter det i genluk-poser. Hvis du putter det i almindelige frostposer, fungerer det ikke, for de er ikke lige så lufttætte som dem med genluk. Hvis du putter dem i almindelige fryseposer, bliver det hårdt i løbet af to uger."

Kommer du ikke til at spise mere slik, end du plejer, når du har så meget på lager?

"Når man køber stort ind, så handler det om at vide, hvor meget man normalt spiser, så man ikke øger sit forbrug. Jeg kan f.eks. rigtig godt lide slik, jeg har altid 100 gram i min taske, fordi jeg ved, jeg spiser 100 gram om dagen. Så regner jeg ud, hvor meget jeg skal købe for at have nok til en bestemt periode, inden jeg skal ud og handle ind igen, netop for ikke at øge forbruget."

Hvad gør du, hvis dine børn har specifikke og dyre slikønsker?

"Min ældste dreng vil rigtig gerne ud og købe noget slik. Han kan ikke forstå, hvorfor vi ikke skal ud og købe slikket, når det er fredag, så derfor laver jeg mors slikbutik derhjemme. Jeg ved, hvilket slik han kan lide, og så putter jeg det i lufttætte bøtter. Om fredagen får han så selv lov til at blande fra de bøtter, så han føler, han er ude og 'blande' sit slik.

Han får at vide, hvor mange stykker han må tage, og så får han lov til selv at vælge fra bøtterne, ligesom han ville have gjort ude i butikken. På den måde får han oplevelsen af at være ude og købe bland-selv-slik uden, at jeg behøver betale fuld pris for det. For børnene er det en stor del af hele oplevelsen med fredagsslik, at de selv får lov til at vælge."

Køber du det ekstra billige for at spare?

"Det helt billige slik, man kan købe i Føtex og Bilka, som der står 'budget' på, det kan jeg ikke lide, så det holder jeg mig fra. Jeg køber altid slik, når det er på tilbud, eller når vi er i Tyskland. Jeg holder også altid øje med Føtex og Nettos rodekasser, og køber tit 10 poser for 50 kr. i Bilka. Det kan godt betale sig at købe stort hjem."

Spareekspert 2:

Mille Skjold Madsen, kendt som mille.okonomista på Instagram.

Mille elsker lakridskonfekt, fin chokolade og syrligt slik, der brænder i kæberne.

Hvordan sparer I på slikbudgettet hjemme hos jer?

"Vi gør to ting. Det ene er, at vi prøver at veksle mellem at købe det lidt dyre slik, fx. vingummi og chokolade, og mellem at købe popcorn, det koster kun et par kroner at lave. I Rema kan man få tre pakker popcorn til mikroen for seks kroner, og jeg ved, det er endnu billigere, hvis du selv popper i en gryde. Det er noget andet end at give 50-100 kr. for noget bland-selv-slik.

Man bruger hurtigt 500 kr. om måneden på slik, hvis man skal hygge sig på den måde hver weekend. Det andet, vi gør, er, at finde det billigste alternativ de gange, hvor vi køber bland-selv-slik. Mine børn er glade for bland-selv-slik, og vi har fundet ud af, at hvis vi tager i bland-selv-slik-butikkerne, så køber vi for mere, end hvis vi køber bland-selv-slik i supermarkederne, fordi de ikke har så stort et udvalg.

Om fredagen har supermarkederne også tit sat prisen et par kroner ned per 100 gram. Man skal så selvfølgelig holde tungen lige i munden og lade være med at købe alt muligt andet i supermarkedet, nu man er der. De sætter jo prisen ned for at lokke en ind."

Mille elsker billige popcorn

Køber du stort ind på tilbud?

"Nej, vi er ikke sådan nogle, der køber stort ind på tilbudsdage, for hvis vi har det liggende derhjemme, så bliver det bare spist. Hvis vi køber mere, end vi plejer, fordi det er på tilbud, så spiser vi det hurtigere, end vi plejer, derfor gør vi ikke brug af det."

Køber du det billige slik for at spare?

"Nej, Jeg vil hellere have lidt, men godt. Jeg kan fx godt lide lakridskonfekt, men jeg synes, der er kæmpe forskel på det, der er budgetmærket og det lakridskonfekt, der er den ægte vare.

Der vil jeg hellere vente og købe, når det er på tilbud.

Når mig og min mand skal sidde og hygge om aftenen, spiser vi tit fin chokolade købt på tilbud. Det har de ret ofte i supermarkedet. Sådan lidt finere æsker med chokolade."

Danskerne er verdensmestre i slikindkøb

Danskere køber i snit 6,6 kilo slik om året. Dermed sætter Danmark på den globale førsteplads for slikindkøb.

I alt køber danskerne i gennemsnit 35 kilo søde sager årligt.

Oveni køber danskere i snit 5,7 kilo chokolade årligt. Det vil sige, at danskere i gennemsnit køber 12,3 kg slik og chokolade om året.

Når også indkøb af kage, is, desserter og snackbars bliver talt med, ryger der i snit 35 kilo søde sager i indkøbskurven per dansker hvert år.

Det svarer til næsten 100 gram søde sager hver dag året rundt. 

Kilde: DTU Fødevareinstituttet