Sådan undgår du at blive snydt af el-sælgere

06. okt 2021

Sådan undgår du at blive snydt af el-sælgere

Inden du tager røret og taler med en el-sælger, er her 5 gode råd, som er værd at huske på. 

Foto: Simon Jeppesen

Foto: Simon Jeppesen

Hvis du bliver ringet op af en flink el-sælger, der vil tale med dig om din elregning – så pas godt på! Flere og flere af os bliver nemlig narret til at skifte energiselskab uden, at vi opdager det.

Så inden du tager røret, er her 5 gode råd, som er værd at huske på. 

Læs også: Se el-sælgernes værste tricks

1. Pas på med at sige ja til at skifte el-selskab over telefonen

Sig ikke ja med det samme. Få et tilbud på mail. Læs det i fred og ro. Du kan sammenligne priserne med regningen fra dit nuværende energiselskab, og du kan tjekke elselskabers priser på elpris.dk. Bed evt. el-sælgeren ringe 2 dage efter eller svar skriftligt på mail.

2. Spørg ind til, hvem det er der ringer

Spørg telefonsælgeren: Hvilket selskab ringer du fra? Hvor har du mit nummer fra? Er jeg kunde hos jer nu? Hvilket abonnement har jeg? Hvad betaler jeg nu per kilowatt-time? Tjek her hvad dit energiselskab hedder.

 

Du har altid 14 dages fortrydelsesret ved telefonsalg.

3.Tjek om du har givet telefonsælgeren lov til at ringe

Det er forbudt for telefonsælgere at ringe dig op om elaftaler, hvis du ikke har givet samtykke, altså lov, til det. Sælgeren skal kunne dokumentere hvor og hvornår du har givet lov til, at det konkrete energiselskab må ringe dig op. Hvis du har sagt ja til en aftale, hvor sælgeren ikke havde fået lov til at ringe dig op – så er du ikke bundet af aftalen. Men husk at gøre elselskabet opmærksom på det.

4. Pas på med at give dit CPR-nummer og din bankkonto

El-sælgeren skal bruge dit CPR-nummer og dit bankkonto-nummer for at oprette dig som kunde. Vent med at oplyse numrene til du har fået et tilbud på skrift – også selvom telefonsælgeren virker troværdig og for eksempel har din adresse.

5. Skriv, hvis du fortryder eller er blevet narret

Du har altid 14 dages fortrydelsesret ved telefonsalg. Skriv til det nye energiselskab, at du fortryder aftalen. Skriv gerne på mail, så du kan dokumentere det. Selskabet skal bekræfte det skriftligt. Hvis sælgeren har brugt ulovlig markedsføring eller ringet op uden dit samtykke – så er aftalen ikke bindende for dig. Men du skal stadig skrive til selskabet, der skal bekræfte, at aftalen er ophørt. Det skal du også, hvis der er gået mere end 14 dage.

Skriv også, at energiselskabet skal overføre dig til dit gamle selskab og betale de penge, du har betalt, tilbage. Hvis energiselskabet ikke vil det, kan du klage til Ankenævnet på Energiområdet. Du kan også selv indgå aftale med et andet selskab.

 
Kilde: Forbrugerombudsmandens pressemeddelelser