Sådan fjerner du røglugt: Læserne og rengøringseksperten giver råd

08. okt 2021

Sådan fjerner du røglugt: Læserne og rengøringseksperten giver råd

Røglugt breder sig nemt mellem lejligheder. Men hvad kan man gøre ved det? 

Da Bo Godt bad om læsernes råd til at bekæmpe lugtgener fra røg, kom der mange gode bud i tråden.

Vi har fået rengøringsekspert Michael René til at gennemgå læsernes husgeråd et for et.

Michael René, lektor i hygiejne og rengøringskemi

Læsertip nr. 1: Stil skåle med eddike frem, det opsuger røglugten

Ekspertens svar: "Når man stiller skåle frem med syre eller dufte i, har de det tilfælles, at det maskerer duften, mere end det konkret 'spiser' duften. Det sker det, at man dufter noget skarpt.

Eddike er en mild syre, men den lugter ret kraftigt, og dens lugt vil derfor dække over den anden lugt, som man gerne vil have mindsket. Det er det, der er tricket. Så det virker ikke i forhold til at 'spise' røglugten, men den dækker over det, så det ikke bliver lige så tydeligt. På den måde virker det efter hensigten."

Læsertip nr. 2: Sørg for at tætne mellem fodpaneler og gulvet samt rundt om stikkontakter og vandrør. Du kan fx. bruge akrylfugemasse eller silikone.

Ekspertens svar: "Det er et af de råd, vi selv har fået i min egen boligforening. Hvis lugten kommer et bestemt sted fra, og man så tætner det sted, så virker det selvfølgeligt.

Det handler meget om at få dækket de revner og sprækker, som man måske ikke ser med det blotte øje. Der er nok flere, end man tror, man skal ind bag panelerne. Hvis det kommer fra lejligheden oven over, så er det nok listerne i loftet, der skal kigges på. Det er en større opgave, men det burde have en effekt."

Se opslaget på Facebook og deltag i debatten 

Læsertip nr. 3: Få malet med røginddæmmende specialmaling, gerne udført af fagperson.

Ekspertens svar: "Jeg tænker umiddelbart det må være kemien i malingen, der virker, dvs. man bruger en maling, der er mere plasticagtig og dermed tæt. Maling er jo primært et plasticprodukt, så jo flere molekyler med plastic, der er i, jo mere tæt bliver det. Det virker på samme måde som den type glansmaling, man bruger til badeværelser og køkkener, hvor man sprøjter med vand.

Det ser jeg som en god mulighed for at inddæmme lugten lidt, men om det har det store effekt afhænger af hvor store revner, der er i ens væg. Hvor meget siver der ind gennem den væg, du maler? Hvis der siver meget ind, så har det muligvis har en positiv effekt at male og tætne væggen, men hvis røgen siver op gennem gulvet, så er det gulvet, du skal kigge på."

Læsertip nr. 4:  Kontakt viceværten med henblik på at gennemgå ventilationssystemet

Ekspertens svar: "Det er også et rigtig godt råd. Men hvis røglugten sidder i selve udsugningskanalerne, så kan det være svært at fjerne det hele. Det kommer an på hvilken vej, ventilationsrørene kører i bygningen.

Hvis det går fra hver enkelt lejlighed og ud i den frie luft, så er det en god ide. Men er det et system, der kører igennem fra den øverste lejlighed og med sug på hele vejen ned for så at komme ud i muren ved den nederste lejlighed, så kan jeg forestille mig, at man i stedet deler røglugten.

Det kan også være svært at fjerne selve ventilationskanalens lugt. Det kræver, man har lidt længere udstyr og vasker det med mellemrum. Til gengæld ligger det lige for at vaske eller skifte de filtre, der sidder oppe i låget til ventilationskanalen. Det vil fjerne en del af røglugten."

 

Giv modparten mulighed for selv at komme med løsningsforslag. Det er slet ikke sikkert, de ved, at det lugter oppe hos dig
Michael René, rengøringsekspert

Læsertip nr. 5: Tag en snak med naboen om det

Ekspertens svar: "Det er helt klart råd nr. 1, det er den vigtigste faktor, hvis man kan tage sådan en snak i en god stemning. Det er en svær henvendelse at tage.

Der skal ikke opstå fjendtlighed, hvor man går og skuler til hinanden, man skal kunne smile til hinanden bagefter. Spørg gerne lidt undskyldende og forsigtigt og giv modparten god tid til at svare.

Man skal være i en anerkendende dialog, før man bringer problemet på bordet. Giv evt. modparten mulighed for selv at komme med løsningsforslag. Det er slet ikke sikkert, de ved, at det lugter oppe hos dig."

 

Rengøringsekspertens fremgangsmåde

1. Find frem til kilden

Kommer det primært gennem gulvet? Gennem loftet? Eller væggen i et bestemt rum? Først skal man finde kilden, og så finder man løsningerne derefter.

2. Vælg din løsning

Skal der males eller tætnes for at stoppe hullet? Du kan først gøre rent, når du har stoppet kilden til røglugten.

3. Rengøring

Den kan stå på afvaskning med brun sæbe for at få fjernet de gamle røgpartikler. Metoden og sæbebrugen afhænger dog af hvilket materiale, røgen sidder fast på.