Lena: Ældre damer trænger til at blive set og hørt

28. okt 2021

Lena: Ældre damer trænger til at blive set og hørt

Fast husleje og en vicevært giver overskud til at skrive, mener Lena. I hendes krimier er det de søde gamle damer, der slår ihjel.

Foto: Charlotte Holst

Foto: Charlotte Holst

Piller, saks, kagerulle, lægtehammer. Man kan slå ihjel med mange ting. I hvert fald i Lena Jo Hursh Samsø-krimier om “hyggelige små hverdagsmord.” 65-årige Lena lader den ellers nuttede stokroseidyl krakelere, når den søde dame, der smiler hen over køledisken i Brugsen, forvandler sig til morder.

Hverdagsmordene er nemlig de mest skræmmende, siger Lena.

"Jeg synes, det er enormt uhyggeligt, at vi dybest set ikke ved, hvem vi står overfor. De der bestialske mord i for eksempel Jussi Adlers bøger er da spændende, men de er jo også langt fra virkeligheden."

Vi kan smile til en i nede Brugsen, som er i stand til at slå ihjel, påpeger hun.

"Vi har alle mørke og dæmoner i os. Du aner ikke, hvad der gemmer sig."

Da Lena startede på Samsø-krimierne, havde hun først en ung kvinde som hovedperson. Men det gik slet ikke.

Lena Jo Hursh skriver krimier fra sin almene bolig på Trøjborg i Aarhus, hvor hun har egen have.

"Jeg tænkte: ‘Du godeste Lena, du er selv en gammel dame. Du forstår jo ikke en dyt af, hvad de unge kvinder taler om. Du skal da skrive om gamle damer, dem har du forstand på.’"

Mørke og vrantne mænd

Lena Jo Hursh gør meget ud af at skrive let tilgængeligt, så hendes historier glider ned uden de store anstrengelser. Hun henter ideerne fra de mange mennesker, hun har mødt gennem sit liv og det utal af forskellige job, hun har haft.

I sit sidste job - inden hun blev pensioneret i 2019 - var hun udkørende nattevagt på Samsø. Det satte gang i fantasien.

"Mit skriveri udspringer af min egen angst for mørket derovre. Jeg kørte rundt og var  skideræd, og så kommer tankerne … Så ser man på de små hyggelige huse, det er jo ren romantik. Og så var det sjovt at lave kontrasten."

 

Jeg kender jo min økonomi fuldstændigt. Der er ingen uforudsete udgifter. Hvis vandhanen drypper, eller termoruden punkterer, så ringer jeg bare til viceværten. Det er en stor frihed. Det giver mig ro til at skrive.

Det var dog en venindes udsagn om sin vrantne mand, der fik skubbet det første plot i gang i romanen: ‘Mord i Pillemark’. Veninden var træt af, at manden var blevet så sur, efter han var gået på pension. Men hun ville heller ikke skilles, for hvad så med huset og børnene?

"Og så kunne en idé jo være simpelthen at slå ham ihjel," siger Lena, der bryggede videre på den morderiske fantasi i bogen.

Gamle damer skal ses og høres

Lena Jo Hursh forsøger at gå imod strømmen. At tænke modsat. Hendes hovedpersoner - de gamle damer - er usædvanlige som mordere. Det har hun tidligere drabschef Bent Isager-Nielsens ord for.

Og gamle damer - de trænger til at blive set og hørt, mener Lena.

"Vi er forsømt i både litteraturen og medierne. Altså på nær hvis du er enormt kendt i forvejen. Jeg synes godt, vi kan trænge til at høre lidt om, hvad vi ældre kvinder går og tumler med."

Frihed at bo alment

Selv tumler Lena med alle sine ideer, som hun gerne vil have ud i historier. Det med skriveriet lykkes kun, fordi hun bor billigt i en lille boligforening i Aarhus, siger hun.

"Jeg kender jo min økonomi fuldstændigt. Der er ingen uforudsete udgifter. Hvis vandhanen drypper, eller termoruden punkterer, så ringer jeg bare til viceværten. Det er en stor frihed. Det giver mig ro til at skrive."

Der er masser af idyl omkring Lena, men den krakelerer i bøgerne, når hun lader søde gamle damer forvandle sig til gemene mordere.

Lena har altid boet i almen bolig, også som barn.

"Du skulle med på en runde, og du ville måbe over de fantastiske boliger. Hold da op hvor har jeg boet lækkert altid. Og der er jo boliger til alle typer mennesker," siger hun.

Monster eller menneske?

Lige nu er Lena ved at færdiggøre sin sidste roman i Samsø-trilogien og arbejder fra sin lejlighed med privat have i AAB-boligforeningen på Trøjborg i Aarhus.

Det er her, hun udtænker sine hverdagsmord. Dem der - potentielt - kan starte med et smil i Brugsen.

"Som Bent Isager-Nielsen (den tidligere drabschef, red.) også har sagt: ‘Man tager ud for at fange et monster, men finder et menneske.’ Det bor i os alle - også os gamle damer. Her har jeg en chance for at lade os få en plads og en stemme, så det har jeg gjort. Og pas på os: Vi kan være farlige!"