Lottes råd: Sådan får du blomster til buketter hele sommeren

20. maj 2021

Lottes råd: Sådan får du blomster til buketter hele sommeren

Drømmer du om at dyrke blomster, så du kan have friske buketter hele sommeren, men har du aldrig prøvet det før? Lotte Bjarke fra Haveselskabet kommer med sine bedste råd til skærehaven for begyndere.

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvem: Lotte Bjarke, Haveselskabet.

Hvad: Er uddannet hortonom, hvilket er en slags gartneruddannelse på universitetsniveau.

Hvor:
Følg Lotte Bjarke på Instagram: @lottebjarke eller Haveselskabet på @haveselskabet. Haveselskabet har lige afholdt sin første skærehaveskole.



Lotte Bjarkes 5 bud på gode begynderplanter til din skærehave:

Morgenfrue
Kornblomst
Stolt kavaler
Brudeslør
Evighedsblomst


Foto: Lotte Bang

1. Køb de blomster, du vil så

I begynderskærehaven er det typisk sommerblomster, dvs. etårige blomster, man dyrker. Det vil sige, det er frø, som du selv sår.

Det er vigtigt, du ikke køber lave kantplanter, fordi de aldrig vil lave en stilk, du kan bruge i en buket. Det skal være planter af en vis højde, det kan du læse bag på frøposen.

Nogle mennesker forspirer allerede i marts måned, men for begyndere er det nemmere at så direkte på friland, og der er maj måned et godt tidspunkt. Nogle frø kan du så flere gange, fx. kornblomster.

2. Find et godt placeret såsted

Dit jordstykke skal ligge et sted, hvor der er masser af sol, mindst seks timer om dagen.

Det skal ikke ligge ved en stor busk eller træ, både fordi de skygger, men også fordi de suger alt vandet til sig, så de små spirer ikke får noget.



3. Så skal der luges

Først skal du luge jorden fri for ukrudt. Der er to slags ukrudt: Der er det tynde frøukrudt, som bliver ved at komme på overfladen.

Hvis du er uheldig, er der skvalderkål eller kvikgræs, hvor du skal helt i bund for at få det væk. Det betyder, at du skal have alle rodstykkerne væk.

4. Såning i lige riller

Når jorden er fri for ukrudt, skal det rives godt igennem med en rive. Brug bagefter rivens skaft til at lave lange såriller i jorden. Rillerne skal ligge med 20-25 cm. afstand.

Hvis det er meget tørt, så vand rillerne med en fin vandkande, inden du sår.

Så frøene i rillerne. Grunden til, at det er vigtigt at så i rillerne, er, at når de spirer, så kan du se, at det ikke er ukrudt, fordi de vokser på en lige række.

Hvis frøene er for små til, at du kan så ét ad gangen, så drys frøene ud på samme måde, som du drysser fint salt på en æggemad.

Hvis frøene er store nok, så læg dem med et par centimeters mellemrum.

Det er vigtigt ikke at så for dybt, frø skal ikke graves ned, de skal sås i jordoverfladen og kun lige dækkes med lidt jord bagefter.

Så vander du igen, så du sikrer dig, at der er kontakt mellem frøene og jorden.

5. Efter såningen

Der går cirka en til to uger, fra du har sået dine frø, til du kan se de første spirer.

Sørg for at vande jævnligt, så spirerne ikke tørrer ud og dør.

Der går ca. en måned til halvanden, inden blomsterne er klar til at blive brugt i buketter.

Det fine ved en skærehave er, at jo flere blomster, du plukker, des flere blomster kommer der.

Det er en plantes mission at sætte frø, så hvis du plukker blomsterne, inden de bliver til frø, så tænker planten, at den hellere må lave nogle flere blomster.

Derfor kan et areal svarende til to-tre paller sagtens skaffe blomster nok til en hel sæsons buketter.

6. Når sæsonen er slut

Når sommeren går på hæld, så saml frø af blomsterne, når frøene er så tørre, at de nærmest selv falder af.

Lad dem tørre et par uger, inden du pakker dem ned i papirposer, som skal opbevares mørkt, tørt og gerne køligt vinteren over.

Når det bliver forår igen, starter du forfra med punkt nr. 1, nu med egne frø.

 

_____________________

 

Godt at vide

Skærmplanter er generelt svære at dyrke for begyndere, fordi de er længe om at spire. Planter, der lige er begyndt at spire, vil dø, hvis de tørrer ud.


For og imod højbede

 Det er blevet populært at dyrke blomster i højbede, men i følge Lotte Bjarke er det meget nemmere at så sin skærehave direkte i jorden.

I mod:

Det koster penge og tid at etablere et højbed. Først skal du købe pallerammer og højbedsjord i fx. et byggemarked eller havecenter. Du kan ikke bruge almindelig havejord i et højbed, det bliver for tungt og klasker sammen. Et højbed skal enten fyldes med højbedsjord eller en blanding, der består af havejord, grus og kompost, som du kan hente på en genbrugsplads. Derfor er det billigere og hurtigere at plante direkte i jorden.

For:

Fordelen ved højbede er, at du putter ren, ny jordblanding i, dvs. du slipper for at luge, når du skal gøre jorden klar til såning.