Forfatter udgiver roman om at stå uden bolig: “Hvorfor ikke gøre alt byggeri alment?”

07. maj 2021

Forfatter udgiver roman om at stå uden bolig: “Hvorfor ikke gøre alt byggeri alment?”

Betydningen af at have en bolig er hovedtema i Thomas Korsgaards nye roman. Selv har han flakket rundt mellem midlertidige hjem, men bor i dag alment. 

Foto: Lis Kasper

Foto: Lis Kasper

Det er umuligt at få hold på sit liv, hvis man ikke har en bolig, man kan betale. Noget der udstilles smerteligt tydeligt  i Thomas Korsgaards nye roman: ‘Man skulle nok have været der.’

Romanens hovedperson Tue er i en tilstand af bolig-desperation. Hans strabadser viser, hvordan boligmangel påvirker et menneskes muligheder for at få fodfæste i tilværelsen og skabe sig et liv.

"Det har ligget mig meget på sinde at skrive om det. For det er vigtigt, vi får talt om det," siger Thomas Korsgaard.

 

Jeg kender følelsen af ikke at vide, hvor man skal gøre af sig selv, fordi man ikke har en fast bopæl. Det er en meget meget stressende måde at leve på. Du kan ikke tænke ret langt frem. Du kan ikke træffe livsvalg. For du ved ikke, hvor du er i morgen
Thomas Korsgaard

Vi følger den unge Tues forsøg på at skaffe sig en lejlighed eller blot et værelse i København. Han er kommet fra Jylland og er fattig. Har hverken kontakter eller penge og antaster folk i sine febrilske forsøg på at få en fast base.

For 26-årige Thomas Korsgaard selv er ‘boligsagen’ et stærkt personligt anliggende. Han voksede op i et tumultarisk hjem på en gård i Nørre Ørum. Da han var flyttet hjemmefra hutlede han sig i perioder frem. Fra fremleje til fremleje. Fra sofa til sofa.

"Jeg kender følelsen af ikke at vide, hvor man skal gøre af sig selv, fordi man ikke har en fast bopæl. Det er en meget meget stressende måde at leve på. Du kan ikke tænke ret langt frem. Du kan ikke træffe livsvalg. For du ved ikke, hvor du er i morgen," siger han.

 

Det stod klart for mig, hvor afgørende det er. Jeg vidste, jeg ville skrive en bog om at være hjemløs. Ikke hjemløs som Hus Forbi-sælgerne. De erfaringer har jeg ikke. Men jeg kender til den tilstand, hvor man ikke ved, hvor man skal gøre af sig selv.
Thomas Korsgaard

GUD, det er min lejlighed

For tre år siden fik Thomas Korsgaard tilbudt en almen bolig efter at have stået på venteliste i syv år. En lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Der gik noget tid, før det gik op for ham, at det faktisk var hans hjem. At han ikke skulle ud og lede efter noget nyt. At han kunne gøre det til sit.

"GUD, det er jo min lejlighed. Jeg kiggede rundt på de tomme hvide vægge og tænkte: Måske skulle jeg sætte nogle billeder op? Det var helt grænseoverskridende for mig," siger han.

Oplevelsen gjorde ham nysgerrig på betydningen af at have en bolig. Derfor skulle den sidste bog i trilogien om Tue handle om at finde sin plads i verden. Noget man kun kan, hvis man har et hjem, man kan blive i, siger Thomas Korsgaard.

"Det stod klart for mig, hvor afgørende det er. Jeg vidste, jeg ville skrive en bog om at være hjemløs. Ikke hjemløs som Hus Forbi-sælgerne. De erfaringer har jeg ikke. Men jeg kender til den tilstand, hvor man ikke ved, hvor man skal gøre af sig selv."

Taler ned og fremmedgør

Tue, der sælger avisabonnementer på gaden, får allernådigst lov at bo hos kollegaen Victoria og hendes mor Merete. Det skulle bare være nogle dage, men tiden går. Mor og datter er ved muffen. Har møbelklassikere, dyre spisevaner og sommerhus i Tilsvilde. En kontrast til Tue, der kommer fra en konkurstruet gård i Jylland.

På et tidspunkt spørger Tue Merete, hvor hun er vokset op. “I sådan noget socialt boligbyggeri,” svarer hun, uvillig til at vade rundt i fortidens elendighed. Thomas Korsgaard vil til gengæld gerne dvæle ved ‘socialt boligbyggeri’. Han mener nemlig, at folk der bor i almene boliger ofte fremstilles, som om de ikke er ligeværdige medlemmer af samfundet.

Han oplever det i debatten, siger han. Helt ned på sprogniveau:

"‘Særligt udsatte boligområder.’ ‘Ghettoer.’ Der er en tendens til at tale ned og fremmedgøre de her boliger. Det, synes jeg, er mærkeligt, når der bor næsten en million danskere i almene boliger. Jeg spørger bare helt stille og roligt: Hvorfor gør man det?"

Tåbeligt at rive ned

Sprogbrugen er med til at skabe fordomme, mener Thomas Korsgaard.

"Jeg har oplevet at have besøg af folk i min lejlighed, som er blevet helt overraskede: ‘Ej hvor er her fantastisk!’ ‘Jamen, hvad regnede I med?’ Jeg tror, mange har noget faldefærdigt og sølle inde i hovedet."

Det rammer ham personligt, siger han, når almene boliger omtales som noget usselt. Fordi han selv bor i en, og fordi det er et vrangbillede.

"Jeg boede i en periode i Gellerupparken med nogle venner i en stor lejlighed. Der var altaner alle steder, kæmpe køkken, badekar, lys og god udsigt. For mig var det luksuriøst, og sådan er mange almene boliger jo. De er rigtig gode. Derfor piner det mig også, at man river dem ned," siger han.

Han anerkender, at det er godt, at boligområder er blandede og at nogle naturligvis har brug for at blive renoveret.

"Men det tricker mig, at man river bygninger ned, der fungerer fint, og som er menneskers hjem. Så kan man kalde mig naiv og fortælle mig om de problemer, der også kan være i boligområderne. Men at rive noget ned, der fungerer, er tåbeligt."

 

Hvorfor er udgangspunktet ikke at gøre alt byggeri alment? Jeg ved godt, det er totalt idealistisk, men tankeeksperimentet er da sjovt at tale højt om.
Thomas Korsgaard

Et hjem man kan betale

Selvom Thomas Korsgaard har politiske standpunkter og interesserer sig for boligpolitik, bliver han aldrig politiker, siger han.

"Det er slet ikke mig. Jeg er altid så fuld af tvivl. Derfor er det godt at skrive romaner, for der kan man skifte mening. Men jeg vil altid være solidarisk med dem, der har en tung bagage," siger han.

Nu har Thomas Korsgaard sin egen skrivehule. For skal man kunne skrive fiktion må man have ‘a room of one’s own,’ siger han med et Virginia Woolf-citat. Og for overhovedet at få fodfæste i livet må man have et hjem, man kan betale.

"Det er nødvendigt for at kunne tænke og forholde sig til, hvem man er. For at kunne udvikle sig som menneske," siger Thomas Korsgaard.

For hans romanfigur Tue er alt overlevelse fra dag til dag, fordi han ikke har en bopæl. Han har ingen fremtidsdrømme, lægger ingen planer. Det eneste han kan tænke på er, hvor han kan bo, og hvordan han skal finansiere det.

Ingen spinder guld

Ingen bør have det som Tue, siger Thomas Korsgaard. Derfor ville han også ønske, at boligministeren var endnu mere ambitiøs end de 33 procent, han vil hæve den almene boligmasse til i de store byer (i dag er kravet i planloven 25 procent).

"Hvorfor er udgangspunktet ikke at gøre alt byggeri alment? Jeg ved godt, det er totalt idealistisk, men tankeeksperimentet er da sjovt at tale højt om," siger han.

Almene boliger sikrer mennesker frihed og tryghed, mener Thomas Korsgaard. Han kalder det “centralt rigtigt,” at alle betaler det, der skal til, for at det løber rundt, og at ingen sidder og spinder guld på lejerne.

"Det, at overskuddet går til at sætte i stand, at man ikke må tage overpriser, og at det hele er reguleret og gennemsigtigt, er meget trygt. Det sætter en fri som menneske. Tanken om at der ikke ikke sidder en og finansierer sit dyre sommerhus ved at leje ud til mig, det er en god tanke."

Thomas Korsgaards roman udkommer den 21. maj.

Om Thomas Korsgaard

  • 26 år 
  • Opvokset i Nørre Ørum ved Skive
  • Bor i almen bolig i København NV
  • Udgav i 2017 debutromanen: ‘Hvis der skulle komme et menneske forbi.’ Bogen beskriver drengen Tues miserable opvækst på et gældsramt landbrug. Stoffet er delvist hentet fra Korsgaards egne erindringer om sin barndom.
  • Efterfølgeren ‘En dag vil vi grine af det’ kom i 2018.
  • I 2019 udgav han novellesamlingen ‘Tyverier’.
  • ‘Man skulle nok have været der’ er den sidste bog i trilogien om Tue. Den udkommer den 21. maj.