Amandas bedste råd: Sådan bor du småt og godt

11. maj 2021

Amandas bedste råd: Sådan bor du småt og godt

Amanda Lassen bor selv småt. Hun giver dig seks gode råd til at få mest ud af dit lille hjem. 

Foto: Amanda Lassen, DIY_Kollegielivet

Foto: Amanda Lassen, DIY_Kollegielivet

Hvem:
Amanda Lassen, 22 år

Hvad:
Studerer erhvervsøkonomi og filosofi på CBS. Har ved siden af instagramprofilen DIY_Kollegielivet, hvor hun rådgiver om boligindretning på lidt plads

Hvor:
Bor på Falkonerkollegiet på Frederiksberg

Da Amanda Lassen flyttede ind på sit første kollegieværelse, var det en udfordring for hende at indrette sig på en personlig og behagelig måde.

Nu er det blevet hendes hobby at rådgive og inspirere andre til, hvordan man indretter sig godt, selvom man bor småt.

På sin instagram viser hun både sine egne billeder hjemmefra og indretning med tips og tricks fra venner og følgere.  

Bo Godt har bedt Amanda Lassen om hendes bedste indretningstips og spurgt, hvilke indretningsværktøjer, hun altid har lige ved hånden.

 

1. Kubikmeter fremfor kvadratmetre


"Mit første råd er også det vigtigste: man skal tænke i kubikmeter fremfor kvadratmetre. Man skal udnytte, at der typisk er højt til loftet i danske lejligheder. Mit eget kollegieværelse er kun 23m2, men jeg har fået plads til rigtig meget ved fx. at hænge overskabe helt op til loftet. Jeg kender også mange, der laver højsenge, især på børneværelser, hvor man netop kan lave en hyggekrog eller et skrivebord nedenunder sengen, når den er kommet op i højden. Alternativt kan man også bygge en seng på kommoder og på den måde gøre plads til opbevaring under sengen."

2. Et let greb


"I lejeboliger kan indbyggede skabe godt være meget sterile og upersonlige at kigge på. Et nyt greb på fx. køkkenlågen kan give et helt nyt udtryk, og du kan sørge for at vælge et greb, der matcher de greb, du har på din kommode eller klædeskab, så der kommer en sammenhæng i indretningsstilen. Det er en billig og nem løsning, som let kan tages med igen, når du flytter. Bare husk at gemme de greb, der sad på køkkenskabene, da du flyttede ind."

 

3. Et rum, flere zoner


"Skab flere zoner i rummet. Det kan f.eks. hjælpe at male en del af væggen, så det rent visuelt skaber en zone. Det hjælper, hvis du har soveværelse i samme rum, som du har stue. Så hjælper det at male væggen i et afgrænset område for at skabe en sove-zone i rummet. Man kan også bruge et gulvtæppe til at lave en afgrænset zone i et rum."

 

Jeg anbefaler, at man hænger gardinerne helt op til loftet, for så virker rummet meget større rent visuelt. Det er et trick, jeg selv bruger rigtig meget.
Amanda Lassen

4. Gardiner, gardiner, gardiner


"Jeg anbefaler, at man hænger gardinerne helt op til loftet, for så virker rummet meget større rent visuelt. Det er et trick, jeg selv bruger rigtig meget. Du kan også bruge gardiner til at afgrænse et soveværelsesområde i en stue - igen ved at hænge dem helt op til loftet, så de kan trækkes for. De fleste gardiner måler 2,4m, når du køber dem. Hvis du vil gøre dem kortere, kan du købe gardinbånd, som man stryger på, så du behøver faktisk ikke at have en symaskine. Gardiner er relativt lette at gå til."

5. Sugekopper på badeværelset


"I lejeboliger er der begrænsninger på, hvor man bore, feks. må man som regel ikke bore i fugerne eller fliserne på badeværelset. I stedet kan du købe sugekopssystemer til badeværelset, hvor du ved at dreje på en knap på sugekoppen skaber et tryk, der er stærkt nok til, at sugekoppen kan bære en vis vægt. Jeg har selv en hylde hængende ved siden af vasken på mit badeværelse, der er sat op på den måde. Du kan bruge sugekopperne til at fra hylder, håndklædeholdere m.m."

6. Mal dine møbler og giv dem nyt liv


"Hvis du bliver træt af dine møbler, så lad være med at smide dem ud, men slib dem i stedet med fint sandpapir og mal dem i en ny farve eventuelt pyntet med nye greb. På den måde kan du forny møblet og give det møblet en længere levetid."

Amandas værktøjskasse

Hvilke tre værktøjer/materialer har du altid lige ved hånden til dine DIY-projekter?

1 - Min boremaskine og min universalskruetrækker. Jeg kan udskifte de forskellige bits, så i stedet for at have 15 forskellige skrutrækkere har jeg en standardskruetrækker, hvor jeg kan skifte størrelse.

2 - Jeg er vild med Nano Gel Tape. Det er vaskbart og bære op til 2 kg vægt. Jeg har fx. min stikkontaktdåse hængende på væggen med Nano Gel Tape. Jeg har det også liggende under mine gulvtæpper, så de ikke glider.

3 - Jeg har altid en hvid træmaling på lager. Jeg har fundet ud af, at man kan tage en tube akrylmaling fra Søstrene Grene og blande i, hvis du har brug for en bestemt farve.

Det fandt jeg ud af under coronaen, hvor farvehandlerne havde lukket, så der fik jeg eksperimenteret lidt med at blande akrylmaling på tube med almindelig hvid træmaling.

Det er også væsentligt billigere, end hvis du skal købe en hel spand maling i en bestemt farve bare for at male en enkelt stol.