Til september går Udbetaling Danmark i gang med den årlige regulering af boligstøtten.
Det vil sige, at de regner på, om du fik det rigtige beløb i boligstøtte sidste år.
Når de er færdige med regnestykket, kan der gå tyve dage mere, før du får resultatet. Lige så lang tid går der, før du får penge ind på kontoen, hvis du er en af dem, der fik for lidt i boligstøtte sidste år.
De tyve ekstra dage skyldes ikke, at Udbetaling Danmark er sløve ved regnemaskinen. Ventetiden handler om, at der er lagt en klagefrist ind i forløbet.
Sidste år skrev vi, at den årlige regulering af boligstøtten var forsinket på grund af coronakrisen. I år melder Udbetaling Danmark, at de først kan regulere boligstøtten til september, fordi de indefrosne feriepenge skal holdes ude af beregningen af boligstøtte. Igen er forklaringen lidt teknisk, men kort fortalt kræver det en ny it-løsning.
Tjek din årsopgørelse nu
Alle dem, der ikke er pensionister, står først i køen, når Udbetaling Danmark går i gang med at regulere boligstøtten til september. Det gælder for eksempel lønmodtagere og kontanthjælpsmodtagere. Bagefter er det pensionisterne og førtidspensionisternes tur.
❝
Har du styr på årsopgørelsen, undgår du at ende bagest i køen til reguleringen.
Også her har rækkefølgen en teknisk forklaring, der har at gøre med, at det er et andet it-system, der regulerer pensionen.
Til gengæld kan du som pensionist varme dig ved, at du i langt de fleste tilfælde får det beløb, du har krav på i forvejen.
Der går især kludder i boligstøtten, hvis du er tilkaldevikar, honorarmodtager eller har haft skiftende ansættelser i løbet af året.
Selvom det er for sent at rette i din årsopgørelse, er det en god ide at tjekke, om din arbejdsgiver har indberettet din indtægt korrekt.
Se årsopgørelsen lige her og husk at klage til SKAT, hvis der er fejl. På den måde sikrer du dig, at Udbetaling Danmark har en korrekt årsopgørelse, når de skal regulere boligstøtten.
Har du styr på årsopgørelsen, undgår du at ende bagest i køen til reguleringen. Det er også vigtigt løbende at holde øje med, om Udbetaling Danmark har de rigtige oplysninger om din egen og hele husstandens indtægt. Det gør du lige her.
Og bare rolig: Selvom du skulle finde forkerte tal i din årsopgørelse, kan du varme dig ved, at gennemsnittet for tilbagebetalinger af boligstøtte lyder på blot 1.500 kroner. Og seks ud af ti beboere skal hverken punge ud eller have penge tilbage, når boligstøtten bliver efterreguleret.