”Der findes ikke noget bedre end at hjælpe andre”

29. jun 2021

”Der findes ikke noget bedre end at hjælpe andre”

Bent Eilskov Knudsen er folkepensionist, men trækker hver dag i arbejdstøjet og maler kældre.

  • Af: Mette Brozen

Foto: Mette Brozen

Foto: Mette Brozen

Bent er iført sit hvide malertøj og i fuld gang med at friske kælderrummene på Rydevænget op i forbindelse med renoveringen af afdeling 21.

Han møder ind om morgenen (kl 7) sammen med varmemesteren Kim og ejendomsfunktionærerne i Ryde-/Fjældevænget i Boligforeningen Ringggårdens afdeling 21 i Aarhus. Han er med over morgenkaffen, når der snakkes om dagens opgaver. Frokosten indtages også sammen med Kim og de andre.

Men 74-årige Bent Eilskov Knudsen er godt nok oprindeligt uddannet maler, men er nu pensionist og arbejder frivilligt. Han har selv boet i Fjældevænget i 25 år. 

Der er mange, der stiller sig uforstående overfor, hvorfor han laver så meget frivilligt arbejde, når nu han ikke får en krone for det.

”Jeg får en hel masse,” siger Bent. ”Det kan godt være, at det ikke er penge, men jeg får en enorm tilfredsstillelse ved at hjælpe andre – et kick, og jeg bliver ved, indtil jeg ikke kan mere.”

74-årige Bent har tidligere hjulpet varmemesteren Kim med at male i kælderen på Fjældevænget i forbindelse med noget rørarbejde.

Kim syntes, det var en god idé at få frisket kælderrummene i Rydevænget op, efterhånden som de bliver tømt i forbindelse med renoveringen. De ser ikke ud til at være blevet malet siden boligområdet blev bygget for 43 år siden.

Der er ikke penge til det i renoveringsprojektet, så hvis Bent ikke ville påtage sig arbejdet, ville der ikke blive malet. Bent greb udfordringen.

”Jeg vil gerne hjælpe til, det giver mening for mig. Jeg tænker, det bliver dejligt for beboerne at kunne flytte deres ting tilbage i nymalede pulterrum, når rørarbejdet er færdigt. Også cykelkældre og andre fælles rum i kælderetagen får en omgang hvid maling.”

 

Jeg tænker, det bliver dejligt for beboerne at kunne flytte deres ting tilbage i nymalede pulterrum.

Bent finder normalt selv sine opgaver i afdelingen. ”Ser jeg noget, der trænger til en kærlighed hånd, så laver jeg det og fortæller Kim, at jeg har lavet det. For et par år siden, hvor der var tørke, gik jeg flere gange om ugen og vandede de grønne områder.”

Aarhus – København

Bent er født og opvokset i København og flyttede til Aarhus i 1970. Efter en kort smuttur tilbage til København flyttede Bent i 1995 ind på Rydevænget, hvor han efter 9 år igen pakkede kasserne og flyttede på Fjældevænget, hvor han bor i dag. 

”Jeg har det godt, hvor jeg bor, og jeg har besluttet mig for, at jeg skal bæres herfra. Regner med, jeg skal bo her en 10 -15 år endnu. Jeg fylder 75 næste gang, så nu må vi se.”

Altid frivillig

Bent har altid interesseret sig for frivilligt arbejde. Han har været Natteravn og tovholder på en lang række af frivillige projekter. 

Bent har også været aktiv beboerdemokrat. Fra 1997 – 2006 var han formand i afdelingen. Han valgte at holde en pause, da han var engageret i mange forskellige projekter. Men i  2017 valgte Bent at træde ind i bestyrelsen igen.

”Der findes ikke noget bedre end at hjælpe andre, og så er der det sociale, vi har sammen i bestyrelsen.”