79-årige Anni flyttede fra gård til almen bolig: “Her er altid nogen at tale med”

08. jun 2021

79-årige Anni flyttede fra gård til almen bolig: “Her er altid nogen at tale med”

I takt med at man bliver ældre, opstår nye boligbehov. Da Anni Pedersens mand døde, skiftede hun den nedlagte landejendom ud med en almen bolig i Varde.

Foto: Rasmus Bendix

Foto: Rasmus Bendix

Hun havde park, skov, hav og masser af kvadratmeter bolig. Anni Pedersen manglede ikke plads på den nedlagte landejendom i Ho i Vestjylland, hvor hun boede sammen med sin mand gennem 45 år.

"Jeg havde hele skoven for mig selv, og vi havde hestebokse, ridebaner og to store søer. Det var kæmpestort. Det tog mig fire timer at slå græs med en havetraktor," fortæller 79-årige Anni Pedersen.

Men da hendes mand døde, blev stedet for uoverskueligt.

"Det blev meget ensomt at bo der, og så var der jo også alt for meget at passe. Det blev for meget for mig, så jeg måtte tage hul på et nyt kapitel."

Anni Pedersen kørte derfor med sin datter rundt i området og så på, hvilke muligheder der var for at finde en ny og mindre bolig, hvor både hun og hendes hund Rahfi kunne bo.

"Vi kiggede blandt andet lidt uden for Varde, hvor der bor mange ældre. Men sådan et sted havde jeg ikke lyst til at bo, der var lidt for stille. Jeg kan godt lide at være sammen med unge, de giver et frisk pust," siger Anni, der også gerne ville bo tæt på byen.

Lys og plads

Anni Pedersen var skrevet op i tre boligforeninger, og i februar 2019 fik hun så tilbud om hele to forskellige lejligheder. Den ene, som lå i Boulevardkvarteret i Varde, passede hende godt.

"Det var ikke en ældrebolig, men jeg var så heldig at få en lys stuelejlighed på 96 kvadratmeter. Den kan jeg blive i, og jeg kan nemt komme ud med min hund. Der er også et ekstra værelse til overnattende gæster."

 

Anni Pedersen har tre døtre og en flok af både børne- og oldebørn - og der er flere småbørn på vej, så hun kan godt bruge pladsen til familiebesøg.

Leg og liv

I starten var hun en smule betænkelig ved Boulevardkvarteret, som tidligere har haft et blakket ry. Og hun ville gerne have haft en lille græsplæne, hun kunne lukke sin hund ud på.

Men i dag vil hun ikke bo andre steder.

"I stedet for at lukke hunden ud, går jeg en masse kilometer med den, og så møder jeg folk. Her er altid godt selskab og nogle at tale med. Alle de udlændinge, der bor her, er så søde, og børnene leger udendørs med deres dukker og bolde. Det ser man ikke rigtig andre steder i dag, synes jeg. Det giver en masse liv, og det kan jeg godt lide."

 

De er så søde og rare nede på kontoret. Man skal bare spørge, så kommer de.
Anni Pedersen

Byliv og fællesskab

Anni Pedersen savner ikke de store omgivelser. Hun nyder at have en overskuelig bolig, hvor også udearealerne bliver passet, og hvor hun bare kan ringe efter nogle, hvis der er noget, som skal ordnes i lejligheden.

"De er så søde og rare nede på kontoret. Man skal bare spørge, så kommer de. Der er ikke så mange omveje, det bliver bare ordnet."

For Anni, der fylder 80 år om kort tid, har det været vigtigt at kunne få en god betalelig bolig i et område, der ligger tæt ved byen, hvor der er et godt fællesskab, og hvor hun kan være aktiv sammen med andre.

"Nu har vi jo haft corona, men ellers går jeg i læseklub og i fitnesscenter, og så går jeg rigtig mange ture overalt med min hund. Og det er jo lidt sjovere, når man kan gå i en hyggelig by som Varde og har mulighed for at møde mennesker overalt. Jeg er glad for, at jeg flyttede hertil."