Mette åbner sit hjem for hjemløse

24. jul 2021

Mette åbner sit hjem for hjemløse

Mette Gjøl fra Dragør bruger al sin fritid på at hjælpe byens hjemløse. Hun har dem sågar boende hjemme hos sig, hvis de har brug for det.

Foto: Andreas Holm Hansen

Foto: Andreas Holm Hansen

I et alment rækkehus i Dragør bor de hjemløses beskytter. Hun hedder Mette Gjøl, og for Københavns udsatte borgere er hun en sand skytsengel.

Se bare i videoen, hvor taknemmelige de hjemløse på Christianshavn Torv er, da Mettes deler 17 hjemmelavede lasagner ud til dem.

Når Mette møder en hjemløs på gaden, falder hun gerne i snak med personen og spørger ind til, hvad de mangler af tøj, sko og mad. Dernæst skaffer hun det gennem Facebook-opslag.

”Jeg kan simpelthen ikke lade være med at hjælpe dem. Har de brug for det, sætter jeg mig gerne og sælger Hus Forbi sammen med dem”, siger hun.

Og ikke nok med det.

Mette har sågar haft en ung, hjemløs boende i 3 måneder for at hjælpe ham ud af hjemløsheden.

"Han spurgte om han kunne bo hos mig, dagen efter jeg var blevet udskrevet fra hospitalet med en blodprop i hjernen. Det kunne jeg jo ikke sige nej til, for jeg havde tidligere lovet ham det", siger Mette.