Liza har 10-doblet sin lille pension ved at investere i aktier: "Sund fornuft er nok"

04. jan 2021

Liza har 10-doblet sin lille pension ved at investere i aktier: "Sund fornuft er nok"

Liza Skov er uddannet håndarbejdslærer og bor i AAB i Varde. Hun er en af de mange kvinder, der er begyndt at handle med aktier. 

Foto: Robert Attermann/Redstar

Foto: Robert Attermann/Redstar

Hvem: Liza Skov, 50 år.

Hvor: Bor i rækkehusene 'Skovbrynet' i Arbejdernes Almennyttige Boligforening i Varde.

Hvad: Underviser hos Maersk Training i Esbjerg, oprindeligt uddannet håndarbejdslærer med speciale i skind, læder og pels.

Hvorfor bor du i almen bolig?

"Det er fordi, jeg ikke har noget ønske om at eje.

Jeg har det sådan, at hvis jeg får lyst til at rejse om på den anden side af jorden, så kan jeg være økonomisk uafhængig af min bolig i løbet af tre måneder.

Det er derfor, jeg altid har boet til leje."

Hvornår begyndte du at investere?

"Min bank begyndte at investere på mine vegne i 2001.

Da vi nåede til 2008, kunne jeg se, at den investering, de havde lavet for mig, kun lige havde tjent sig ind.

Så bad jeg dem sælge det hele, det var en ren intuitiv beslutning.

I 2009 havde jeg 15.000 kr. fra en kapitalpension, som jeg ikke kunne hæve, men som jeg kunne bruge til at købe aktier for. Der begyndte jeg selv at købe aktier.

De første, jeg investerede i, var Vestas, Novozymes og Novo Nordisk."

Hvad er din strategi?

"Jeg har ikke nogen. Det, jeg er startet med, er solide danske firmaer med en solid historie.

Jeg ved nogle underlige ting, og det er det, jeg handler ud fra, udover min intuition.

Da jeg købte Vestas kostede de 92 kr. stykket, det syntes jeg var ret billigt, så dem købte jeg nogle af. Novozymes og Novo Nordisk er verdensomspændende medicinalfirmaer.

Jeg har tjent styrtende med penge på Vestas.

Jeg har også tjent godt på Ørsted, som jeg købte, da de stod i omkring 200 kr., og jeg solgte dem for nyligt, da de kostede omkring 1000 kr. stykket."

 

Da vi kom til coronakrisen, var startbeløbet vokset så meget, at du minimum kunne gange startbeløbet 10 gange op.

Har du skudt flere penge i depotet gennem årene, eller er det kun det beløb, du havde fra starten, du har fået til at vokse?

"Det er kun de penge, jeg havde fra starten, der er vokset, intet andet. Da vi kom til coronakrisen, var startbeløbet vokset så meget, at du minimum kunne gange startbeløbet 10 gange op."

Hvad er dit seneste køb?

"Jeg har lige købt 2000 aktier i SAS. Lige nu er SAS af gode årsager langt nede, men SAS er også et næsten statsgaranteret firma, og på et eller andet tidspunkt skal de nok komme op igen. Og hvis de ikke gør, så tænker jeg, at 2000 styks for knap 2.000 kr. ikke er mange penge at miste, hvis det endeligt skulle være.

Men hvis de til gengæld stiger til det dobbelte eller tredobbelte, så er det mange penge at tjene."

"Ingen kan forudse markedet, det er spild af energi at ærgre sig over at have solgt på det forkerte tidspunkt.

Liza Skovs tre bedste råd til nybegyndere på aktiemarkedet:


1.
Spørg dig selv hvor meget du har råd til at miste?

"Jeg har den holdning til mit startbeløb, at hvis der er 15.000 kr. tilbage den dag, jeg skal på pension, så har jeg ikke mistet noget. Alt derudover er rent overskud."

2. Lad være med at ærgre dig over, at du solgte for tidligt

"Ingen kan forudse markedet, det er spild af energi at ærgre sig over at have solgt på det forkerte tidspunkt."

3. Lad være med at gå i panik

"Da jeg i sin tid købte Vestas, købte jeg dem til 92 kr. stykket. Så steg de til 300 kr., hvorefter de raslede ned, jeg tror, de var helt nede på 25 kr. stykket. I stedet for at gå i panik, købte jeg flere og fordoblede min beholdning af Vestasaktier. Det er en langtidsinvestering, og man skal være iskold."