"Jeg kan spotte en god strikker på gaden"

28. jan 2021

"Jeg kan spotte en god strikker på gaden"

42-årige Natascha Gracia har strikket i fem år. Det har givet hende nye venner, både i virkeligheden og online. Det er godt nu i en coronatid. 

Foto: Carsten Andersen

Foto: Carsten Andersen

Hvem: Natascha Gracia, 42 år

Hvad: Freelancejournalist i arbejdstiden og strikkeentusiast i fritiden

Hvor: Bor i den almennyttige andelsboligforening Marielyst i Søborg

INSTRAGRAM: Du kan følge Natasch Gracia og hendes strikkeprojekter på instagramprofilen: nataschakbh. Hendes strikkegruppe har også deres egen, separate instagramprofil, hvor de viser deres strikkekreationer frem: vilde_vrangmasker

Hvornår begyndte du at strikke?
"Jeg begyndte for alvor at strikke for fire-fem år siden. Jeg har prøvet flere gange før, også som barn, da min mor er en ferm strikker, men det er først for fem år siden, at jeg for alvor fik hul på det."

Natasja strikker hjemme i sofaen - mens hun snakker med sin strikkeklub på Ipad

Hvad var det første, du strikkede?
"Det var en babyvest til min venindes nyfødte barn. Jeg syntes, det var vigtigt, at det første, jeg strikkede, var noget, jeg rigtig gerne ville lave i stedet for bare at strikke en klud, der ikke betyder så meget."

Hvor tit strikker du?
"Jeg har lyst til at sige hver dag, men det er nok nærmere hver anden. I hvert fald tre-fire gange om ugen. Jeg strikker tit om eftermiddagen, mens der stadig er lys, men jeg kan faktisk også godt lide lige at strikke et par pinde om morgenen. Det sætter en god stemning."

Er det dyrt at strikke?
"Ja, det er ikke en billig hobby. Jeg har ikke selv så mange penge at rutte med, men hvis man følger med i tilbud og udsalg, så kan man sagtens finde godt garn til billige penge. Jeg finder især mine gode tilbud på Instagram."

 

Jeg har ikke selv så mange penge at rutte med, men hvis man følger med i tilbud og udsalg, så kan man sagtens finde godt garn til billige penge.
Natascha Gracia

Strikker du altid alene?
"Nej, tværtimod strikker jeg faktisk mest sammen med andre. Jeg er med i en strikkegruppe på seks personer, der hedder 'Vilde vrangmasker'. Normalt mødes vi hver/hver anden uge og strikker sammen, men her under coronaperioden, hvor vi ikke kan mødes fysisk, så holder vi dels zoom-strikkemøder, og så har vi en messengertråd, som vi bruger nærmes dagligt."

Snakker I, mens I strikker?
"Ja, det gør vi, nærmest uafbrudt. Vi taler om alt muligt, om situationen på vores arbejdspladser, om kærlighed og mænd. Faktisk snakker vi så meget, at jeg altid sørger for at tage noget nemt strikketøj med, når vi mødes, fordi det er svært at sidde og tælle, når der bliver snakket."

Natascha Gracia har selv strikket trøjen, hun har på.

Hvor kender du dine strikkegruppevenner fra?
"Jeg kender dem fra forskellige steder, de har alle det tilfælles, at det var nogle, jeg kun kendte perifert, inden jeg begyndte at strikke. Det er strikningen, der har ført os sammen."

Bringer strik dig også sammen med andre folk, du ikke kender?
"Ja, hvis jeg f.eks. sidder og strikker i toget, sker der tit, at der kommer nogle hen og spørger, hvad jeg strikker, og så siger de 'Sådan en vest har jeg også strikket til mit barnebarn.' Jeg kan også selv spotte en god strikker på gaden, hvis jeg kan genkende det mønster, de har på. Strikning er også blevet en stor trend de senere par år."

Der bliver snakket så meget i strikkeklubben, at det er bedst at strikke noget nemt imens

Hvorfor tror du, strikning er blevet så populært?
"Det er let at skyde skylden på coronaen, men det startede før det, og jeg tror, det hænger sammen med den trend, der har været, som handler om mindfulness og selvudvikling. Mange har svært ved at holde pauser og slappe af, det er lettere, når man strikker. Jeg hører mange lydbøger, når jeg strikker, og jeg lytter meget bedre efter, end jeg gør, hvis jeg f.eks. gør rent imens. Det giver nærvær."

Udover din strikkeklub, deltager du så i andre strikkerelaterede ting?
"Jeg er meget aktiv på sociale medier. På Instagram tror jeg, jeg følger omkring 500 profiler, der handler om strik. Derudover bliver der jo holdt alle mulige strikkearrangementer, man kan gå til. Det er en sjov trend i tiden, at der bliver holdt strikkebio, strikkebanko og strikke-kanalrundfart."

Nataschas tre bedste strikkeråd til nybegyndere

1. Brug Youtube

Du kan finde en udførlig video om et hvilket som helst strikkerelateret emne, så der er altid hjælp at hente, hvis du vil vide, hvordan man slår masker op eller strikker vrang.

2. Vær med i en strikkeklub

Udover det hyggelige, sociale aspekt er der altid nogen, der kan hjælpe, hvis du har tabt en maske eller er i tvivl om, hvordan du skal læse en strikkeopskrift.

3. Vælg strikkeprojekter, du gerne vil have

I stedet for at starte med en karklud, så find en opskrift på noget, du rigtig gerne vil have. Det hjælper på motivationen.