På din mobiltelefon kan du downloade den service-app, der hedder E-boks Plus. Siden september 2020 har app'en tilbudt en ny tjeneste, der hedder en 'kodehusker'. Den kan både hjælpe dig i hverdagen med at huske dine koder, og den kan hjælpe dig den dag du som pårørende til en afdød har brug for at kende vedkommendes koder til digitale tjenester. Det er nemt, du skal bare gøre sådan her:
1. Download E-boks til den smartphone
...hvis du ikke allerede har den. App'en virker både på iPhone og Android.
2. Vælg E-boks Plus
...i bunden af skærmen på app'ens startside, efter du har logget på e-boks. Plus-app'en har sit eget ikon i bjælken nederst på siden.
3. Vælg 'Kodehusker'
Du skal trykke på knappen 'tilføj' første gang, du bruger den. Her skal du også vælge en adgangskode, som bliver den eneste, du skal huske fremover.
4. Vælg 'tilføj emne'
Herunder kan du fx. vælge 'pinkoder', hvis det især er adgangskoder til fx. sociale medier eller din mailkonto, du gerne vil skrive op.
5. Skriv alle dine koder op
Så behøver du ikke længere huske det hele i hovedet. Det kan være, du skal benytte lejligheden til at lave nogle nye adgangskoder, der alle lever op til sikkerhedskravene, dvs. at de skal være forskellige, så man ikke bruger den samme kode til alle ting, og gerne bestå af både tal, tegn og store og små bogstaver. Lad være med at lave koder, der er lette at gætte som fx. din fødseldato eller din adresse.
6. Anbefal kodehuskeren til dine pårørende
Alle, der har prøvet at miste et nært familiemedlem i den digitale tidsalder, ved, at det kan medføre problemer, når fx. man ikke kender afdødes adgangskode til deres Facebookkonto e.l. Hvis folk benytter sig af kodehuskeren i E-boks, kan man ved hjælp af en skifteretsattest få adgang til afdødes e-boks og dermed deres kodehusker.
7. Benyt dig af de andre funktioner
E-boks Plus kan mere end at hjælpe dig med at huske dine koder. Nu, du alligevel er logget på, så tjek om der er flere af Plus-appens services, der kan hjælpe med at gøre din hverdag lettere. Måske kunne du godt bruge en hjælpende hånd til at holde styr på bilens servicebog eller en oversigt over dine forsikringsordninger?